Glenn Ziquer Xavier ved det sted, hvor han reddede kvinden i land i november. Matti Chasan Bergstein og en mand mere deltog også i redningen af kvinden, men Matti kunne ikke være til stede ved fotograferingen. Han havde en aftale med sin optiker, fordi han faktisk mistede sine briller under redningsaktionen i november. Den tredje mand har ikke ønsket at medvirke i interviewet.
Glenn Ziquer Xavier ved det sted, hvor han reddede kvinden i land i november. Matti Chasan Bergstein og en mand mere deltog også i redningen af kvinden, men Matti kunne ikke være til stede ved fotograferingen. Han havde en aftale med sin optiker, fordi han faktisk mistede sine briller under redningsaktionen i november. Den tredje mand har ikke ønsket at medvirke i interviewet. - Foto: Benedicte Lorenzen

Heltedåd: Tre mænd reddede selvmordstruet kvinde i land ved Sjællandsbroen

Glenn fra Bryggen og Matti fra Valby var i november i det iskolde vand ved Sjællandsbroen for at redde en selvmordstruet kvinde i land. De fik i onsdags en dusør fra Københavns Politi for deres heltedåd.

En kold novemberaften i fjor kom 30-årige Matti Chasan Bergstein fra Valby og 42-årige Glenn Ziquer Xavier fra Islands Brygge cyklende på en sti tæt ved Sjællandsbroen. Matti var på vej hjem fra arbejde i Ørestad Skoles fritidstilbud, Glenn var på vej til træning.

De havde ikke mødt hinanden før, men standsede begge op – Matti et lille stykke tid før Glenn – da de så en samling mennesker ved vandet, tæt ved den cykelbro, som sammen med jernbanelinjen forbinder Sydhavn med Amager.

Det viste sig, at en selvmordstruet kvinde var hoppet ud fra broen og stadig lå i vandet.

En mand var svømmet ud for at hjælpe, men man bliver hurtigt udmattet i iskoldt vand, så Matti afløste ham.

»Da jeg svømmede ud til kvinden, var hun modvillig og sagde jeg skulle svømme væk. Jeg prøvede at tage fat i hende, men hun kæmpede imod. Efter et stykke tid hørte jeg inde fra bredden, at en tredje var på vej ud,« fortæller Matti.

»Lad mig være«

Afløseren var Glenn, der svømmede ud til kvinden.

»Hun sagde: »Lad mig være« og »Jeg gider ikke mere«. Jeg snakkede lidt med hende om, at hun udsatte sit eget og andres liv for fare. Efter kort tid begyndte jeg at blive kold, så jeg afsluttede dialogen og tog fat i hende. Hun var blevet træt og begyndte at græde, og jeg kunne stille og roligt trække hende ind til land. Da jeg kom ind til kanten, stod en mand og spurgte, om han skulle tage over, og det sagde jeg ja tak til, for jeg havde ikke mange kræfter tilbage,« fortæller Glenn.

Brandbil og ambulance var kommet, og den udmattede kvinde blev kørt væk.

»Jeg stødte ind i Matti, og vi gav hinanden et stort kram. Vi blev inviteret ind i brandbilen, hvor vi fik varmen, snakkede om det der var sket, politiet stillede spørgsmål, og så kørte de Matti hjem,« siger Glenn.

»Det var en hård situation, og vi havde ikke en følelse af, at »Yes, jeg har reddet en« – den kom først senere,« siger Matti.

Glenn er professionel skuespiller, men er også vikarierende livredder i Københavns Kommune og kunne gøre brug af sin viden om livredning.

Mens han havde taget alt tøj af, undtagen underbukser, før han gik ud i vandet, havde Matti kun smidt jakke og sko. Så Matti havde ikke noget tørt tøj efter episoden.

»Så han lånte lidt af mit træningstøj, som jeg havde med. Det fik jeg igen, da Matti og jeg efterfølgende mødtes på en café og snakkede det hele igennem,« siger Glenn.

»Der var en tankeproces i dagene efter. Da jeg var ude i vandet og tænkte, at jeg blev nødt til at give slip på kvinden, føltes det lidt som at give op, selv om jeg vidste, at Glenn var på vej. Det tog mig lige en uges tid at komme over den tanke. Så det snakkede vi om efterfølgende,« fortæller Matti.

Han er imponeret over alles hjælpsomhed den aften.

»Alle gjorde noget. Folk inde på land sørgede for at ringe efter hjælp, og da jeg skulle op af vandet, stod der to fyre og hjalp mig op. Og brandmændene hjalp mig og Glenn, da vi var kommet op,« siger Matti.

En helt særlig indsats

Både Glenn, Matti og den tredje mand, der var i vandet, fik i onsdags en dusør af Københavns Politi ved et arrangement for hverdagens helte.

Politidirektør Anne Tønnes sagde om netop deres indgriben:

»I gjorde en helt særlig indsats, hvor I risikerede jeres eget liv, mens I svømmede ud i det iskolde vand for at redde en kvinde, der faktisk ikke ville reddes. Det kan I godt være stolte af, og I skal vide, at vi fra vores side lægger utrolig stor vægt på jeres indsats. I stoppede op og handlede. I er nogle af hverdagens helte.«

Den tredje helt ønskede ikke at medvirke i interviewet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
P. Christensen Biler bliver det nye landingssted for Ikea-varer. Arkivfoto

Klik og hent dine Ikea-møbler lokalt

En mand er afgået ved døden i forbindelse med en brand i Thorsgade på Ydre Nørrebro.

44-årig mand afgået ved døden efter lejlighedsbrand