Dorte hjemme i stuen ved første omgang af den virtuelle quizaften.
Dorte hjemme i stuen ved første omgang af den virtuelle quizaften. - Foto: Jacob Schneider

Vi gentager succesen: Online-Quiz med Karens Minde og SydhavnenLIV onsdag

Så er der igen Quiz i Karens Minde – hjemme bag skærmen.

Sydhavnens kulturhus på Wagnersvej er ganske vist stadig lukket, selv om caféen netop er åbnet i begrænset omfang. En stribe aflysninger er derfor det syn, der møder de besøgende på husets hjemmeside. Intet er som det plejer at være – og så alligevel…

For en måned siden slog Karens Minde Kulturhus coronapjalterne sammen med Kgs. Enghave Bladets nye online-profil SydhavnenLIV og præsenterede en sydhavnsk kulturklassiker i ny forklædning: Online-Quiz i Karens Minde. Og det var et hit med ti hold, der dystede via vores Facebook-stream, så i morgen onsdag 20. maj klokken 19.00 gentager vi succesen.

De månedlige quizaftener plejer at trække fuldt hus i caféen, men denne gang bliver det quizmastere Dorthe Eren og Morten Findstrøm – som er hjemvendt fra ferie – der sammen med journalist Jacob Schneider som tekniker holder skansen og forsøger at få alle spørgejørgener til at gå op i en højere enhed, når vi tester vores viden om musik, litteratur, kultur og meget mere. Spørgsmålene er i alle sværhedsgrader, så alle kan være med.

Næsten samme regler

Nogle få ting vil være anderledes – blandt andet er der intet maksimalt deltagerantal, da alle jo quizzer hjemme fra stuerne – men ellers er reglerne de samme som en almindelige quizaften:

Der er fire runder med forskellige kategorier, fem spørgsmål i hver (mod normalt ti).

Man tilmelder sig i hold af maks. fem personer via Facebook-begivenheden senest klokken 18.45.

Det er ganske gratis at deltage, og Karens Minde trækker et par præmier op af hatten.

Der skal svares inden for tre minutter efter, at en hel runde er slut i vores live-streaming.

Husk: Brug af Google, eventuelle opslagsbøger på hylderne derhjemme o.lign. er strengt forbudt!

Praktisk

Kontakt dine venner, find et holdnavn og en kaptajn, som kommunikerer for jer.

Find Facebook-opslaget ‘Vi gentager succesen: Online-Quiz med Karens Minde og SydhavnenLIV onsdag’ på SydhavnenLIV – eller tryk lige her.

Holdkaptajnen melder jer til senest onsdag kl. 18.45 ved at skrive holdnavnet som en besked til SydhavnenLIV.

Følg med, når vi går live onsdag kl. 19.00 – her kører Dorthe og Morten quizzen, ganske som den plejer at være.

Holdene konfererer svarene løbende over telefon eller computer – husk: ingen snyd! Efter hver runde skriver kaptajnen jeres fem svar i private beskeder til SydhavnenLIV (ikke kommentarfeltet, det kan de andre se!).

Vi uddeler point og fører dem på tavlen som sædvanligt. Inden sidste runde vælger I det holdnavn, I synes er bedst (bortset fra jeres eget), og vi kårer aftenens bedste holdnavn ud fra jeres stemmer.

– Foto: Karens Minde Kulturhus

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Udskiftningen af Ib Spang Olsens kunstværk i Østbanegade tirsdag. Nye plader er kommet op som erstatning af de slidte, gamle.

Se videoklip, interview, tekst og billeder: Ib Spang Olsen-værket i Østbanegade tilbage i fin form

Louise i Søndermarken.

Tag til online-koncert med dyrehygge