Lone Skov og Ali Al Awssi ved deres forretning i Løvstræde, hvor et foto af dronningen nu pryder vinduet.
Lone Skov og Ali Al Awssi ved deres forretning i Løvstræde, hvor et foto af dronningen nu pryder vinduet. - Foto: Christian M. Olsen

De fejrer dronningen med foto i vinduet: »Vi håber, at andre butikker vil gøre det samme«

Dronning Margrethes 80 års fødselsdag bliver uden pomp og pragt. Men derfor skal Majestæten ikke snydes for en hilsen, mener indehaverne af Something Special i Løvstræde.

Et fotografi af dronning Margrethe pryder udstillingsvinduet hos design- og glasbutikken Something Special i Løvstræde. Majestætens kjole matcher blomsterne i vinduet, og marguerit-smykker flankerer fotografiet.

Anledningen er dronning Margrethes 80 års fødselsdag 16. april. En dag, der skulle have været en stor københavnerbegivenhed, men som corona-krisen har sat en stopper for.

»Men selv om der ikke bliver karettur gennem byen, vil vi gerne hylde dronning Margrethe alligevel,« siger Lone Skov Al Awssi, der sammen med sin man Ali Al Awssi bor i Løvstræde.

Her har Ali Al Awssi i 37 år haft forretningen, der gennem årene er blevet en af byens markante butikker. Med eget design i lamper og smykker og en stor samling af antikke glas er forretningen et stort trækplaster for turister og københavnere.

»Hele forretningens indretning er mit eget design. Det samme med lamperne og mange af smykkerne,« fortæller Al Al Awssi, hvis smykker har været båret af blandt andre kronprinsesse Mary og Naomi Campbell, for bare at nævne et par stykker.

Men lige nu er der stille i butikken. Så det gælder om at gøre noget ekstraordinært. Som for eksempel at sætte et billede af dronningen i vinduet.

»Vi synes, at dronning Margrethe gør så meget godt for København, og når det nu ikke kan blive til folkets hyldest på fødselsdagen, er det mindste man kan gøre at hylde hende på denne måde,« siger Lone Skov Al Awssi, der opfordrer andre butikker til at gøre det samme.

»Butikkerne har tidligere gjort noget lignende, og jeg ved godt, at mange holder lukket, men det kunne være en fin gestus, hvis andre tog et lignende initiativ,« siger Lone Skov Al Awssi.

Glas og smykker

I butikken i Løvstræde kan man gå på jagt efter fine, gamle glas til søndagsfrokosten eller smykker til det fine skrud.

Mange af genstandene i butikken er unika, som kunderne gerne vil have i hånden eller om halsen inden de beslutter sig for at købe. Så parret ser med forventning frem til, at byen åbner mere op igen.

»Vi havde glædet os sådan til, at den fine gågade skulle lede strøgkunderne ned ad Løvstræde. Det må vente lidt endnu, men så er der noget at se frem til, « siger Lone Skov Al Awssi.

Løvstræde er sammen med Valkendorfsgade blevet lavet til gågader for at skabe en sammenhæng rundt om den gamle postbygning ned til området omkring Gråbrødretorv.

Der er åbent i butikken på udvalgte tidspunkter, og man kan holde sig orienteret om udvalget på somethingspecial4ever.com

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
De fem år gamle visioner for et nyt BK Frem-klubhus.

Brug for et federe klubhus? Søg om penge inden 1. maj

Fuglekig over Frederiksberg Hospital.

Praktiserende læger flytter snart ind på Hospitalsgrunden