Sahndra Bignon og Franz Georg Gedde bor i et rækkehus på Jordbærvej sammen med Franz‘ 16-årige søn, Jeppe, og gravhunden Muggi. De elsker landsbystemningen i området.
Sahndra Bignon og Franz Georg Gedde bor i et rækkehus på Jordbærvej sammen med Franz‘ 16-årige søn, Jeppe, og gravhunden Muggi. De elsker landsbystemningen i området. - Foto: Byrd/Dennis Thaarup

»Nåh, I bor i marmelade-kvarteret«

I modsætning til da Sahndra mødte Franz, var det ikke helt kærlighed ved første blik, da hun flyttede fra Frederiksberg til Nordvest. I dag har parret dog fundet lykken på Jordbærvej i Nordvests marmelade-kvarter.

Lyden af eftermiddagstrafikken i krydset ved Hillerødgade og Borups Allé fortager sig, da jeg drejer ned mod Jordbærvej og pludselig befinder mig på en hyggelig sti, der fører hen til nogle nyere rækkehuse. Husene har hver deres indbydende, lille forhave, som er udsmykket med lyskæder, farvestrålende vindmøller, børnecykler og løbehjul.

I rækkehuset hos Sahndra Bignon, 32, og Franz Georg Gedde, 46, er gravhunden Muggi den første til at byde velkommen med høje bjæf, og skoene skal stilles uden for hundehøjde, hvis man ikke vil have dem undersøgt af en lille, nysgerrig snude.

Sahndra, som er selvstændig coach, og Franz, som er selvstændig håndværker, mødte hinanden for syv år siden på Kaffebaren på Vesterbro, hvor Franz arbejdede, og Sahndra, som på det tidspunkt var studerende, ofte kom for at læse og drikke kaffe.

Læs også: »Jeg har taget et par spring fra 10-meter-vippen«

»Jeg kendte kokken på Kaffebaren, så jeg blev nogle gange hængende og faldt så også i snak med Franz. Jeg kan huske, at jeg syntes, han var spændende – han var så anderledes end andre, jeg har kendt. Jeg er vokset op i Birkerød og har boet i Svømmehalskvarteret på Frederiksberg i mange år, mens Franz boede på Tingskrivervej ved Klerkegården i Nordvest med sin dreng og en logerende kammerat,« fortæller Sahndra med et grin og smiler til Franz.

Efter lidt betænkningstid blev de enige om, at de på trods af aldersforskellen var nødt til at se, om de skulle være kærester, og nogle år senere, hvor de havde pendlet i mellem Sahndras halvandet værelses lejlighed på Frederiksberg – som Franz kalder for dukkehuset – og Franz’ lejlighed på Tingskrivervej, rykkede Sahndra ind til ham og sønnen, Jeppe.

En dyr sofa

Skiftet fra Frederiksberg til Nordvest var dog ikke i lige så høj grad kærlighed ved første blik, som da hun i sin tid mødte Franz.

Til at starte med syntes hun egentligt, at det var forfærdeligt at skulle flytte til Nordvest, som hun overhovedet ikke kendte.

»Jeg havde aldrig været i Nordvest. Jeg vidste faktisk ikke engang, at man kunne cykle til dertil inde fra byen,« siger Sahndra og griner.

Men selvom Tingskrivervej var en stor kontrast til Frederiksbergs svømmehalskvarter, erkendte Sahndra hurtigt, at der var langt mere hjerterum her, end nogen andre steder hun havde boet.

»Stod man og havde brug for hjælp på Frederiksberg, skyndte folk sig ofte videre, og jeg har engang betalt en nabo 500kroner for at hjælpe mig med at bære en sofa op på 1. sal. Hver gang jeg stod og havde brug for hjælp i Nordvest, så gik der ikke mange minutter, før der kom nogen og tilbød deres hjælp,« siger Sahndra og tilføjer:

»Dem, der ikke har noget, de ved om nogen, hvad det vil sige at stå sammen, og det har virkelig rørt mig meget.«

»Det var den samme oplevelse, jeg havde, da jeg flyttede dertil med Jeppe,« fortæller Franz.

»En dag, jeg kom hjem, så jeg fem mand, der hoppede på en sjette mand. Jeg var i bil og satte den helt ned i gear og dyttede af dem, og så løb de deres vej. Så snart de var væk, kom folk og hjalp mig med at få manden på benene.«

»Der hjælper man virkelig hinanden. Står man oppe i sin lejlighed og kigger ud af vinduet og ser, at en nabo har brug for hjælp, så hopper man i tøjet og går ned og hjælper,« siger Franz.

En lille landsby i NV

Men familien kunne ikke blive boende på Tingskrivervej, da det blev kendt, at de havde den lille hund Muggi, og de blev smidt ud af lejligheden.

Læs også: »Det hele bunder i kærlighed til Nordvest«

»Jeg gik helt ned over at blive smidt ud. Der stod vi tre personer med en lille hund – det gør det ret svært at finde et sted at bo i København,« siger Sahndra.

Men heldet var med dem. De blev kontaktet af en kvinde, der boede i et rækkehus på Jordbærvej, som gerne ville bytte bolig med dem.

Parret boede først i Franz‘ lejlighed på Tingskrivervej, men blev nødt til at flytte, da man ikke må have hund på den adresse. Heldigvis var en kvinde klar til at bytte bolig med parret, som flyttede ind her på Jordbærvej.

Parret boede først i Franz‘ lejlighed på Tingskrivervej, men blev nødt til at flytte, da man ikke må have hund på den adresse. Heldigvis var en kvinde klar til at bytte bolig med parret, som flyttede ind her på Jordbærvej. – Foto: Byrd/Dennis Thaarup

»Først var vi slet ikke interesseret, for vi troede faktisk, at Jordbærvej lå et helt andet sted, og vi ville gerne bytte til noget bedre, end det vi kom fra. Men da det gik op for os, hvor det lå, var vi ude at kigge rundt i kvarteret og var helt vilde med det. Vi havde aldrig troet, at vi kunne få det her. Vi betaler også lidt mere, men her er bare helt magisk. Det er som en lille landsby,« siger Sahndra og tilføjer, at ingen dog ved, hvor Jordbærvej ligger.

»Men der var én, der en gang hørte adressen og sagde ’nåh, I bor i marmelade-kvarteret’.«

Overskud og kagerester

Parret er vilde med den stemning, der er i området, som på trods af at postnummeret er det samme som på Tingskrivervej, udstråler et helt andet overskud.

»Det er skidehyggeligt at komme hjem her. Det vrimler med børnefamilier, og der er ofte nogle, der har bagt for meget kage, og som tilbyder det til deres naboer,« siger Sahndra.

Læs også: »Min mor var først rigtig bange, da jeg sagde, at jeg overvejede at flytte til Nordvest«

»Ja, der er en anden energi her, end når man bor i et socialt belastet kvarter. På Tingskrivervej oplevede vi da også, at der havde været knivstikkeri, og at der lå en blødende mand i vores opgang,« siger Franz.

Sahndra oplever dog stadig, at mange har negative associationer forbundet med at bo i Nordvest.

»Jeg må indrømme, at jeg gerne siger, at jeg bor lige ved Fuglebakken Station, når folk spørger, frem for at jeg bor i Nordvest,« siger hun og griner.

Tema: ‘Vi er Nordvest’

  • Er en serie, hvor vi portrætterer Københavns måske mest sammensatte bydel gennem de mennesker, der bor der.

  • Hver uge interviewer vi en Nordvest-borger om vejen til Nordvest og livet i 2400.

  • Skriv til journalist Julie Stougaard på js@minby.dk, hvis du vil dele din historie med os.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Forstander på Mændenes Hjem, Ivan Christensen, oplyser, at der fortsat er hjælp at hente i deres tilbud, men at en del af venterummene bliver lukket.

Mændenes Hjem: I kommer til at se lidt flere på gaden – men vi er her stadig

Platanvej.

DEBAT: Åbent brev til Simon Aggesen