Branden har gjort Ælwiz hjemløs: Nu søger musikerne nye øvelokaler

Forrige torsdag hærgede en voldsom brand i den gamle kontorbygning på Baggesensgade 4C. Kun kælderen gik fri, hvor musikforeningen Ælwiz holder til. De fire øvelokaler er dog ubrugelige, og musikforeningen søger nu efter et nyt sted at øve.

De sortsodede vinduer gaber som tomme huller, og resterne af den nedbrændte bygning ligner mest af alt en skræmmende kulisse til en film om 2. Verdenskrig.

De sørgelige rester af den gule murstensbygning fra 1936 er dog ganske virkelige og nutidige. Det er nemlig kun knap to uger siden, at en voldsom brand åd sig ind i den gamle kontorbygning i Baggesensgade 4C, der både husede Dansk Islamisk Center og flere kreative erhverv. Mens kælderrummet var omdannet til fire øvelokaler for musikforeningen Ælwiz’s medlemmer.

Ingen kom heldigvis noget til i branden, der blev anmeldt af beboere kort før midnat torsdag 8. maj. På et tidspunkt, hvor flammerne allerede havde godt fat i den gamle kontorbygning. Og brandslukningen fortsatte da også godt op ad fredag formiddag, hvor Nørrebrogade var spærret mellem Stengade og Dronning Louises Bro.

Vildt billigt sluppet

En af dem, der er kommet i kælderlokalet i Baggesensgade 4C gennem flere år er producer og musiker Alioscha, som er medlem af musikforeningen Ælwiz og har sit studie i kælderlokalet:

»Jeg vågnede fredag morgen til en milliard beskeder, hvor folk spurgte, hvad der skete. Jeg kiggede så i nyhederne, og så at det brændte, hvorefter jeg tog herud, mens det stadig stod på. Der var ikke noget at gøre, så man stod bare og kiggede, mens det var i fuld sving,« siger han og uddyber:

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vores øvelokaler nu forsvandt ligesom resten af bygningen. At der ingenting ville være tilbage. Man bliver helt paf, når man står der og kigger på flammerne, og så går man lidt død i konsekvenserne.«

Nørrebro/Nordvest Bladet møder ham og en række af musikforeningens andre medlemmer en lørdag morgen otte dage efter, flammerne blev slukket. Det skulle nemlig vise sig, at et lille mirakel ventede i de nedbrændte murbrokker:

»Det var en noget af en overraskelse, da det viste sig, at branden ikke havde taget en eneste af vores ting. Det var kun vandet fra brandslukningen, der var løbet ned i kælderlokalet, og det er jo vildt billigt sluppet, når man ser på resten af bygningen,« konstaterer Alioscha.

Tiden er knap

Snart kunne brandfolkene dog fortælle, at resterne af bygningen højst sandsynligt skulle rives ned og med en fugtig kælder fyldt med musikudstyr, begyndte tiden at være knap:

»Vi vidste, at det var et spørgsmål om timer, før fugten ville ødelægge vores ting fuldstændig. Vi pressede derfor på, og mødte så politiet, da de var herude for at lave undersøgelser efter branden. Det viste sig sjovt nok, at den politimand, vi snakkede med, selv var trommeslager, så han forstod vores situation og var meget forstående. Han var faktisk så flink at ringe til os samme eftermiddag og sige, at de nu var færdige, og selv om det normalt er en længere procedure, havde han nu ringet til ejeren af bygningen, så vi hurtigere kunne få lov at komme ned i kælderen,« siger produceren.

Denne lørdag morgen er der derfor en hektisk aktivitet i det fugtige kælderlokale, hvor man ikke skal opholde sig ret længe ad gangen. Røglugten hænger stadig tungt i luften, og hovedpinen sniger sig ind bag pandelapperne.

Fra et lyserødt klaver til et blåt trommesæt ser kælderens indhold ud til at være intakt trods ild og vand.

»I dag skal vi have alle vores ting kørt til et lager i Avedøre, og så må vi se, hvad der sker. Lige nu skal tingene bare have lov at tørre, så det ville have været fedt, hvis det var en solbeskinnet sommerdag. Tiden må vise, om vores ting overlever vandet, men jeg tror faktisk, det meste er okay,« konstaterer Alioscha.

Øvelokale søges

Hvad der i hvert fald ikke er okay lige nu, er hvor musikforeningens medlemmer skal øve sig i fremtiden. Branden har nemlig gjort musikerne hjemløse, og nu leder de efter et nyt sted at være:

»Nu er vi så blevet hjemløse, og det bliver ikke nemt at finde nye øvelokaler, derfor tænker vi, at det er nemmest, hvis vi sammen finder et nyt sted,« siger Alioscha.

Musikforeningen Ælwiz tæller blandt andet bands som Pleasure Squad, Kolos, President Fetch, El Ray, Java Skull, Hola Ghost og The Natural Disasters samt en lang række enkeltpersoner som Alioscha, der håber, at nogen kan hjælpe dem til at finde nye øvelokaler hurtigst muligt.

»Vi søger alt mellem 100 og 200 kvadratmeter i brokvartererne, hvor man godt må larme 24-7, og så helst ikke i kælderen, alt fra stueetagen og op er optimalt. Nu har vi jo været i kælderen her, hvor der har været fugtigt gennem mange år, så det har aldrig været optimalt. Det har også været sådan, at vi ikke måtte larme før kl. 17.00, fordi folk arbejdede i bygningen, det ville vi gerne kunne det nye sted,« lyder ønskerne.

Er det noget, du kan hjælpe Ælwiz med?

Øvelokale søges

  • Musikforeningen Ælwiz er blevet hjemløse, efter en stor brand har ædt bygningen på Baggesensgade 4C, hvor der ellers har været øvelokaler i 30 år.

  • De søger nu efter et øvelokale på 100-200 kvadratmeter i brokvartererne. Det skal helst ikke være i en kælder, men eller andre etager er i orden. Så skal det helst være et sted, hvor man må larme 24-7.

  • Kan du hjælpe Ælwiz med et egnet lokale, så tag fat i Alioscha på: a.britoegana@gmail.com eller på: 2289 0522

  • Kilde: Musikforeningen Ælwiz

»Nu er vi blevet hjemløse,« konstaterer producer og musiker Alioscha (nr. to fra venstre), der medlem af musikforeningen Ælwiz, som havde øvelokale i kælderen på kontorbygningen i Baggesensgade, der blev udsat for en voldsom brand 8. maj.
»Nu er vi blevet hjemløse,« konstaterer producer og musiker Alioscha (nr. to fra venstre), der medlem af musikforeningen Ælwiz, som havde øvelokale i kælderen på kontorbygningen i Baggesensgade, der blev udsat for en voldsom brand 8. maj. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Peter Madsen, der er beboer på Platanvej, mener, at det kun vil være forsvarligt, hvis man åbner Platanvej i faser.

Åbn Platanvej i faser: »Vis ansvarlighed, tak«

Fotoet fra Café Nöa‘h på Bryggen er fra 2017, hvor der ikke var samme krav til afstande mellem bordene, som der er nu. Til gengæld må man gerne sidde med ’normal afstand‘ ved det enkelte bord som her på billedet.

Nu må vi sidde ‘med normal afstand’ om restaurantbordet