Folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll glæder sig over, at borgere på Frederiksberg igen kan besøge de ældre på plejehjemmene.
Folketingsmedlem Katarina Ammitzbøll glæder sig over, at borgere på Frederiksberg igen kan besøge de ældre på plejehjemmene. - Foto: Steen Brogaard

Endelig kommer hjælpen til vores ældre: »Jeg synes, at vi skylder dem alt«

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Katarina Ammitzbøll (K), folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Coronakrisen rammer i alle samfundets kroge, men nogle steder rammer den hårdere end andre. Her tænker jeg specielt på vores ældre generation på plejehjem.

Derfor blev jeg i sidste uge ualmindeligt glad, da det lykkedes os at være med til at lande en aftale, som kan hjælpe vores ældre. Det har vi fra konservativ side kæmpet hårdt for i lang tid.

Som de fleste nok ved, så har der været kraftige besøgsrestriktioner på Danmarks plejehjem igennem de seneste to måneder. Derfor har de ældre været helt og aldeles isoleret, og det har uden tvivl været hårdt for både plejehjemmenes beboere, men også deres pårørende.

Vi har i Danmark 40.000 beboere på plejehjem og mange flere pårørende, derfor er det her en aftale, som gavner rigtig mange mennesker.

Jeg mener, at værdigheden har været glemt. Det er dybt ærgerligt, men det har været en nødvendighed grundet smitterisikoen fra corona.

Denne værdighed, som de ældre fortjener, er nu tilbage med den nye aftale. Aftalen gør det nemlig muligt for pårørende at besøge deres kære.

Her på Frederiksberg har vi en stor andel ældre, og derfor er jeg overbevist om, at den nye aftale kommer til at hjælpe ekstra meget lige netop her.

Flere plejehjem her i kommunen har haft det svært med, hvad de må, og hvad de ikke må. Det kan jeg sagtens forstå, for regler og retningslinjer har været en mangelvare. Det er der nu lavet om på, og det glæder jeg mig over.

Besøg vil ikke foregå som normalt, det er stadig for farligt. Men nu er der afsat midler til at etablere besøgspavilloner, midlertidige udestuer og lignende. På den måde kan plejehjemmene overholde retningslinjerne, samtidig med at beboerne kan få besøg af deres kære.

Det trænger de nemlig til, og jeg synes, at vi skylder dem alt, vi overhovedet kan gøre for at hjælpe dem. Vores ældre har passet på os, da vi var yngre, og nu skal vi passe godt på dem.

Det fortjener de, og når familierne har det godt, så har Danmark det godt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Dronning Louises Bro er et af de steder, mange københavnere samles, når solen skinner, og derfor er det nu udvalgt som særligt advarselsområde af Københavns Politi.2

»Da københavnerne begyndte at stimle sammen, var vi nødt til at ændre strategi«

Kampen om Amager Fælled fortsætter med uformindsket styrke.

Flere politianmelder By & Havn for lovbrud