»Hvis du gerne vil have noget, du aldrig har haft før, så bliver du nødt til at gøre noget, du aldrig har gjort før. Det må du godt citere mig for,« siger Ali Najei. Foto: Martin Sørensen

Ali var en del af bandemiljøet – nu coacher han unge

EN ANDEN STI. Ali Najei har været aktiv i bandemiljøet i Nordvest og siddet bag tremmer. Men med hjælp fra bl.a. Line Mansour valgte han en helt anden sti, der ikke handlede om had og hævn. I dag hjælper han unge fra det miljø, han selv kommer fra, med coachingtilbuddet Stifinder, som er blevet belønnet med Finn Nørgaard Foreningens arbejdslegat.

PORTRÆT: Ali Najei havde altid en mavetaske på sig, når han skulle hjemmefra. For lommerne kunne ikke rumme både penge, pistol og de tre telefoner, han altid skulle have på sig. Den ene telefon ’lavede han penge på’, den anden var til, når han skulle tale med nogen og være sikker på ikke at blive aflyttet, og den tredje var hans egen personlige.

I dag har han kun en helt almindelig pung på sig, som han med stolthed trækker op af bukselommen og viser frem. Den rummer kun ganske få kontanter, et NemID, som Ali nu har lært at bruge, og så dét, han mener, der for alvor viser, at han har ændret sit liv. Han hiver et IKEA Family-kort op af pungen og griner stort:

»Så er der sgu ikke mere at snakke om!«

I dag lever 26-årige Ali dét, de fleste ville betegne som et normalt liv. Han går på arbejde her på kontoret på Frederiksborgvej, hvor han og kollegaen Line Mansour driver coachingvirksomheden Stifinder, og om få dage skal han giftes. Men indtil for halvandet år siden så hans liv helt anderledes ud. Han kom ud af fængslet i 2017 og kæmpede med sig selv for at finde ud af, om han skulle tage hævn over sin lillebror, som var blevet skudt, mens han selv afsonede sin dom, eller om han skulle lade være.

 

Foto: Martin Sørensen

»Jeg var ét stort kaos. Jeg ville gerne kunne stoppe (med at lave kriminalitet, red.), men det var ikke så nemt. Du kan ikke bare stoppe. Når du kommer fra sådan et liv, som har været præget af vold og tragedier og magtkampe og konflikter og krig og skud og knivstikkeri og kidnapninger. Så er du bare sådan én, der bare gerne vil nakke andre,« siger Ali.

»Det var hård kærlighed«

Han har været en del af bandemiljøet, siden han var dreng og voksede op i Nordvest.

»Jeg gik i 5. klasse. Hvor gammel er man dér? Du er vel 10-12 år? Og jeg kan huske, at jeg havde 20.000 kroner på mig!,« udbryder Ali og slår ud med armene.

Hvor kom de penge fra?

»Jeg kan ikke helt huske det – jeg havde lavet et eller andet…rullet nogen, solgt noget narko…Men 20.000 kroner som 11-12-årig?! Jeg var så glad og gav joints til alle og sagde ’kom, vi går ud og køber slik, det er mig, der giver’. Og der var stadig penge til overs!,« siger han og griner rystende på hovedet.

Alis forældre har rødder i henholdsvis Irak og Libanon, og faren er politisk flygtning. Den kultur, som hans forældre har med sig, er en af de faktorer, som har været med til at præge ham, fortæller Ali.

»Man fik tit en flad. Det var kærlighed, men det var hård kærlighed. Og sådan var det, hver gang du gjorde noget forkert. Vi blev opdraget med, at det er sådan, man løser sine problemer, for det var sådan, min far løste problemerne med mig og mine søskende. Vi har fået rigtig mange tæsk. Og dét, jeg savnede dengang, var, at den kommunale verden kom og talte med mine forældre og gav dem nogle redskaber til, hvordan man løser sine problemer i stedet for at slå sit barn. De kommer jo fra en helt anden verden. Det er også derfor, jeg ikke bebrejder dem og har et godt forhold til dem i dag, for de kom selv fra at have fået tæsk,« siger Ali .

»Jeg smaskede bare folk«

Da Ali startede i skole, var det også med vold, han tacklede problemer.

»Så snart der var et eller andet, så smaskede jeg bare folk. Jeg grinte og tænkte ’nu holder han kæft’. Men så fik jeg at vide, at det måtte jeg ikke, og så blev jeg forvirret. Hvorfor må jeg ikke det? Og hvorfor skal jeg række fingeren op – jeg er vant til bare at snakke? Hvorfor må jeg ikke råbe – jeg er vant til at blive råbt ad? Der var så mange ting, jeg skulle forholde mig til, at jeg blev forvirret.«

»Du kommer jo ind i en identitetskrise og tænker pludselig ’hvem er jeg?’. Sådan skal man jo slet ikke tænke i den alder. Og hver gang, jeg gjorde noget dumt, så kom jeg ned på inspektørens kontor og fik at vide, at ’du skal ikke gøre det igen’. Og når min far blev kaldt til møde med inspektøren, hvor han samtykkede til skolens regel om ikke at måtte slå, så kom jeg hjem og fik tæsk igen. Det gav ikke mening for mig,« siger Ali, som blev smidt ud af den ene skole efter den anden.

»I dag siger min far til mig ’jeg er ked af, at jeg har slået dig’. Jeg har tilgivet ham fuldstændig, og i dag får han tårer i øjnene, når han ser, hvordan jeg har ændret mit liv. Det betyder alverden for mig, at min far støtter mig.«

 

Foto: Martin Sørensen

Dét, der for halvandet år siden var med til at få Ali til at træffe beslutningen om at vælge vejen ud af kriminaliteten, var mødet med Line Mansour. Ali havde indvilliget i at medvirke i teaterstykket ’Ekstremt Demokratisk’, fordi han kendte instruktøren. Her skulle han fortælle sin egen historie, og efter forestillingen blev han hevet til side, og dér stod Line.

»Hun spurgte mig ’har du lyst til at samarbejde med mig, selvom det kommer til at gøre ondt?’ Jeg tænkte, ’ved du, hvem du snakker til? Hvad fanden er det for noget med, at det gør ondt?!’ Men ok, lad mig se, hvad du har at byde på. Hun havde gjort mig nysgerrig,« siger Ali og smiler.

Følelsesmæssig tortur

Line havde drevet en privatskole i Nordvest i ti år og havde derfor tidligere arbejdet med mange unge, der havde en historie, der mindede om Alis. Siden var hun blevet projektleder i en privat organisation, hvor hun udviklede og designede projekter for udsatte unge. Og hun skulle bruge én, de unge på Nørrebro og i Nordvest kunne spejle sig i. Ali og Line lavede en aftale om, at han ville få en vigtig position i forhold til hendes arbejde, hvis han ville sparre med hende.

»Hun gav mig en vigtig rolle. Pludselig var jeg en del af noget større. Hun havde brug for mig som ressourceperson. Jeg fik ikke løn, men hun satte det i et perspektiv, hvor jeg tænkte ’det her kan måske gavne mig senere hen i livet’,« siger Ali.

Herefter gennemgik han en omgang ’følelsesmæssig tortur’, hvor Line stillede ham en masse spørgsmål, han aldrig før var blevet stillet. Ting, der gjorde ondt at tale om, og de blev ved med at snakke og snakke.

Line hjalp Ali med at skabe orden i det følelsesmæssige kaos, der herskede inde i ham og fik ham til at føle sig tryg. Hun sørgede for, at han mødte nye mennesker med andre problemer, som han kunne hjælpe med sine erfaringer.

»Efter cirka ni måneder begyndte jeg at hjælpe andre. Og der kunne jeg se, at jeg havde ændret mig. Jeg var blevet pæn i tøjet, talte pænere, og jeg havde ikke længere tre telefoner, men én. Jeg talte ikke med de samme venner længere, og jeg havde ikke en pistol på mig,« siger Ali.

Belønnet med pris

Det gode samarbejde inspirerede Ali og Line til at etablere coachingforløbet Stifinder, som er en indsats, som skaber ro og overblik hos unge og ruster dem til at komme videre i tilværelsen og opnå en tro på sig selv.

»De unge kan spejle sig i mig. De kan ikke lide fagpersoner, for de føler, at de alle sammen er ens. Men vi oplever, at de er mere villige til at lytte, hvis jeg sidder her sammen med Line og opfordrer dem til at høre på hende, selvom det, hun siger, måske ikke giver mening for dem lige nu,« siger Ali.

 

Foto: Martin Sørensen

Han og Line blev tidligere på året tildelt Finn Nørgaard Foreningens arbejdslegat for Stifinder-indsatsen på 25.000 kroner, og de har netop afsluttet et forløb med fem unge i alderen 13-17 år. Forløbet er afviklet på døgninstitutionen Nexus, hvor Ali i forvejen er fast tilknyttet, og det har været en stor succes.

Ifølge Ali er det blandt andet mødet med Line, der har holdt ham i live.

»Hvis hun ikke havde været her, havde jeg ikke stået her i dag. Så havde jeg dræbt en eller flere eller var selv blevet dræbt,« konstaterer Ali og tilføjer:

»Tidligere kunne jeg nemt gøre noget dumt. Det ville jeg ikke turde nu, for nu har jeg så meget at miste.«

 

OM STIFINDER:

  • Stifinder er en del af virksomheden Cor Primus og er et tilbud til unge, som har behov for ekstra støtte, vejledning samt en intensiv og individuel indsats for at komme i uddannelse. Forløbet er helhedsorienteret og har skarpt fokus på, at uddannelse er vejen til et selvstændigt liv.
  • Stifinder er en indsats, som stiller tydelige krav og forventninger til den unge. Disse medvirker til, at den unge fastholder sit mål, sin motivation og engagement for at skabe sig et selvstændigt liv.Læs mere om Stifinder her.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Kvamm og Povlsen stiller op for Danmark til EM i fodbold i Parken næste år

Byrådsmedlem har fået sig et ishus