’Kvinderne ud af køkkenet’ står der på forklæderne, meeen - der er altså plads til herreholdets underviser Anna-Maria Cheimonettou. Og Amager Bladets udsendte. Hans giver rejerne lidt krydderipynt, mens Dan og Per vurderer, om taktikken er den rette.
’Kvinderne ud af køkkenet’ står der på forklæderne, meeen - der er altså plads til herreholdets underviser Anna-Maria Cheimonettou. Og Amager Bladets udsendte. Hans giver rejerne lidt krydderipynt, mens Dan og Per vurderer, om taktikken er den rette. - Foto: Hanne Bjørton

Kvinderne ud af køkkenet, siger madholdet – de mener det ikke helt

I 10 år har holdet Herremad og Historier kokkereret mad til hinanden og sendt kærlige drillerier hen over madgryderne på daghøjskolen i Peder Lykke Centret. Herrerne har både opdaget nye retter og et vigtigt fællesskab i tiden efter arbejdslivet.

Tekst og fotos: Hanne Bjørton

Ni granvoksne mænd studerer opskriften nøje. Virkelig nøje. Parlamenterer frem og tilbage, og så sættes der i gang.

Rundt omkring på bordene står der en porter, en juleøl, en Fine Festival, en Carlsberg, en Tuborg og et par enkelte colaer.

Vi er på besøg i et skolekøkken, der er blevet lidt tyndt i toppen. Her huserer holdet ’Herremad og Historier’ en gang om ugen, hvor de laver mad til hinanden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hvordan skal hvidløgene snittes, før de kommer op i skålen, diskuterer John og Tage.

Hvordan skal hvidløgene snittes, før de kommer op i skålen, diskuterer John og Tage. – Foto: Hanne Bjørton

Det har de gjort i godt 10 år og bærer stolt forklæderne med teksten ’Kvinderne ud af køkkenet’.

Man skal bare ikke tage det så bogstaveligt. Gennem de seneste to år har Anna-Maria Cheimonettou, som studerer human ernæring på Københavns Universitet, også været meget velkommen som underviser hver fredag.

»Man skal være på hele tiden! De bruger en del tid på at snakke – men det er også et af formålene at have socialt samvær. Det med madlavningen skal nok komme,« siger hun.

Kærlig mobning

Herrerne er fordelt på tre hold.

»Der er jo os på vinduesholdet, så er der tavleholdet,« siger Jan. »…og så er der B-holdet,« tilføjer han og peger over på den anden side af bordet med et grin.

»Ja ja, det kan godt være, at vi er B-holdet, det er bare sjovt, at vi altid er først færdige,« siger Per, der er holdets benjamin.

»Han er kun efterlønner,« siger Jan.

Ældste mand er Erik på 88, som var med til at starte holdet for 10 år siden. Og lige som alderen veksler, gør baggrunden det også. I arbejdslivet har de gode folk, der nu rører i sovsen sammen, beskæftiget sig som overlæge, tømrer, bager, smed og andre fag.

»Hvis du har haft et langt arbejdsliv, har du måske også oplevet en kærlig mobning mellem kollegaer, og det fortsætter sådan set her,« fortæller Jan.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Claus og John kan godt lide at holde en pause over en tår øl, så det gør de flere gange i løbet af fredagen.

Claus og John kan godt lide at holde en pause over en tår øl, så det gør de flere gange i løbet af fredagen. – Foto: Hanne Bjørton

John og Claus har sat sig ovre ved vinduet med hvert sit glas øl.

»Der sidder de altid, det er deres favoritstilling,« driller resten.

»Jamen, vi er jo færdige. Jeg sørger jo for at læse opskriften hjemmefra, så ved jeg ligesom, hvad der kommer,« forklarer Claus.

Bliver man mæt uden kød?

Andre holder pause, selv om de ikke er helt færdige, men så er lærerinden over dem.

»Jeg synes, I skal i gang med det her – I er lidt bagud,« siger hun. Og så går herrerne i gang igen.

Der skal tilberedes to retter i dag. Rejer med tomattatar og basilikumcreme til forret. Cannelloni med spinat og hytteost samt tomatsalat til hovedret.

»Vi laver aldrig det samme mad, og herrerne smager også grøntsager, som de måske ikke er vant til derhjemme. Jeg har også valgt vegetarretter, og de vil altid gerne smage. De spørger: Men bliver man mæt uden kød? Og når de så får smagt, bliver de mætte og overraskede over det,« fortæller Anna-Maria.

Efter et par timers intens arbejdsindsats dækkes der bord.

Poul kigger ind af døren og bliver straks budt velkommen.

»Jeg har været med på holdet i ni år, men jeg har Parkinsons og kan ikke rigtig være med til madlavningen længere, men så får jeg lov at spise med,« fortæller han.

I dag kommer der flere mænd

»Vi er tre hold, der laver forret og hovedret, og de kommer altid til at se meget forskellige ud. Vi smider ikke noget ud – kontorpersonalet bliver tvunget til at smage, eller måske maleholdet inde ved siden af. Eller også får ungkarlene rester med hjem, så de har noget at spise i morgen,« fortæller Jan.

En del har kone eller kæreste, og når herreholdet har sommerafslutning og julefrokost, bliver de inviteret med.

»Og så får de besked på at rose os – hvem skulle ellers gøre det?«

Herremad og Historier handler ikke kun om at lave mad. Det er en af flere aktiviteter, der skal bryde en tendens til, at enlige seniormænd oftere end seniorkvinder bliver ensomme, frem for at opsøge nye fællesskaber.

Leder af daghøjskolen, Jeanne Christoffersen, fortæller, at udviklingen går i den rigtige retning.

»Da jeg startede for 14 år siden, var kun 7 procent af medlemmerne på daghøjskolen mænd. Nu er vi oppe på 29 procent,« siger hun.

To gange har herreholdet været ude at gøre reklame for aktiviteten ved DGI-arrangementet ’Spring for livet’ i Nørrebrohallen for at vise seniormænd, at de ikke behøver sidde hjemme og kede sig.

»Vi kan godt lige knibe en eller to ind på holdet, hvis nogen skulle være interesseret,« siger Jan.

daghoejskolen-plc.dk kan du finde flere oplysninger. Eller ring til daghøjskolen på tlf. 32 34 43 30 og 32 34 43 32 eller tag forbi på Peder Lykkes Vej 63.

Belønningen efter hårdt slid: Så er der serveret rejer med tomattatar og basilikumcreme på ristet brød. Mmmmmmmm!

Belønningen efter hårdt slid: Så er der serveret rejer med tomattatar og basilikumcreme på ristet brød. Mmmmmmmm! – Foto: Hanne Bjørton

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Peter Koldby, formand for Østerbro Handelsforening

Klumme fra handelsformand: Vær ikke bange, men respekter COVID19

Der åbnes for flere nye tiltag for at forbedre trafiksituationen på den nye Dybbølsbro.

Efter kritik af kæmpe cykelsti: Borgmester åbner for flere forbedringer