Platanvej.
Platanvej. - Foto: Arkivfoto: Martin Sørensen.

DEBAT: Åbent brev til Simon Aggesen

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Karen Sørensen, Platanvej 24

Kære Simon Aggesen

Jeg er på rigtig mange måder skuffet over Frederiksberg kommune, hvor jeg nu har boet i cirka 50 år. Jeg troede at kommunikation og samtale var kerneværdier for kommunen.

Jeg bor på Platanvej og vi på Platanvej kan ikke forstå, at vores stemme overhovedet ikke skal høres, mens alle mulige andre skal bestemme, hvorledes Platanvej skal indrettes.

Vi købte en lejlighed på Platanvej for to år siden i tryg forvisning om, at Platanvej er en mindre trafikvej med den indretning som nu engang anbefales for en mindre trafikvej.

En ejendomsmægler med kendskab til vejen fortæller, at prisen på vores lejlighed må forventes at falde med cirka en million kroner som følge af jeres beslutninger.

Lad mig repetere hvad en mindre trafikvej er: som det fremgår af en tegning fra kommunens egen Trafik- og Mobilitetsplan, er fodgængere, cyklister og almindelig bilkørsel prioriteret på en mindre trafikvej og hvis der er pladsmangel til disse former for trafik, skal man sløjfe parkering og/eller gøre vejen ensrettet.

To buslinjer vil I have plads til og I taler om et ’berettiget krav’ om parkeringsplads – ikke de prioriterede områder på en mindre trafikvej. Parkeringspladser er ikke beboernes krav.

Af kommunens dybt kritisable høringsrunde fremgår det jo netop, at kravet om parkering er tæt knyttet til ønsket om at åbne Platanvej som scenarie fire.

Ingen af beboerne på Platanvej har ønsket scenarie fire. Ønsket om mange parkeringspladser på Platanvej kommer således fra alle andre end vejens beboere.

Vi der bor her, ønsker almindelige fortove, hvor også folk med barnevogn, kørestol eller rollator kan færdes normalt. Vi ønsker almindelige cykelstier, hvor vi kan færdes trygt.

Vi ønsker derimod ikke at være den vej hvor alle kommunens visioner og politikker, trykt på glittet papir, negligeres, eller at være parkeringsplads for resten af Frederiksberg og Vesterbro. Platanvej er kommunens tættest befolkede vej og en stor del af beboerne er enten småbørnsfamilier eller ældre mennesker, heraf en del med behov for hjælpemidler.

Nu ser jeg frem til at se dit svar i Frederiksberg Bladet for hvad skal man med visioner og politikker, hvis populistiske hensyn vejer tungere?

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Sahndra Bignon og Franz Georg Gedde bor i et rækkehus på Jordbærvej sammen med Franz‘ 16-årige søn, Jeppe, og gravhunden Muggi. De elsker landsbystemningen i området.

»Nåh, I bor i marmelade-kvarteret«

I disse corona-tider: Når vi viser os fra vores bedste side