Udviklingsminister bag kassen med Severine.
Udviklingsminister bag kassen med Severine. - Foto: Jacob Schneider

Minister bag kasseapparatet: Sprittede flødeboller og genbrugskrise

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) besøgte i fredags Folkekirkens Nødhjælps Wefood- og genbrugsbutikker på Borgbjergsvej til en snak om frivilligt arbejde midt i corona-krisen. Overskudsmaden stryger over disken som aldrig før, mens genbrugsvarerne er på standby – og her har man krisen tæt inde på livet i mere end en forstand.

Mange butikker har de sidste uger været nødsaget til at lukke ned – heriblandt også Folkekirkens Nødhjælps 116 genbrugsbutikker rundt om i Danmark. Det har selvfølgelig store økonomiske konsekvenser med et samlet tab i omsætningen på en til halvanden million kroner om ugen.

Til gengæld bugner kølediskene i disse uger i madspildsbutikkerne Wefood, som Folkekirkens Nødhjælp også står bag. Her finder du alt fra rib-eye til fritgående kylling og friske grøntsager. Faktisk har der aldrig været flere varer på hylderne, og det kan mærkes på den samlede omsætning.

»Vi har de sidste uger solgt 40 procent mere end på samme tid sidste år. Det er fantastisk, for det betyder, at vi sammen med vores gode samarbejdspartnere og leverandører kan være med til at mindske det danske madspild. Men det betyder også, at vi sammen kan sikre endnu flere penge til vores projekter i verdens fattigste lande. Det er der stort behov for lige nu. Om lidt rammer corona-pandamien for alvor det afrikanske kontinent, og her kan krisen hurtigt blive en stor katastrofe,« siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen, som i fredags havde udviklingsminister Rasmus Prehn (S) på besøg på Borgbjergsvej, hvor der både ligger en Wefood og en stor genbrugsbutik.

Klar til kamp mod madspild.

Klar til kamp mod madspild. – Foto: Jacob Schneider

Frivillige stopper ikke

Her viste projektleder for Wefood-butikkerne Jan-Martin Mikkelsen ministeren rundt i butikken, hvor han blev fristet af både specialøl, julesild, müsli, økologiske ris og ikke mindst flødeboller til en femmer kassen.

»Det var billigt. Dem må jeg have et par kasser af med hjem til kontoret – tager I MobilePay?,« spurgte Prehn og bød en kasse rundt – tilsat håndsprit, naturligvis.

En af butikkens frivillige ekspedienter Severine Barselajsen svøbte Rasmus Prehn i butikkens forklæde og satte ham ind i kasseekspeditionenens facetter midt i en hektisk hverdag: Butikken har en omsætning på 8.000 kroner over godt 130 ekspeditioner om dagen, og der er ekstra travlt her i corona-tiden: Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, er omsætningen næsten fordoblet. Det skyldes blandt andet, at store supermarkedskæder donerer langt flere og mere attraktive varer end under normale omstændigheder. I marts modtog Wefood-butikkerne 28-30 tons overskudsvarer, næsten ti tons mere end på en almindelig måned.

Projektlederen viser varerne frem. FOTO: Jacob Schneider

Projektlederen viser varerne frem. FOTO: Jacob Schneider – Foto: Jacob Schneider

»Vi havde egentlig forudset, at vi var nødt til at lukke Wefood-butikkerne under corona-krisen. Vi har stor forståelse for, hvis vores mange hårdtarbejdende frivillige ikke kan eller ønsker at arbejde i de her tider. Men i stedet har mange af dem insisteret på, at Wefood skal holde åbent for at kunne bekæmpe det stigende madspild. Det er utrolig prisværdigt og har stor betydning for Folkekirkens Nødhjælps arbejde,« siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

For at passe bedst muligt på både de ansatte og de mange kunder, er der sat plexiglas op ved kasserne, og der er afmærkning på gulvet for at sikrer afstand, når kunderne står i kø.

Tæt inde på livet

Men lukningen har også store konsekvenser for de mange frivillige, der driver genbrugsbutikkerne. De savner fællesskabet og glæden ved at arbejde for en god sag, og mange håber inderligt, at de snart kan komme i gang igen. En af dem er 71-årige Meta C. Palle, der er frivillig genbrugsleder i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik længere oppe af vejen, som ministeren også mødte til en rundtur i butikken fredag.

Her fik udviklingsministeren et hvil i en flyder af en lænestol, mens Meta fortalte, at de frivillige prøver at mødes hver onsdag og drikke kaffe udenfor – med behørig afstand.

Men de savner deres arbejde og det sociale fællesskab. Hun beretter også, at de lokale savner at komme forbi genbrugsbutikken. Det er et samlingssted for mange, og her passer man på hinanden og holder øje med hinanden. Hun fortalte blandt andet om en 92-årige kvinde, der hver dag går tur og vinker ind i butikken. På den måde ved de, at hun har det godt og er i live. Det kan de ikke gøre i disse tider.

Her har de også haft corona tæt inde på livet, da en af de frivillige blev smittet med corona – dog ikke i butikken – og har mistet livet. De har derfor stor respekt for myndighedernes anbefalinger, men de håber også, at hverdagen snart kan vende tilbage.

Se mere:

www.wefood.dk

www.noedhjaelp.dk

Et hvil i genbrugs-flyderen.

Et hvil i genbrugs-flyderen. – Foto: Jacob Schneider

Minister og generalsekretær på Borgbjergsvej.

Minister og generalsekretær på Borgbjergsvej. – Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tilmeld dig nyhedsbrevet og deltage i konkurrencen.

Konkurrence: Hvem vil du dele burger og cocktails med?

Grethe Rostbøll var medlem af Konservative Folkeparti og Folkebevægelsen mod EF.

Tidligere kulturminister: Gør noget for de store børn!