- Foto: Martin Sørensen (Arkiv)

DEBAT: Når Coronaen har lagt sig

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Af Thomas Høg Nørager, præst i Stefanskirken

Kære Nørrebro. Lige nu er vi i gang med en kæmpe opdagelse. Alt det der sker med os, når krisen rammer, og alting lukker ned. Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi reagerer, når hverdagen tages fra os. Når der er nogen, der har brug for hjælp, og vi ikke aner, hvad der op og ned.

Men kære Nørrebro, jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der bag dette kaos, også mærker et håb. Fordi vi lige nu ser en solidaritet, som ikke altid er synlig. Nu handler det ikke om at flashe sin computer på cafeerne eller udbasunere sine fede meninger på Facebook. Nu handler det om, at hjælpe dem der har behov. Uanset hvem de stemmer på.

Og jeg ser mennesker, der ikke kender hinanden, vise hinanden særlige hensyn. Jeg ser de hurtige sætte tempoet ned, så også de langsomme har en chance. Unge, med tid til overs, køber ind for de gamle. Der snakkes ud af lejlighedernes vinduer, og der skubbes ikke til dem, der stopper op på gaden. Og der synges fra baggårdens altaner, så tonerne når ind i de ensommes stuer. Og pludselig er vi samlet om noget, der går på tværs af politisk overbevisning.

De politisk blåsorte er enige om, at hjælpe selv den svageste og de rødgrønne hjælper erhvervslivet. Og vi ser initiativer og modeller, der kan redde vores hårdt pressede lokale butiksliv. Fordi vi genopdager, at uden dem har vores kvarter ikke karakter. Og nu hvor institutionerne er lukkede, lærer både børn og deres voksne mere om hinandens følsomheder, end de i forvejen vidste. Og jeg oplever en ny soldiariet mellem lærerne og skolen og eleverne, fordi vi for første gang oplever, at vi ikke kan tage hinanden for givet.

Jo, jo jeg har hørt historierne om folk, der hamstrer, og efterlader tomme hylder til deres næste. Og banditter der stjæler for at berige sig selv. Men jeg oplever det som undtagelsen, der bekræfter en ny tendens. Jeg oplever i denne tid en solidaritet, som jeg godt vidste fandtes, men som i hverdagens ståhej ofte har været svær at finde. Så kære Nørrebro, her er min bøn:

Når Coronaen har lagt sig, vil du så stadig synge fra dine altaner ind i lejlighederne til alle dem, der sidder alene? Vil du stadig sætte tempoet ned på fortovet, så det igen kan blive en by også for den gamle og den langsomme? Og vil du stadig hjælpe din nabo og din genbo med at købe ind? Vil du stadig råbe godmorgen og godaften til hende nede fra fortovet? Og vil du stadig spontant samle dit affald op, fordi vi jo er fælles om byen uanset baggrund? Og vil du blive ved med at skænke de lokale butikker din tak, fordi de sætter kulør på vores gader? Vil du blive ved at ringe til dine gamle og høre, om de har det godt? Vil du stadig vise hensyn til dine børns følsomheder?

Vil du, også når Coronaen har lagt sig, lægge alt ned for at passe dem der har behov. For nu har vi opdaget at vi kan – uanset hvem vi stemmer på.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Britta Larsen i teltet på Nygårdsvej,

Hus Forbi-sælger med eget telt

Hold kærlig afstand, lyder opfordringen i Torvehallerne.

Specialbutikker holder fanen højt i Torvehallerne