En midlertidig løsning for Turbinehallerne blev fejet af bordet af politikerne i teknik- og miljøudvalget. I stedet vil de arbejde for en kvarterplan for området.
En midlertidig løsning for Turbinehallerne blev fejet af bordet af politikerne i teknik- og miljøudvalget. I stedet vil de arbejde for en kvarterplan for området. - Foto: Christian M. Olsen

Politikerne sagde nej til Turbinehallerne: »Der er brug for en plan for området«

Ønsket om at afprøve brugen af de forfaldne Turbinehaller i Adelgade til forskellige events over en periode på tre år, blev afvist af politikerne. Flere efterlyser en helhedsplan for området.

Der kommer ikke modeshow og madmarked i Turbinehallerne i Adelgade lige med det samme.

Som City Avisen kunne fortælle i sidste uge havde Thylander Gruppen, der varetager driften af de gamle elværksbygninger for ejerne, energiselskabet Ørsted, ansøgt om en dispensation fra lokalplanen, som ville give nyt liv til Turbinehallerne over en periode på tre år.

Men det ville politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Komune ikke være med til. Samtlige udvalgsmedlemmer sagde nej til at give dispensation.

Ansøgningen var for løs

»Vi vil rigtig gerne have, at Turbinehallerne kommer i brug på en eller anden måde,« siger Mette Annelie Rasmussen, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Radikale.

»Men ansøgningen var simpelthen for løs, til at vi kunne sige ja til dispensationen,« siger Mette Annelie Rasmussen til City Avisen.

LÆS OGSÅ: Planer om nyt liv til gammel elværksbygning

Sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti gav Radikale en protokolbemærkning til dagsordenpunktet:

»Partierne opfordrer til, at Teknik- og Miljøforvaltningen sammen med lokaludvalget, de lokale borgere og de lokale erhverv udarbejder en kvarterplan, som kan være et grundlag for områdets fremtidige udvikling.«

Der er dog ikke truffet beslutning om en kvarterplan.

»Selve området rummer stort potentiale, men vil vil fra radikal side gerne have en plan for området, hvor vi inddrager de relevante parter og finder ud af, hvad området har brug for, og hvad Turbinehallerne kan bruges til,« siger Mette Annelie Rasmussen.

Klar til dialog

I Grønnegade Beboerforening er formand Hannibal C. Holt klar til dialogen.

»Det lyder som en fantastisk idé med en kvarterplan. Som beboere ved vi, hvad der er brug for herinde, og vi står på spring for at bidrage positivt og konstruktivt,« siger han.

»Turbinehallerne er en smuk bygning, der vil kunne bruges til en række ting, der ikke involverer natteliv, barer og billig underholdning,« siger Hannibal C. Holt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Brian Espersen i Café Espersen på havnen i Dragør.

Café Espersen: »Restauranten har været lagt i respirator«

Petar Sant og Sigurd Rask i Sant Spiseris lokaler. Man kan lige ane ensretningspilene, der er arrangeret på gulvet for takeaway-kunder.

Uheldig timing: Åbnede restaurant 12 dage før Danmark lukkede ned