40 år med saks og kam

Jubilæum. Der var fest og farver i Birchs Frisørsalon mandag eftermiddag, da indehaveren Poul Birch fejrede sit 40-års jubilæum. Familie, venner og en stor og trofast kundekreds mødte talstærkt op for at hylde den populære frisør.  
 
Af Lilla Loft
Foto: Dan Møller 
 
Den røde løber var rullet ud foran Birchs Frisørsalon på Alhambravej 22, og salonen var stuvende fuld af glade mennesker. 
Hvem der var mest glad, gæsterne eller salonens indehaver Poul Birch, var svært at vurdere. 
Uanset, så var det Poul Birch, der var i centrum. Han kunne nemlig fejre 40 år som herrefrisør på Alhambravej. Og det blev markeret efter alle kunstens regler med boblende champagne, sushi, kæmpe, knaldrøde jordbær og fyldte chokolader. Gaver var der ikke mange af, men det er fordi, rigtig mange havde fulgt jubilarens ønske om at begave  Psykiatrifonden og Dansk Cambodiansk Forening.
Der er en skøn stemning i herresalonen, hvor de gamle barberstole stadig holder stand. 
Her har Poul Birch regeret i 40 år og i den tid fået en stor og trofast kundekreds, hvor flere af dem er kommet i salonen, siden den åbnede. Ja, nogle tilmed også før, da ejendommen, den ligger i, blev bygget inklusive frisørsalon. Og selvfølgelig er de her i dag. 
Ove Bergenholt har været med hele vejen, og efter så mange år bliver man venner.
– Poul er god at tale med, og vi har haft mange gode snakke hen ad vejen. Jo, vi er venner. Man hører samme varme ord om jubilaren hele vejen rundt i det lille lokale. Og man kan mærke, de kommer fra hjertet.  
Poul Birch har ikke kun formået at holde styr på sine kunders frisurer, han har samtidig været ven og kammerat. Han har også sat gang i kludene og har f.eks flere gange afholdt politiske debatter med deltagelse af tv og presse, hvor politikerne under debatten blev klippet. 
Hele setuppet gav en sjov, og uformel stemning, og diskussionerne gik højt. 
Flere af politikerne var selvfølgelig med til jubilæet, og Uffe Elbæk, der også er en af de faste kunder, tog ordet.  
– Jeg vil sige dig tak – for dine klippeevner, men allermest tak for vores mange snakke, der ofte er blevet meget personlige. 
– Tillykke til en særlig mand, der har skabt dette særlige rum. 
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Nyt par i klassisk lystspil

Gospel for Aleppo