Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke.
Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke. - Foto: Davids Kirke

Præsten skriver: Sæt dog din bekymring på ration

Af Helena Hauge, sognepræst i Davids Kirke

Jeg har – inden coronavirussen kom- været i en lille by i Italien ved navn Olevano Romano, det er en smuk og meget from katolsk by, hvor Madonnastatuer ses overalt som farveeksplosioner af plastikblomster og middelalderkunst i én herlig pærevælling. Byen har lige fået ny præst, en yngre mand som de er blevet meget glade for. Men præsten insisterer på at gøre rent selv og endda vaske sine skjorter, ja det lyder jo bizart, at det kan være et problem, men den tidligere præst havde en gruppe af kvinder omkring sig, som sørgede for alt dette, og nu vidste disse kvinder ikke hvad deres formål skulle være? De bekymrede sig, for kan man tillade sig at være til uden at være noget for nogen? Hvordan får livet så mening? Det er bekymringer der rækker endnu længere end coronakrisen, fordi de er eksistentielle, og de rammer os alle fra tid til anden, ja der er så mange forskellige livsændringer, som får os til at ligge vågen og spekulere, selvom natten sjældent sætter nye og gode nuancer på vores frygt.

Og livet viser sig altid fra uventede sider, det er der mange – måske særligt unge mennesker der har svært ved at klare, her går vi og synes, at ungdommen har alverdens muligheder, og så viser det sig, at hver tredje gymnasieelev er selvskadende, et begreb jeg slet ikke kendte til, da jeg gik i gymnasiet. Det må vi tage alvorligt, for når bekymringer bliver til angst, så kunne jeg virkelig ønske for de unge, at de ville komme og tale med deres præst og høre, at de godt kan være til uden at være perfekte, rigtige og alt det andet som de så gerne vil leve op til.

Måske har vi selv, også undertegnede, indirekte været med til, at det er gået sådan ved at fjerne hver sten de kunne snuble over på vejen. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at hvis man aldrig har lært, at livet kan gøre ondt, at det indimellem er bunduretfærdigt og som at blive slået hjem i ludo gang på gang, så bliver det svært at håndtere modstand, når den kommer væltende. Så får man for alvor ondt i livet.

Bekymringerne følger med i livet, og jo mere man skaffer sig at elske, jo større vokser de sig. Vi ville principielt være nogen skarn, hvis ikke vi bekymrede os for dem, vi holder af. Lige der med børnene holder ens personlige bekymringer aldrig pause, det gjorde de ikke for Jesu forældre, og det gør de heller ikke for os, min mor på 85 prøver stadig at tage mig i hånden, når vi går over en stor vej sammen.

MEN KAN VI SÅ ALDRIG BLIVE FRIE? Jo men kun i små nådefulde glimt af ren væren, som gør, at vi er til uden for tid og sted, i selvforglemmelsen. Det er netop den livsglæde vi skal tage tilbage ved at lægge det store ansvar på skuldrene af ham som valgte livet i stedet for sikkerheden.

For med bekymringen kommer ønsket om at sikre sig, vi kender det nok i det små og særligt i øjeblikket, hvor man er bange for at blive syg eller smitte andre. Men den generelle bekymring som følger os, det er den der gør, at man kører tilbage for at sikre sig, at kaffemaskinen er slukket, man sikrer sine penge, tegner forsikringer for alt hvad man kan, så man kan blive fri for at bekymre sig.

Men nu får du et råd: Sæt din bekymring på ration. Forbyd den at bekymre sig om fyrre dage eller fire år eller hele livet. Og trøst bekymringen med, at den nok skal få noget at spise. Og bliv så bare ved med at byde op til dans gennem livet, også selvom du får et nej første gang, det er den frimodighed og livsglæde der skal give os alle mod til at leve livet fremadrettet her på dejlige Østerbro. Også efter coronaen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
B.93-holdet fra 1928 der ikke blev kåret som mester.

B.93 går glip af mesterskab fra 1928

Den ene personbil blev skubbet over i den modsatte vejbane.

Voldsom færdselsulykke: Flere kørt væk i ambulancer