Niels Johansen i barndommens Romsøgade hvor han som helt lille oplevede befrielsen
Niels Johansen i barndommens Romsøgade hvor han som helt lille oplevede befrielsen - Foto: Pernille Høy Malmstedt (arkiv)

Tekst og lyd: En Østerbro-drengs sang om befrielsen

Præsten og forfatteren Niels Johansen blev født 11. september 1944 og var således ganske lille, da befrielsen kom i maj 1945. Det oplevede han i Romsøgade på Østerbro, hvor han boede hele sin opvækst.

Som voksen blev han blandt andet præst i Kildevældskirken, inden han flyttede fra Østerbro, da han var midt i trediverne og fik job andet sted.

Han har skrevet flere bøger, som foregår på Østerbro, nogen af dem helt eller delvist baseret på barndomserindringer. Han har også i flere sammenhænge beskrevet, hvordan børn født i 1940‘erne har sloges med problemer både som børn og voksne som følge af en opvækst, hvor de har levet med traumerne fra krigen fra deres forældre. Noget Niels Johansen har oplevet hos jævnaldrende både som barn og voksen.

Traumerne kan både bunde i sorg over dræbte forældre fra modstandskampen, overlevende fra modstandsbevægelsen som slæbte på traumatiske oplevelser og ikke kunne finde ro i efterkrigstiden eller børn af forældre, der slæbte rundt på skam over forældre, der havde samarbejdet med tyskerne i større eller mindre omfang.

Såvel Østerbro såvel som traumerne efter krigen beskrives hans seneste bog: »Du ved det nok mit hjerte« fra i fjor.

Til 75-året for befrielsen har han i år skrevet denne sang med melodi af Willy Egemose. Du kan læse teksten og lytte til sangen her, tilsat billeder af blandt Mindelunden på Østerbro.

Så tung var de tungeste dage

Så tung var de tungeste dage,

så lette de dage i maj,

da lysene tændtes som bøgen

med fred på de fredløses vej.

Men sårbar er freden og glæden,

så sårbar som livet hver dag

og alle må bære det ansvar,

så enkelt. Den vigtigste sag.

Hvem slukker de gnister der fyger,

før gnisterne tænder et bål?

Hvem tror, vi kan lege med ilden,

før mørkemænd når deres mål?

En sandhed kan bøjes og bukkes

som løgne i ondskabens hånd,

og nye begynde at heile

besat af en hensynsløs ånd.

Der lokkes og kæmpes i verden,

og hjertet er kamppladsens sted.

En fører kan skjule sit ansigt

og føre os skrupelløst med,

til nogen begynder at synge

om frihed fra lænker af stål,

og frygtsomme vokser til kæmper,

og gaderne flammer af bål.

I dag er der tid til at takke

de modige kvinder og mænd,

der kæmped med livet som indsats,

så Dannebrog hejstes igen.

Og takke de børn, som betaler

en pris for forældrenes mod.

De bærer som voksne en barndom

med lugten af modstand og blod.

De lys, som vi tænder i aften,

er hjerternes ja og et nej.

Et nej til de djævelske kræfter

og ja til forsoningens vej.

De lyser som stjerner i mørket

og peger på lysenes Gud.

Vi bærer dem unge og gamle

som fredslys frimodige ud.

Lyt til sangen og se billeder af blandt andet Mindelunden her:

4. maj sang – Så tung var de tungeste dage

Niels Johansen har skrevet teksten i anledning af 75 året for Danmarks befrielse og på opfordring af Måløv kirke. Willy Egmose har sat musik til.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Vi skulle spare 34 mio., men får havnepromenade, flere udvalg, gæld og måske skattestigninger

Laserlys over Nyhavn.

Laserlys markerede befrielsen