Der er givet falske oplysninger i genåbningen af Platanvej, mener Svend Erik Sørensen.
Der er givet falske oplysninger i genåbningen af Platanvej, mener Svend Erik Sørensen. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Fake news bag genåbning af Platanvej

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Svend Erik Sørensen, Platanvej 22, 1810 Frederiksberg C

Nikolaj Bøgh og hans kolleger i By- og Miljøudvalget påstod, at Platanvej skal genåbnes, fordi trafikken var steget meget på blandt andet Pile Allé. Det viser sig nu, at antallet af biler på Pile Allé slet ikke er steget, mens Platanvej har været lukket. Det var ’fake news’. Det kan måske forklare, at ganske få beboere på Pile Allé har deltaget i kommunens høring om genåbning af Platanvej? Kun 45 (ud af 1700) høringssvar kommer fra Pile Allé.

Til gengæld er der mere end 150 mennesker fra Københavns Kommune, der har haft en mening om Platanvej. Blandt andet beboere fra Skjalm Hvides Gade ved Sønder Boulevard og Mågevej på Nørrebro. Ja, selv beboere fra Svaneke på Bornholm, Helsingør og Hørsholm har tilkendegivet deres mening om genåbning af Platanvej. Det viser listen over afgivne høringssvar.

Hvem er det egentlig vores politikere lytter til? Er det folk udefra, som gerne vil have en p-plads og en hurtig rute gennem byen? Eller er det os, som bor her?

Mange kommuner har i disse år succes med at fremme cyklismen. Det gøres ved at anlægge brede, sikre cykelstier. På Platanvej, og resten af Frederiksberg, gør man det modsatte. Vi har og får så smalle cykelstier, at det er farligt at køre på dem. Derfor vælger mange at køre børnene i bil til skole. På Kochsvej er der blandt andet myldretid for biler, når poderne skal sættes af ved Frederik Barfods Skole på vejen. Måske er det derfor, der er så mange biler på Kochsvej?

Er det virkelig rigtigt, som Nikolaj Bøgh skriver, at et enigt By- og Miljøudvalg stemte for scenarie 4 på Platanvej? Har vi virkelig ingen grønne partier på Frederiksberg, der vil fremme den grønne transport? Eller er det også ’fake news’?

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Amalie Gade fra Gadekrydset i Kastruplundgade efter kåringen til Månedens Amagerbutik i 2018. Hun vil også gerne se flere kunder vende tilbage i sin butik.

Kommentar: Butikkerne har brug for dig, mere end nogensinde

Hanne Andreassen har været på Valby Børneasyl i 22 år.

Leder af Kunstitutionen Valby Børneasyl går på pension