»Hver gang HSK får tildelt mere svømmetid, evner vi at udnytte tiden fuldt ud,« lyder det fra formand Allan Nyhus.
»Hver gang HSK får tildelt mere svømmetid, evner vi at udnytte tiden fuldt ud,« lyder det fra formand Allan Nyhus. - Foto: Hkaarsholm.dk/Dansk Svømmeunion

Hovedstadens Svømmeklub har rundet 11.500 medlemmer

Medlemstallet i Hovedstadens Svømmeklub, som har hovedsæde på Frederiksberg, fortsætter med at stige markant. Danmarks største idrætsforening er blandt andet lykkedes med at få flere teenagere som medlemmer.

Netop offentliggjorte tal viser, at medlemstallet i Hovedstadens Svømmeklub (HSK) er vokset fra 10.898 i 2018 til 11.545 i 2019. Det svarer til en vækst på 5,9 procent.

Dermed cementerer HSK sin position som Danmarks suverænt største idrætsforening. Alene på Frederiksberg går 3.309 personer til svømning i Hovedstadens Svømmeklub.

»Vi er blandt andet lykkedes med at få flere teenagere som medlemmer. Det er ellers en medlemsgruppe, som er svær at fastholde i foreningerne,« fastslår formand i HSK, Allan Nyhus, og uddyber:

»I aldersgruppen 13-18 år er vi gået fra 684 medlemmer i 2018 til 774 medlemmer i 2019. Det er en stigning på 13,2 procent, som vi er meget glade for. Vi har de senere år arbejdet målrettet på at styrke tilbuddene til teenagere. De vil nemlig også foreningen og fællesskabet, og det er især med det for øje, at vi har udviklet vores teenagehold de senere år,« siger Allan Nyhus.

60+’erne strømmer til

Også i den anden ende af aldersspektret oplever HSK medlemsvækst. Aldersgruppen 60+ er vokset med hele 28,5 procent fra 326 til 419 seniormedlemmer.

»Igen er det resultatet af et målrettet arbejde de senere år. En væsentlig nøgle her har været skabelsen af et tilbud i dagtimerne og ikke mindst foreningen og fællesskabet. 60+ holdene mødes nemlig både før og efter de har været i svømmehallen. Og hyggen finder sted i HSK’s klublokaler. Ydermere har flere af 60+ medlemmerne deltaget som frivillige hjælpere i HSK’s svømmeskole,« konstaterer formanden begejstret.

1.000 på venteliste

Allan Nyhus har dog også en kedelig nyhed:

»Vi har stadig 1.000 personer på venteliste. Primært børn og unge. Den udfordring er der kun én løsning på, nemlig at kommunerne bygger flere svømmehaller. Hvis det sker, kan man være helt sikker på, at den udvidede vandtid efterfølgende bliver brugt til fulde,« siger han og fortsætter:

»Svømmehallerne i København og på Frederiksberg er presset til grænsen og har været det i mange år. Hver gang HSK får tildelt mere svømmetid, evner vi at udnytte tiden fuldt ud. Så flere svømmehaller, tak,« lyder opfordringen fra formanden, som dog kan konstatere, at der er nye svømmehaller på vej i Ørestad (2023), på Papirøen (2023/24) og på Ydre Østerbro (denne er dog p.t. udsat på grund af anlægsloft).

Hovedstaden vil gerne svømme

»Al erfaring viser, at vi og hovedstadens befolkning hurtigt skal få fyldt nytilført vandtid ud,« gentager Allan Nyhus og konkluderer:

»Derfor er det naturligvis en fortsat prioritet for bestyrelsen i HSK at arbejde for flere svømmehaller i København og på Frederiksberg. For Hovedstaden vil gerne svømme.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
DSBs ledelse ønsker dialog med Amagerbanens Venner.

DSB: »Vi vil gerne i dialog med Amagerbanens Venner«

Nærpolitiet ved et besøg på Anker Jørgensens Plads i januar.

Giv magten tilbage til københavnerne med ny styreform