Klumme fra præsten: Når helten bare er et menneske

Af Mette Kathrine Grosbøll, sognepræst, Sions Kirke

DET VAR EN virkelig trist dag for min ældste for nylig. Eller – dagen begyndte vist egentlig meget godt, men lige omkring sengetid gik det galt. Her måtte han vandre op på sit værelse med ludende skuldre og tunge skridt som en frustreret ung mand i vildrede og vantro. DR havde i 21 Søndag varslet et indslag med foruroligende nyt om drengens danske cykelhelt, hvis kasakhiske hold muligvis havde haft kontakt med en fra al cykelsport for evigt bandlyst dopinglæge.

Kontakt er jo ikke det samme som, at ulovlig præstationsfremmende behandling er i fuld gang, men kontakt med lægen er i sig selv ikke tilladt, da han jo er bandlyst fra al cykelsport. Og tvivlen, den nagende tvivl, om hvorvidt den store helt, rent faktisk skulle være forfaldet til at lade sig stikke i af denne læge, var for meget for sønnike. Han havde holdt ham for god til den slags. Han havde været fuldstændig sikker på, at alle hans sejre var rene.

Andre nyheder

At han kom i mål først, fordi han var bedst den dag, havde trænet klogest, havde økonomiseret kræfterne rigtigst, havde læst feltet bedst, alt det, der nu spiller ind for at kunne køre over målstregen med armene i vejret for derefter at stille sig på podiet med blomster og champagne og blive kysset på kinderne af søde piger i sommerkjoler. Han havde regnet sin helt som en ren helt. Søndag aften slog tvivl skår af helten og tabet af uskyld var en realitet.

DET GØR NAS, når helte falder. Når dem, man syntes var seje og kloge, viste sig på ligeså usikker grund som alle andre, og når den, man syntes var den stærkeste og bedste, i virkeligheden er ligeså gennemsvedt og gennemsnitlig som resten. Når dem, man så op til, snød. Det kan føre heftige reaktioner med sig: vrede, had, hån og afsky. Ingen falder hårdere end cykelstjerner. Vi vil så gerne tro på historien om den rene cykelrytter, på drømmen om et ægte supermenneske, og dommen over den, der svigter os i den tro, er nådesløs.

MÅSKE VI SKULLE have lidt større hjerte for de faldne helte. Måske vi skulle finde lidt ømhed frem for dem, der vil sejren så meget, at de er klar til at skade sig selv på sigt. Måske skulle vi se med mildere øjne på dem, der så naivt og håbefuldt sætter sig for at være vores og vores børns lydefri helte velvidende, at vejen op på piedestalen er tilbagelagt med sin del småsnyd, svigt og sylespidse albuer. De er bare mennesker, ikke guder, bare mennesker. De er mennesker med evner, med drømme og håb, med ambitioner og jernvilje. Og fedt, hvis de klarer alt det, de sætte sig for. Imponerende. Men bare mennesker. Storslåede og smålige, stålsatte og svage. Tit fantastiske, og hurra for det, men aldrig fejlfri.

Andre nyheder

MÅSKE SKULLE MAN tage af en min generations store (men ikkefejlfri) helte frem, ham der engang i en sang skrev: There’s a crack in everything /That’s how the light gets in.

Måske vi skal prøve at lære vores børn det. Det kunne nok være en fordel at have det på plads inden man bliver forældre til teenagers.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Rolf Lund tager ikke stilling i sagen om rydningen af Ungdomshuset. Han mener, at der blev begået fejl på begge sider.

Forfatter på årsdagen for rydningen: »En undskyldning ville være en start«

Langgadehus.

Nyt laboratorium for udvikling af velfærdsløsninger