Katarina Ammitzbøll (K) vil have regeringen til at åbne de liberale erhverv. Det inkluderer blandt andet frisører. Her er det frisøren Zenz, der holder til i Indre By.
Katarina Ammitzbøll (K) vil have regeringen til at åbne de liberale erhverv. Det inkluderer blandt andet frisører. Her er det frisøren Zenz, der holder til i Indre By. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

DEBAT: Lad os åbne mere op for Københavns liberale erhverv

Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Af Katarina Ammitzbøll (K), folketingsmedlem

Folketingets partier er langt om længe blevet inviteret med til forhandlinger med S-regeringen om, hvordan vi bedst sikrer en genåbning.

For Det Konservative Folkeparti er det primære ønske klart: Lad os genåbne de liberale erhverv.

Tirsdag afholdt statsministeren for tiende gang et pressemøde om situationen i Danmark under COVID-19. På mødet lagde Mette Frederiksen op til, at det danske samfund kunne åbne hurtigere op, end hvad S-regeringen hidtil havde besluttet.

For selvom borgerne på Østerbro fortsat må gå den samme vej rundt om søerne, holde afstand fra hinanden i Fælledparken og undvære det ellers sprudlende caféliv en stund endnu, er det nødvendigt, at vi ser nærmere på, hvor vi kan åbne op. De liberale erhverv er oplagte at tage fat på.

Allerede inden påsken havde Statens Serum Institut lavet beregninger, som viste, at en genåbning af de liberale erhverv ikke ville være fatalt for kapaciteten på landets sygehuse. En genåbning af de liberale erhverv fremgik som en del af et »mellem« genåbningsscenarie.

Et scenarie, hvor SSI forventer, at antallet af indlagte med corona-virus vil være faldende, såfremt at danskerne stadig holder afstand.

Hvis de liberale erhverv genåbnes, og vi formår at følge retningslinjerne, forventes det, at man 15. maj vil have 135 indlagte, hvoraf 69 vil være i intensiv behandling. På nuværende tidspunkt er der omkring 360 indlagte, hvoraf 89 er indlagt på intensiv afdeling.

Regeringens valg af genåbningsstrategi er politisk. Det hersker der ikke længere tvivl om.

Derfor er det vigtigt, at regeringen nu lytter til de mange danske erhvervsdrivende, som står i en stadig sværere situation.

Skønhedsklinikker, fysioterapeuter, tandlæger og andre liberale erhverv udgør 27.000 arbejdspladser landet over. Det er mennesker, hvis arbejde er deres livsværk.

En genåbning kræver forsigtighed. Det er vi alle klar over. Men hos Det Konservative Folkeparti mener vi også, at det er en forsigtighed, som danskerne indtil videre har udvist.

Derfor tror vi på, at danskerne også vil kunne agere forsvarligt og bevæge sig om Sortedamssøen efter de gældende retningslinjer, hvis vi genåbner de liberale erhverv.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
17-årige Dagmar Nøjgaard er også en del af hjælpetjenesten.

Se video: Hjælpetjeneste på Østerbro

Mustafas Kiosk kan opleves som live-stream. PRessefoto

Livestreamet teater bliver kæmpesucces og udvider nu med Mustafas Kiosk