Der har været stille på Strøget under corona-krisen.
Der har været stille på Strøget under corona-krisen. - Foto: Christian M. Olsen (arkiv)

Hvad vil der ske i Indre By efter coronakrisen?

Af John Hansen, direktør, KCC – København Commerce & Culture

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Allerede før Covid–19 var en realitet, var man begyndt at tale om hvordan detailhandelens fremtid skulle se ud. Hvordan vi fortsat i København skulle udvikle nye spændende restaurationskoncepter, hvordan kulturen blev en større del af vores hverdag, samt hvor mange af de liberale erhverv ville blive i København når flere restriktioner omkring trafik ville blive en realitet.

Ville Indre by blive en spøgelsesby, som vi netop har oplevet, hvor footfall opgøres gennem antal hundeluftere? Ville vi i stedet blive et af de største frilandsmuseer uden mennesker og turister, fordi alt det spændende og interessante er forsvundet på grund af forkerte beslutninger?

Jeg er dog meget enig med eksperterne og politikerne når talen falder på for store CO2-udslip, en mere grøn by, at vi skal leve op til FN’s 17 verdensmål, men det må ikke blive på bekostning af erhvervslivet.

Jeg vil tillade mig at give et par bud på, hvad vi kan forvente os, og hvad der skal til for at Indre By igen bliver et attraktivt sted at besøge og drive forretning, samt at vi bevarer vores Metropol-status, og fortsat kan tiltrække nogle af de store sportsbegivenheder og konferencer.

For at starte med kulturen, museer, teatre eller spillesteder må vi have dem ud på gaden, være en del af bybilledet på vores pladser og i vores parker. Det kan måske være lidt svært med museerne, men så lad os her finde en hjælpepakke, der gør at prisen for et museumsbesøg er så lav eller helt gratis, at både danskere og turister vil valfarte til stederne for at få en oplevelse.

Teater og musik er vi i den grad hungrende efter, og for at få genoprettet balancen må der også her skydes økonomi ind, da musikere og skuespillere ikke kan leve af at arbejde gratis. De har under corona-krisen, ydet en stor flot indsats, som vi alle kan og bør værdsætte og respektere.

Jeg ved det er let at kalde på hjælpepakker, men her kan der virkelig gøres en forskel, så vi alle får noget åndelig føde. Min baggrund for disse forslag er, at jeg ellers kan frygte, vi får et kæmpe vakuum i lang tid efter krisen.

Hele hotel- og restaurantbranchen er om nogen også meget klemt. En snarlig genåbning af det vi er kendt for i hele verden og som er med til at trække mange turister, nemlig mad, er et stort ønske fra mange. Alt skal selvfølgelig ske med omtanke og en respekt for de retningslinjer der udstikkes.

Hele denne branche vil jeg mene skal til at tænke todelt. Den ene del skal være, at fortsætte core-business, den anden del skal være at finde takeaway-koncepter, der passer ind hos den enkelte og ikke vil forstyrre det oprindelige forretningskoncept. Man kan desuden overveje, om nye tanker kan fødes, når man ser på hvorledes detailbranchen har haft glæde af deres nethandel.

Desværre frygter jeg også, at vi vil opleve en udrensning i branchen, der også vil ramme nogle af dem med stjerner, hvilket jo er i gang. En opgave for kommunen til hjælp for denne branche kunne være at bruge i år og næste år på at få vist, at man respekterer den indsats, der ydes og den værdi de har for byen, ved at lægge kræfter i at få løst op for muligheder i stedet for at lave begrænsninger. Vær f.eks. mere pragmatisk omkring udeserveringer i den kommende tid.

Jeg ved udmærket, det ikke er i tråd med alle beboere, men de må efterhånden også have fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at byens puls bevares, som vi kender den fra før virussen.

Detailhandelen er den næste store gruppe der lider voldsomt. I forvejen havde den store udfordringer at kæmpe med, så som huslejeniveauer og den megen snak om lukning af Middelalderbyen for trafik, samt den evindelige raslen med sablerne om nedlukning af P-pladser til fordel for cykelparkering og løbehjuls ditto. Alt sammen noget, der fik flere til at lukke eller flytte ud af København til centrene, hvor der var basis for at drive sin forretning.

Jeg skal derfor appellere til at Københavns Kommune begynder at fokusere og interessere sig mere for detailhandelen. Der ligger en enorm indtægtskilde og med det sortiment vi efterhånden har fået i København med både nationale og internationale store mærker, vil vi kun i fremtiden opleve en vækst. Noget der kun understreger København som en Metropol.

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke overser eller glemmer, at der er 42.000 beskæftiget i detailhandelen i København. En ret anselig størrelse, der betaler sin skat og ikke på anden måde ligger samfundet til last, samt i mange tilfælde benytter sig af de offentlige transportmidler.

Også til detailhandelen skal lyde et par gode råd. Hvis ikke I som detailhandlere tilbyder noget forskelligt eller giver oplevelser, er I allerede i en problematisk situation, hvilket måske også kan være en af medårsagerne til de mange tomme lejemål på Strøget og i Købmagergade. Krisen har været med til at få øjnene op for, at fysiske forretninger alene er ikke nok.

Gå også ind og vurder kritisk jeres forretninger, sortimentet og indretningen. Er det tiden for nytænkning, så tag fat og vær hårde mod jer selv, så I virkelig oplever en ændring. Jeg havde en gang en chef der sagde: »Hvorfor begå den samme fejl flere gange, det er sgu da sjovere at begå en ny«.

Overvej om I kan gøre mere ud af jeres story-telling, og bruge det aktivt i jeres markedsføring – kunderne elsker det. Byg fleksibilitet ind i jeres forretning, så I hurtigt kan reagere på nye krisesituationer.

Erkend desuden at kundeservice vil blive et parameter for fremtiden, hvis man vil have succes. Personalet har behov for uddannelse, guidning og coaching, så de bliver mere involveret og interesseret i at yde det optimale for netop jeres forretning. Giv dem stolthed, så de kan være kulturbærere for jer.

Sidst men ikke mindst bør alle detailhandlere arbejde intenst på, at starte salg på nettet, hvor beslutninger om forsendelse og click og collect skal være en del af konceptet.

Der er netop lavet en strøgtælling af erhvervsmægleren Red, hvori Kristian Vingaard påviser at footfall er faldet med mellem 83% til 87%, afhængigt af hvor målingen er sket, sammenlignet med gennemsnittet af tredje kvartal 2019, fjerde kvartal 2019 og første kvartal 2020. Tællingerne er alle foretaget fredage mellem 15-18 på udvalgte steder langs Strøget og Købmagergade.

Så opgaven bliver stor for jer som detailhandlere og os som jeres interesseorganisation, med at få dem tilbage på det niveau vi kender. Også her gælder det om, at vi får åbnet stormagasinerne og alle forretninger og restauranter så hurtigt som muligt, så vi ser andre positive målinger.

Positivt er det, at flere af de liberale erhverv er kommet i gang igen, men også for denne gruppes vedkommende må det være tid til at tænke i nye koncepter og modeller for hvorledes jeres ydelser skal udbydes i fremtiden og under en krise. Kan man med held indføre flere hjemmebesøg, hvor alle sikkerhedsforanstaltninger tages? Kan man som ’Hjem-is’ tage rundt i en mindre varevogn og tilbyde ydelser, f.eks. en klipning? Er det tiden, hvor man endnu mere aktivt overvejer at flytte sammen med kolleger fra branchen, for at minimere omkostninger? Eller er det tiden hvor man søger samarbejde og kontorfællesskab med andre brancher, hvor man kunne få glæde af hinanden. Tanken er, at frisører, manicure og pedicure, make-up artister osv. kunne lade sig inspirere af de store lægehuse, og slå sig sammen. Samtidig kunne I som operatører glæde jer over deling af husleje, varme, el og vand og almindeligt vedligehold.

Min overbevisning er under alle omstændigheder, at det kun er fantasien der sætter sine begrænsninger. Det gælder i alle brancher, og klart er det, at mit indlæg ikke er en facitliste, men må kunne sætte kreative tanker i gang hos alle erhvervsdrivende.

Så kære politikere i Københavns kommune, få nu øjnene op for erhvervslivet, bak dem op og støt dem hvor muligt. Jeg har i denne artikel forsøgt, at påpege forskellige muligheder for den enkelte, men uden jeres support og velvillighed vil tingene ikke bare ske. Jeg ved, det er let at skrive ovenstående, specielt når man ingen binding har, som jer politikere, men det er gjort af et godt hjerte, hvor jeg samtidig har forsøgt at få hjernen med og holde den helt klar.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Konservatives gruppeformand, Jakob Næsager, ønsker ikke at fælde de mange træer på Strandboulevarden.

Strandboulevarden må ikke blive ødelagt

Sabotage mod B&W på Teglholmen set fra krydset Enghavevej/Ingerslevgade.

Befrielsesdagen: Tag på en tidsrejse til Sydhavnen under besættelsen