- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Lufthavnen sender 1500 medarbejdere hjem

Københavns Lufthavn lancerer et omfattende spareprogram på grund af Corona-krisen. 1.500 medarbejdere sendes hjem, og udbygningen af Terminal 3 udskydes.

I løbet af de næste uger vil Københavns Lufthavn (CPH) gradvist sende 1.500 af sine 2.600 ansatte hjem som følge af den aktuelle Corona-krise og den kraftigt reducerede flydrift.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra CPH.

Der arbejder omkring 22.000 personer i lufthavnen, blandt andet i butikker, flyselskaber og handlingsselskaber, men besparelserne vedrører alene CPHs egne ansatte.

Virksomheden forventer at gøre brug af den lønkompensationsordning, som regeringen har fremlagt sammen med arbejdsmarkedets parter.

»Vi er i øjeblikket i gang med at håndtere en helt usædvanlig og alvorlig krise for lufthavnen. Udover det, vi selv kan gøre for at operere på et lavere blus, er det positivt, at regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter har lanceret en løsning, der indebærer mulighed for lønkompensation til medarbejdere. Det hjælper os med at navigere lidt mere langsigtet og arbejde målrettet på at undgå afskedigelser, mens krisen står på,« udtaler administrerende direktør Thomas Woldbye i pressemeddelelsen.

Færre fly – stadig fragt

Der er for resten af året fundet besparelser på 250-350 millioner kroner på driftsomkostninger.

Desuden sættes forskellige projekter og investeringer på pauseknap i niveauet 400-700 millioner.

Det drejer sig blandt andet om udvidelsen af Terminal 3 – et af de vitale omdrejningspunkter i lufthavnens omfattende udvidelsesplaner, der skal øge passagertallet fra 30 til 40 millioner årligt.

Her og nu er passagertrafikken reduceret med op til 70 procent, og lufthavnen forventer, at dette tal vokser over de kommende dage.

Luftfragt vil dog fortsætte. CPH oplyser, at luftfragten i Danmark transporterer 33 procent af værdien af landets samlede eksport, for eksempel medicin og forbrugsvarer, der kommer ind og ud af landet.

P-plads for fly

To ud af tre landingsbaner i lufthavnen er i øvrigt taget ud af drift og bliver nu brugt som parkeringsplads for fly. Alle starter og landinger vil herefter finde sted på bane 22L/04R.

Det forventes også, at en stor del af lufthavnens 91 butikker og 46 restauranter i terminalerne lukkes ned midlertidigt over de kommende dage. Dog vil enkelte holde åbent til de passagerer, der stadig ankommer og paskontrolleres.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hos Ullas Blomster på Nørrebrogade oplever man en nedgang i salget af blomster i forretningen, men salget af blomster til udbringning er steget med 50 procent.

Blomster til døren: salget af blomster til levering er steget 50 procent hos Ullas Blomster

Nu samler vi Valby og Sydhavnen: Corona skal IKKE slå det lokale handelsliv ihjel!