Gæster inden for og uden for på Den Franske Café ved Sortedams Sø.
Gæster inden for og uden for på Den Franske Café ved Sortedams Sø. - Foto: Thomas Frederiksen

Cafélivet er her igen: Kaffekopper tilbage ved bordene efter coronapause

Cafégæster kunne for første gang nyde en kop kaffe ved borde og stole ved Søerne i morges. Caféeejer har tabt op imod en halv million i foråret.

Der var en aktivitet ved caféerne ved Sortedams Sø mandag morgen, som der ikke har været et par måneder.

Udover at de ældste børn i skolerne vender tilbage, og bibliotekerne åbner i begrænset omfang, må caféer, værtshuse og restauranter gerne holde åbent igen for gæster og ikke nøjes med at give dem mad og drikke med hjem.

De bedste måneder

Det betyder meget for Dan Holst, som Østerbro Avis møder, da han flytter nogle borde til udeservering ved Sortedams Sø.

Han ejer tre steder: Den Franske Café og Søpromenaden ved søen og Østerbros Originale Burgerrestaurant på Trianglen.

De to førstnævnte steder har været helt lukket, mens den sidstnævnte har solgt takeaway om aftenen.

»Jeg har haft 70-80 ansatte sendt hjem med lønkompensation,« fortæller Dan Holst og konstaterer, at virksomheden fortsat skal dække 10 procent af lønomkostningerne.

»Jeg tror, at vi har tabt omkring 3-500.000 kroner. April og maj plejer at være de bedste måneder for os,« siger han.

Dan Holst er glad for at være i gang igen. For Den Franske Café og Søpromenadens vedkommende er tiden blevet udnyttet til at ordne vinduer og male gulv.

»Jeg forventer en lidt stille dag i dag, men på torsdag med 20 grader varmt vejr regner jeg med mange gæster,« siger han.

Tak til østerbroere

Og så glæder Dan Holst sig over østerbroernes lyst til at købe aftensmad med hjem fra Østerbros Originale Burgerrestaurant i løbet af coronatiden.

»Tak til lokalbefolkningen, de har virkelig været der fra os. Det er gået meget bedre end forventet med at sælge takeaway, og folk har bakket os godt op,« siger han.

Tilbage på Den Franske Café møder Østerbro Avis to af cafégæsterne.

»Vi fejrer, at det normale liv er ved at vende tilbage,« lyder det fra Jacob Thomsen og Mira Jargil, som tilføjer:

»Det er ikke vores stamcafé, men vi havde aftaler og bor i lige i nærheden, og nu skulle det sørme være. Vi lever meget af vores liv ude.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Politiet satte i sidste uge advarselsskilte op i Kongens Have. Er der for mange mennesker, kan politiet lukke haven.

Solrige dage på vej, men politiet advarer: Vi kan lukke Kongens Have

Tjek kuponen en gang til: Lottomillionær har købt den i Meny