Minna Lund og datteren Vigga nyder forårssolen foran guldsmedebutikken Milas Jewellery i Kompagnistræde.
Minna Lund og datteren Vigga nyder forårssolen foran guldsmedebutikken Milas Jewellery i Kompagnistræde. - Foto: Christian M. Olsen

Guldsmed holder modet oppe: »Hjertevarmt at mærke, at kunderne er derude«

Guldsmeden Minna Lund, der ejer Milas Jewellery i Kompagnistræde holder kontakten med sin trofaste kundeskare ved lige via facebook. Og giver guldhjerte til en sygeplejerske, for at hylde den ekstra indsats, som mange gør i disse tider.

Forårssolen kaster sine stråler over det indre København. En by, der ikke er som den plejer. Langt fra. Coronasituationen har lukket butikker og holder mennesker hjemme.

Foran det rødmalede hus i Kompagnistræde 8 sidder Minna Lund og hendes datter Vigga og spiser frokost i den blændende sol.

I 25 år har guldsmeden drevet Milas Jewellery med værksted og butik i den fredede bygning fra år 1800.

Her skaber guldsmede og lærlinge håndlavede smykker – med hjerte, fantasi og kærlighed, som Minna Lund skriver det på sin hjemmeside.

Men i denne tid er der stille i værkstedet. De ansatte er hjemme. Kun Minna selv og hendes datter, der er i lære som guldsmed, holder forretningen kørende.

»For to uger siden, da de første restriktioner kom, begyndte vi at spritte af. For en uge siden, bad jeg alle lærlinge og svende om at blive hjemme for at beskytte alle og lukke butikken ned, så vi ikke har kunder inde,« fortæller Minna Lund.

»Der plejer at være proppet i butikken om lørdagen, og det er rigtig hyggeligt. Nu er situationen en anden. Nu sender vi varerne til kunderne, og rækker dem i enkelte tilfælde ud gennem vinduet,« siger Minna Lund.

Holder fast i kunderne

Selvom kunderne ikke umiddelbart kan komme i butikken i disse tider, gør Minna Lund meget for at holde kontakten til de faste kunder.

»Jeg har en meget trofast kundeskare på facebook, og jeg har kommunikeret med dem meget åbent og ærligt om situationen,« siger Minna Lund, der også har brugt det sociale medie aktivt på en anden måde:

»Spread love … til en sygeplejerske,« lød overskriften på et opslag torsdag, hvor Minna Lund forærede et guldhjerte til en sygeplejerske. Kunderne kunne så nominere sygeplejersker. Alt sammen for at hylde de mennesker, der tager en ekstra tørn i den svære tid.

LÆS OGSÅ: Nu samler vi City: Corona skal IKKE slå det lokale handelsliv ihjel

»Vi har brug for at påskønne den indsats, der bliver gjort af rigtig mange mennesker i denne tid. Er det kommercielt? I don’t know. For mig er det menneskeligt,« siger Minna Lund, der også har udlovet smykker til børn, som i denne tid ikke kan holde deres børnefødselsdag.

»Det er meget hjertevarmt at mærke, at kunderne er derude, og jeg mærker en stor opbakning,« siger Minna Lund, der også har oplevet deciderede støttekøb i webshoppen.

Holder modet oppe

Milas Jewellery er med Minna Lunds ord ’en gammel og solid forretning’, og selvom vi står midt i en krise, holder hun modet oppe.

»Men jeg tænker meget på medarbejderne,« siger Minna Lund, der torsdag fik blomster, et gavekort og en rørende hilsen fra de ansatte: »Af hjertet tak fordi du kæmper for os alle. Vi glæder os til at komme hjem til guldbutikken,« skrev de.

1. april skulle Minna Lund have fejret Milas’ 25 års jubilæum med et brag af en fest. Det bliver der ikke noget af – ikke nu i hvert fald.

»Det var selvfølgelig en dag, jeg havde glædet mig til. Men på den anden side er det bare en dag. Når vi kommer ud på den anden side, skal det fejres,« siger Minna Lund.

Se mere på milasjewellery.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Adem Korkmaz foran Sandwich Rigmor.

Køb en sandwich – og giv lidt ekstra til de hjemløse

Normalt er der op til 1000 personer på samme tid. Men I år er alléen lukket for besøgende.5

Den smukke kirsebær allé er lukket i år – men du kan få et glimt her