Flere bestiller tid hos Borgerservice Frederiksberg. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Flere bestiller tid hos borgerservice

ONLINEBOOKING: Et nyt tilbud om tidsbestilling har skabt kortere køer og mindre ventetid i skranken i borgerservice-centret på Frederiksberg Rådhus. En ny kampagne skal få endnu flere til at springe køen over.

I sommersæsonen kan der være ekstra travlt i borgerservice-centret, fordi mange rejser på ferie og skal have fornyet deres pas. Derfor er Frederiksberg Kommune med i en kampagne, der kører i flere kommuner, og som skal gøre opmærksom på fordelene ved tidsbestilling. Borgerservicechef Sara Mia Petersen håber, at det vil få endnu flere til at booke tid på forhånd.

»Du kan heldigvis klare rigtig meget via hjemmesiden, men engang imellem er det nødvendigt at møde op hos Borgerservice. Her i ferieperioden skal mange have fornyet deres pas, og der kan derfor være ekstra tryk på og lidt mere ventetid end normalt. Men hvis du bestiller tid i forvejen, kommer du hurtigere til, og du får samtidig besked om, hvilke dokumenter, du skal have med dig, så du undgår at gå flere gange,« oplyser Sara Mia Petersen.

Du kan bestille tid hos Borgerservice via Frederiksberg Kommunes hjemmeside. Som udgangspunkt kan du komme til samme dag, og du kan selv vælge det tidspunkt på dagen inden for almindelig åbningstid, hvor du ønsker at få hjælp. bob

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Konkurs forsinker vejprojekt for cyklister

Her kan du slukke tørsten på Nørrebro