Nu bæres julen ind …

Juletræssalg. De Skovbrugsstuderendes Juletræssalg er et af de få steder, hvor der sælges økologiske juletræer, og dem er der rift om.
 
Af Nanna Boye
Foto Dan Møller 
 
Nordmannsgran eller rødgran, det er næsten lige så kontroversielt som and eller flæskesteg juleaften – kort sagt et spørgsmål, der deler familierne i julen.
Hos De Skovbrugsstuderendes Juletræssalg kan man tilmed vælge, om træet skal være økologisk eller konventionelt. Overskuddet fra juletræssalget går til de studerendes studierejser.
– Siden jeg har været tre år, har jeg drømt om at blive dyrlæge, men da jeg skulle vælge, blev det noget helt andet, men jeg har nu også altid været interesseret i biologi,  siger  19-årige Pauline Poulsen der er førsteårsstuderende og bor på Frederiksberg.
Hun sælger juletræer for første gang og siger:
– Det er meget hyggeligt, og så går arbejdet til vores studie-
ture. Det er en god idé. Jeg kan godt lide julen, vi tager til Sverige, og som regel fælder vi selv juletræet. Jeg synes, at nordmannsgran er pænest, men hjemme har vi altid haft rødgran, og det bliver det nok også i år. 
– Jeg kan godt lide julen i Sverige, vi har tid til at være sammen. Vi pynter juletræet sammen og holder julefrokost med naboerne anden juledag. 
– Der er rigtig julestemning med and, rødkål, risalamande, dans og sang. 
– Jeg kan bedst lide “Dejlig er den himmel blå” og “Højt fra træets grønne top”.
–  I Sverige er der fred og ro og forhåbentlig sne. Det er afslappende, og jeg kan godt lide at komme væk fra storbyens larm.
– Det, jeg godt kan lide ved julen, er glæden ved at give, men mens vi har solgt juletræer, er der også nogle, der har stjålet vores kasse og tre juletræer, så der røg noget af overskuddet, og det er ikke så sjovt, fortæller Pauline.
 
O Tannenbaum
Hvis juletræssalget går godt, får de solgt godt 400 træer, og der plejer næsten ikke at være nogle tilbage. De resterende træer bruges til bunddække af universitetets gartnere.
33-årige Bettina Gro Sørensen har været juletræssælger i seks år og formand de seneste tre år. Hun siger: – Det er hyggeligt, og så møder jeg også studerende fra andre linjer og årgange. 
– I år har jeg øvet mig på “O Tannenbaum”, for jeg skal holde jul med min kæreste i Tyskland for første gang, men ellers er min favoritsang “Julen har bragt velsignet bud”, siger Bettina og fortsætter:
– Rødgran er super elegant, men det taber nålene, og i vores familie har der altid været tradition for en nordmannsgran, men nu må jeg se, hvad de har i Tyskland.
Der sælges rødgran og normannsgran, konventionelle, økologiske samt sprøjtefrie træer fra et skovbrug, der er ved at blive omlagt fra konventionel til økologisk. Åbningstider: 21. og  22. december, begge dage kl. 15-18, Rolighedsvej 21.
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Siggaard synger

Pernille Frahm takker af