Silas Gärtner syer sine kasketter i det lille hattemagerværksted og butikslokale i en kælder på Glentevej. Foto: Martin Sørensen

Kasketmager ved et tilfælde

Handwerk. Silas Gärtner er blevet kasketmager ved et tilfælde. Ung og uden arbejde eller uddannelse rejste han rundt i Tyskland, og pludselig var han i mesterlære i et lille værksted i Bamberg.

Af Mikkel Svinth Rødgaard

mir@norrebronordvest.dk

Dannelse: Det lyder måske som en historie fra mellemkrigstiden, men det er kun fem år siden den dengang 21-årige Silas Gärtner var på dannelsesrejse rundt i Tyskland og endte med at lære et håndværk.

» Mine forældre kommer fra Tyskland, så jeg taler tysk, og jeg har også nogen venner, der bor dernede. Jeg havde prøvet at søge lejlighed i København, og det var bare op ad bakke. I to måneder boede jeg på folks sofaer, og så tænkte jeg: Nu tager jeg ud og rejser. Jeg har alligevel ikke nogen husleje at tænke på, og jeg var ikke begyndt på uddannelse. Og så tomlede jeg rundt dernede, da jeg faldt over det her kasketprojekt,« siger Silas, som viser rundt sit lille interimistiske værksted og butikslokale i kælderen på Glentevej 50.

’Kasketprojektet’ var i første omgang en forretning i Jena, som solgte ’de her fantaske kasketter’. Silas spurgte damen i forretningen, hvor man dog fremstillede dem henne.

»Jeg havde forventet, at det var et sted i Asien, men da jeg fik at vide, at det kun var 100 kilometer væk, besluttede jeg at tage derhen.«

Som sagt så gjort. Hundrede kilometer med tommelfingeren senere, stod han i overført betydning med hatten i hånden over for en forvirret men venlig hattemager, Herr Bullmann.

»Jeg sagde til ham, at jeg kunne sy, jeg var meget lærenem, og jeg gerne ville lære at sy kasketter. Vi snakkede sammen en hel time, før det lykkedes at få ham overtalt.« siger Silas, som har svært ved at sætte ord på, hvorfor han lige pludselig var så forhippet på at lære at lave kasketter.

»Jeg ved det egentlig ikke. Jeg syntes, det var nogen fede kasketter. Det fangede bare min interesse.«

Startede samme mandag

Men Herr Bullmann, som driver ’Bullani Mützen’, endte med at synes, at historien var så god, og Silas var så overbevisende, at han fik lov at starte samme mandag, og samtidig blev han indkvarteret i et kollektiv i byen, hvor hattemagerens datter også boede.

Og så startede en måneds intenst arbejde, hvor den unge Silas både måtte arbejde hårdt som arbejdsdreng, men også lærte at sy en kasket.

Ikke en kasket, som levede op til Herr Bullmanns strenge kvalitetskrav.

»Syningerne lå skævt og skyggen var forskudt en milimeter forkert, og han ville vist bare smide den ud. Men jeg beholdt den, og jeg er rigtigt glad for den,« siger Silas, som kan fremvise en kasket, som for det utrænede øje, ser helt perfekt ud.

Sidenhen fik han, under kyndig og ærlig vejledning, håndværket ind i hænderne, og han har faktisk været i Bamberg af flere omgange. Senest i et praktikforløb gennem KEA, hvor han begyndte på en uddannelse inden for ’Sustainable Sourcing’, da han kom hjem. Næsten et håndværk rigere.

I sin spæde start

For hattemagerbacillen kom i blodet, og nu syr han kasket efter kasket under navnet ’Sigar – hats and caps’, fra det lille værksted i kælderen.

Her hænger en lang række af hans kreationer ved siden af to store symaskiner, ruller af stof og skind og en farlig masse andet, som Silas, der blev kasketmager ved et tilfælde, omgiver sig med, så ofte det kan lade sig gøre. Han er i fuld gang med sin sommerkollektion, og den venter han sig meget af. Der er fuld gang i produktionen, også selvom virksomheden stadig er i sin spæde start,.

»Lige nu er det bare hernede, man kan købe mine kasketter. Jeg burde se at få en webshop op, og det skal jeg også have gjort, men det er jo også lidt svært. Folk vil gerne prøve en kasket. Det handler jo om pasform, og hvordan den føles at have på,« siger Silas Gärtner, som indtil nu, mest har solgt sine unikke kasketter til venner og bekendte.

Men planerne er store og vokser i takt med kollektionerne. Men indtil videre har kasketmageren hjemme i kælderen, hvor alle er velkomne til at komme på besøg.

Se mere på www.sigarhats.com.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bygningen med de særlige tårne

Folkets Park fåren tryghedsmakeover