Nærpolitiet ved et besøg på Anker Jørgensens Plads i januar.
Nærpolitiet ved et besøg på Anker Jørgensens Plads i januar. - Foto: Benedicte Lorenzen (arkiv)

Giv magten tilbage til københavnerne med ny styreform

Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

Medlem af Kgs. Enghave Lokaludvalg

Med regeringens udligningsudspil bliver der foreslået en ny styreform i København. Borgerrepræsentationen har i første omgang sagt nej tak til regeringen. Men der er behov for ændringer.

Som lokalpolitisk aktiv i Sydhavnen har jeg lige som mange andre Københavnere gang på gang oplevet, at den ene forvaltning ikke ved, hvad den anden foretager sig i en given sag. Mange ting løber simpelthen ud i sandet, hvis det kræver tværgående samarbejde.

Et godt eksempel er Anker Jørgensens Plads. Her er lokale beboere i oprør over utryghed, støj og stofsalg. Det er en ekstrem kompleks situation, som kræver involvering fra mange forvaltninger. Fra lokalt hold forsøger vi at lægge pres på den ene forvaltning efter den anden, og vi har et aktørnetværk med repræsentanter fra de enkelte forvaltningers frontmedarbejdere. Men det er langt fra nok. Det, vi har brug for, er en koordineret indsats.

Efter min mening kan der skabes langt bedre løsninger for københavnerne, hvis der tænkes mere helhedsorienteret og tværgående. Med den silostruktur, vi har, er der for meget kassetænkning inden for de enkelte forvaltningers områder. Det betyder, at de ikke har blik for tværgående gevinster – hverken hvad angår økonomi eller kvaliteten af løsninger.

Noget andet er, at der er brug for at styrke den demokratiske indflydelse og viljen til engagement i København. Og hvorfor ikke kombinere en ny styreform med mere selvstyre i de lokale bydele, hvor man får bestemmelsesret over fx nære forhold, institutioner og servicetilbud?

Forvaltningerne er store, kompetente og magtfulde i København. Og mængden af politiske sager er så stor, at de enkelte udvalgspolitikere og borgmestre, forståeligt nok, har svært ved at se ud over deres egne fagområder. Så lad os i fællesskab arbejde mod en ny styreform med mere tværgående koordination, øget demokrati og bedre løsninger for borgerne.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
»Hver gang HSK får tildelt mere svømmetid, evner vi at udnytte tiden fuldt ud,« lyder det fra formand Allan Nyhus.

Hovedstadens Svømmeklub har rundet 11.500 medlemmer

Nu er der igen mulighed for at tage sig en klatretur i Søndermarken. FOTO: Benedicte Lorenzen.

Frisk luft i en corona-tid: Klatrebane genåbner