Massiv modstand mod nedrivning af ikonisk bygning: »Lad kvarterets sidste samlingssted stå i fred«

Modstanden rejste sig som en steppebrand, da beboere på Provstevej fredag modtog en mail, der viste sig at være en nabohøring om opførelse af 40 ungdomsboliger på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej. Et hjørne, der huser det ikoniske lyserøde hus med værtshuset Fuglereden.

»Fuglereden rives måske ned! – Men vi kan sammen stoppe det!!« står der med store advarende typer i vinduerne på Nordvests ikoniske lyserøde bygning på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej. Stedet, hvor unge, ældre fodboldfans og øltørstige samles rundt om baren i det hyggelige værtshus Fuglereden.

De sorte bogstavers dystre budskab får da også flere forbipasserende til at stoppe op og læse. Nogle ser vantro ud i blikket, og netop den reaktion ramte mange beboere i kvarteret omkring Provstevej, da de blev klar over, at Teknik- og Miljøforvaltningen undersøger mulighederne for at give ejeren af den lyserøde bygning dispensation til at rive både den og autoværkstedet ved siden af ned. I stedet ønsker ejeren nemlig at opføre 40 ungdomsboliger på grunden.

Kvarteret går til modstand

Lærke Hagen Aagaard bor selv i en bygning, der ligger skråt over for de nedrivningstruede bygninger. Fredag modtog hun en mail fra Københavns Kommune med en nabohøring, som straks vakte hendes bekymring.

»Da jeg så planerne, blev jeg virkelig bekymret, for værtshuset på hjørnet er jo et sted, jeg kommer selv, og hvor jeg kender mange, så jeg ville blive virkelig ked af det, hvis de begyndte at rive det ned. Jeg begyndte derfor at skrive rundt i alle mulige grupper på Facebook. Vi har eksempelvis en gruppe for hele Provstevej, ligesom jeg skrev ud til den andelsforening, jeg bor i,« fortæller Lærke Hagen Aagaard.

Og det skulle snart vise sig, at hun ikke er alene med sine bekymringer. Lidt længere nede ad Provstevej bor Freja Wedenborg, og selv om hun ikke er blevet inviteret til nabohøringen, besluttede hun at tage kampen op, så snart hun hørte om nedrivningsplanerne:

»Jeg tror, vi er mange i kvarteret, som er trætte af, at de bliver ved med rive vores fine gamle huse ned og smække sådan noget hurtigt nybyggeri op, som overskrider lokalplanens regler om lys og luft. Det viste sig jo også hurtigt, at vi ikke var de eneste, der mente det, for vores sag har lynhurtigt fået virkelig meget vind i sejlene. Jeg kan mærke, der er grobund for den her modstand,« siger hun.

Og der er noget om snakken, hvis man følger nogle af de opslag, der har været i lokale facebookgrupper siden fredag. Blandt andet har Freja Wedenborg selv lavet et opslag, der i skrivende stund er blevet delt 159 gange. Der er også blevet lavet en kampagneside, hvor man følge slagets gang.

Det skal der dispenseres fra

Denne tegning af byggeriet kan ses i den nabohøring, der er sendt ud om ungdomsboligerne på Provstevej.

Denne tegning af byggeriet kan ses i den nabohøring, der er sendt ud om ungdomsboligerne på Provstevej. – Foto: Illustration: Trine Schneider Arkitekter

Graver man sig lidt ned nabohøringen, kan man læse sig frem til, at ansøgningen går på, at grundejeren ønsker at opføre et byggeri i fem etager, der skal rumme 40 ungdomsboliger. Som man kan se på tegningerne herover, skal den nye bygning opføres i grå teglsten. Ejendommens etageareal vil være 1.700 kvadratmeter og bebyggelsesprocenten 196.

Det går dog imod lokalplan 261 ‘Provstevej’, som siger, at bebyggelsesprocenten i området kun må ligge på maksimalt 150. Desuden overskrider byggeriet med sine 47 meters facadelængde lokalplanens krav om en facadelængde på maks 40 meter.

Ifølge lokalplanen skal nybyggerier forsynes med parkeringspladser, der svarer til en plads per 100 kvadratmeter etageareal. Ifølge byggeplanerne vil man da også lave underjordisk parkering, dog kun med plads til seks biler, som betyder, at der skal dispenseres fra 100 kvadratmeter til 300 kvadratmeter per p-plads. Noget, Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer bliver opvejet af planerne om at lave flere cykelparkeringspladser, som vil passe bedre til de unge, der skal bo her.

Det sidste samlingssted

Beboerne i kvarteret er dog bestemt ikke klar til at acceptere dispensationer fra lokalplanen, forklarer Freja Wedenborg:

»Hvis man gang på gang giver dispensation til at overskride reglerne om lys og luft, så bliver vi mere og mere klemt, og det er ikke rart at bo i. Når det er sagt, så er det også arkitektonisk enormt synd, at man river en bygning ned, som er mere end 100 år gammel og som er med til at give kvarteret karakter. Særligt når man erstatter den med noget lynhurtigt byggeri, der bare er sat i verden for, at en bygherrer kan maksimere boligpriserne. Det ødelægger kvarterets udtryk og sjæl,« siger hun.

Udsigten til at miste værtshuset Fuglereden, som i den grad er et lokalt samlingssted, og i stedet få endnu en bygning med ungdomsboliger vækker heller ikke stor begejstring i det ellers så sociale kvarter:

»Fuglereden er virkelig et samlingssted i kvarteret og et af de sidste af slagsen. Der har tidligere været en del af de her lokale værtshuse herude, men de er efterhånden lukkede alle sammen. Fuglereden er jo også det sted, hvor de lokale fodboldfans mødes, når de har været ude og se fodbold. Det er bare et stamsted for rigtig mange,« fortæller Freja Wedenborg og fortsætter:

»Det gør virkelig noget ved sammenholdet og sammenhængskraften i et kvarter, når man fjerner sådan et sted. Vi så det nede på mit gadehjørne, hvor der tidligere lå en fin gammel bygning, som blev revet ned, og så fik vi banket nogle ungdomsboliger op, som var meget i stil med dem, man vil bygge her, og som også overstiger lokalplanen for kvarteret.«

Ikke flere ungdomsboliger

Freja Wedenborg henviser til grunden mellem Theklavej og Thoravej, hvor en anden bevaringsværdig bygning blev revet ned og sidenhen genopført i Den Gamle By i Aarhus, som så en værdi i den. Sidenhen skabte beboerne Autoparken, hvor fællesskabet blomstrede i det grønne, indtil et ungdomsboligbyggeri blev opført på grunden.

»Nu lyder jeg nok rigtig gammel, og det er altså ikke fordi, jeg er imod ungdomsboliger generelt, men vi oplever mange problemer med, at der bliver holdt mange højlydte fester også på hverdage, fordi de unge tydeligvis ikke skal tidligt op og på arbejde,« fortæller Lærke Hagen Aagaard.

De to beboere og resten af kvarteret kæmper nu videre på at få så mange til indsende et høringssvar som muligt, og så er fingrene ellers krydsede for den politiske velvilje:

»Opbakningen på Facebook viser heldigvis, at der er rigtig mange, der ligesom os mener, at nu kan det være nok. Nu bliver det så spændende, om politikerne rent faktisk vil lytte til vores indvendinger og leve op til det, mange af dem taler om, når de siger, at det er vigtigt med lys og luft i en by,« konstaterer Freja Wedenborg.

Noget kunne tyde på, at der i hvert fald er nogle politikere, der deler modstanden. Her til eftermiddag skriver Socialdemokraternes gruppeformand i København Lars Weiss på sin facebookside:

»Vi har netop vedtaget en kommuneplan hvor vi blandt andet anpriser det unikke og ærkekøbenhavnske miljø i Nordvest, hvor små værksteder, værtshuse og karakteristiske bebyggelser ligger spredt i området. Så det altid er en oplevelse at bevæge sig rundt fordi der venter noget uforudsigeligt rundt om næste hjørne. Det skal vi bevare. Og det er værtshuset Fuglereden på Provstevej et rigtig godt eksempel på. Men nu vil ejeren bygge nye private ungdomsboliger og rive bygningen ned. Det håber jeg vi kan forhindre. Derfor har vi bedt Teknik- og Miljøforvaltningen undersøge vores juridiske muligheder for at standse byggeriet så vi kan bevare kulturarven i området.«

Freja Wedelborg (th) og Lærke Hagen Aagaard har taget kampen op for at redde deres kvarters sociale samlingssted, som er værtshuset Fuglereden, der holder i til den ikoniske bygning på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej. En bygning, der er nedrivningstruet.
Freja Wedelborg (th) og Lærke Hagen Aagaard har taget kampen op for at redde deres kvarters sociale samlingssted, som er værtshuset Fuglereden, der holder i til den ikoniske bygning på hjørnet af Provstevej og Frederikssundsvej. En bygning, der er nedrivningstruet. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Borgmester Simon Aggesen (K) og formand for kultur- og fritidsudvalget, Nikolaj Bøgh (K), prøvesidder - i behørig afstand - rekonstruktion af den originale klassiske Frederiksbergbænk i forbindelse med indvielsen på Frederiksberg Runddel i går.

Frederiksbergbænken version 2.0 på plads

Der var god plads til børnene i Rasmus Klump Land, da enkelte børnehavestuer flyttede ind.

Som en drøm: Bruger Tivoli som børnehave