Du kan nemt få en dejlig frodig og farvestrålende altan til sommer. Det er dog vigtigt, at du vælger planter, der egner sig til din altan. Vær opmærksom på, om de kræver sol eller trives fint i skygge.
Du kan nemt få en dejlig frodig og farvestrålende altan til sommer. Det er dog vigtigt, at du vælger planter, der egner sig til din altan. Vær opmærksom på, om de kræver sol eller trives fint i skygge. - Foto: TagTomat/Kristine Kiilerich

Plantedrømme: disse planter skal du vælge til din altan

Ifølge kalenderen er vi gået ind i den første forårsmåned. Og det er tid til at tænke på, hvordan altanen skal tage sig ud i år. Bybonde Mads Boserup Lauritsen fra TagTomat giver her gode bud på, hvilke planter du bør gå efter, alt efter om din altan er badet i sol, er skyggefuld eller vindblæst.

Bybonde og arkitekt hos TagTomat, Jagtvej 59

Regel nummer et, når du går i gang med at drømme om at begrønne din altan med flotte planter, er at vælge rette plante på rette sted. Jeg lyder måske lidt kedelig nu, men på trods af varmere somre og lunere vintre, så tror jeg ikke på, at eksempelvis oliven- eller citrontræer bliver hjemmehørende arter i Danmark. Så selvom det kan være fristende at have sydens frugter groende på tredje sal i solen, så vælg hellere hjemmehørende planter, som kan overleve mange år, så du ikke skal ud og skifte alle planter ud, hver gang sæsonen starter. Det er bedre for miljøet og din pengepung at bruge robuste planter – måske er de lidt dyrere i indkøb, men til gengæld får du et forhold til dem, og kan eksempelvis lave stiklinger, som du kan bruge som gaver til dine kære.

I de to første dele af denne artikelserie talte jeg om vigtigheden af at bruge store krukker og tænke opbevaring ind i din altanindretning. Nu er vi så kommet til noget af det, jeg ser allermest frem til at gøre på min altan, når den kommer til sommer. Nemlig at fylde den med planter.

Når jeg lukker mine øjne og tænker på, hvordan min altan ser ud om et par år, så tænker jeg jungle, sommerfugle, insekter, drivhus af gamle vinduer, bænke, klatreplanter og plads til hygge.

Vi har en mission i TagTomat om at få vores kursister til at indse, at der er plads til masser af planter og plantekasser på selv en mindre altan, så længe man ikke insisterer på et permanent bord til fire personer.

Og nu til planterne. I mange havebøger er fokus meget på enten køkkenhaven eller staudehaven, og vi har derfor udarbejdet lidt plantelister, som jeg gerne vil dele med jer. Planterne er i videst muligt omfang spiselige. Nogle af nedenstående planter trives også i halvskygge, men vi har fokus på skygge og sol i denne artikel.

Den skyggefulde altan:

Den skyggefulde altan vil ofte være kølig, og planterne tørrer ikke lige så hurtigt ud som på meget solrige altaner. Her kan man lade sig inspirere af skovbryn og skovbund. Det kan være svært at dyrke traditionel nyttehave på en skyggefuld altan, men der findes adskillige spiselige flerårige planter, som trives i skygge.

Bregner, som f.eks. engelsød, strudsvinge og almindelig mangeløv, efeu, skovmærke, storkenæb, korsknap, høstanemone, daglilje, bispehue, hosta, tyttebær, blåbær, surbær, kornel, kristtorn, hortensia, uægte jasmin, hyld, mynte, sødskærm, havesyre, persille og ramsløg.

Den solrige altan:

På den solrige altan er der ofte varmt og tørt, så det er en god idé at vælge planter der trives på enten strand eller sydvendte skråninger, f.eks. mediterrane urter og andre tørketålende planter.

Generelt kan alle de enårige kulturafgrøder og bærbuske godt lide sol, men de kan ikke lide at tørre ud, så hvis man vil dyrke nyttehave, skal man sørge for tilstrækkelig vanding.

Lavendel, timian og salvie, røllike, strandkål, mandstro, vortemælk, storkenæb, hør, valmue, skt. hans urt og andre sukkulenter, lammeøre, verbena, sommerfuglebusk, havtorn, sølvblad og klitrose. Solbær, ribs, figen, chili, tomat, basilikum, vindrue, klatrebønne, ærter mm.

Den vindblæste altan:

Hvis altanen er meget forblæst, er det en god idé at vælge planter, der naturligt vokser på udsatte steder, feks. strand. Vær opmærksom på, at en altan også kan være forblæst og ligge i skygge, så man skal vælge planter med omhu. Du kan med fordel lave et lille drivhus, hvis du vil dyrke eksempelvis tomater, da de blæser i stykker af vinden.

Læbeløs, mandstro, strandkål, hjortetrøst, elefantgræs, skt. hans urt, knopurt, morgenfrue, slangehovede, surbær, kornel, bjergfyr, skovfyr, hunderose og syren.

Klatreplanter er generelt gode at have på en altan, da de behøver forholdsvis lidt jordvolumen, men kan fylde en hel væg eller klatre henover loftet.

Mange af dem kommer fra skoven, og er vant til at vokse i skygge forneden, og op imod lyset. Generelt holder de af en dyb krukke, og kan ikke lide direkte sol på deres base.

•Gode klatreplanter til skyggefulde altaner: akebia, kaprifolie, skovranke, klatrehortensia, vedbend.

•Gode klatreplanter til solrige altaner: spisedrue, klatrebønner, tallerkensmækker, storblomstret klematis

•Gode klatreplanter til vindblæste altaner: brombær, blåregn

Jeg håber, at I med ovenstående plantelister får valgt de rigtige planter til jeres sted, hvad enten det er på altanen, i baggårdden eller foran jeres boligforening. I vil kunne finde nogle af planterne i vores butik på Jagtvej 59, mens I skal ud til planteskolerne i forstaden for at finde nogle af de større planter. Rigtig god dyrkningslyst. Jeg er sikker på, vi sammen får skabt grønne åndehuller i vores dejlige by, til gavn for både insekter, fugle og mennesker.

Mads Boserup Lauritsen.

Mads Boserup Lauritsen. – Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Online-salget skal skaffe de to ejere af Klippestuen S, Sissel Hald (t.v.) og Sara-Louise Poulsen, noget hårdt tiltrængt likviditet på kontoen.

Nødråb fra frisørsalon: »Vi har brug for jeres hjælp«

Rikke Andersen blandt vintage-roberne.

Se min kjole: Rikke laver vintage-kjoler