House of Taste - Thai Cooking School med klummeskribent Githa Schultz på holdet.
House of Taste - Thai Cooking School med klummeskribent Githa Schultz på holdet. - Foto: Privatfoto

Klumme: Thaikøkkenet. Et rent sanse-gourmetorgie på stedet

Da jeg gik på Enghave Plads Skole (nu Tove Ditlevsens Skole), havde vi husgerning, der foregik i et køkken på Oehlenschlægersgades Skole.

Lærerinden var striks, og jeg var bange for de gasblus, vi skulle tænde med tændstik. Lærerinden havde en stram knold i nakken og hendes kommando lød: “Skyl, skræl og læg det hele i vand.”

En lærerinde, der var lige til at drille, og det var vistnok dråben i målebægeret, da vi smed mel ud ad vinduet fra skolens husgerningslokale på øverste etage og blev forvist til sløjd i kælderen på Enghave Plads Skole.

Det gik meget bedre, og jeg fik da både snedkereret en oplukker og et spækbræt. Men mad fik jeg aldrig lært at lave. Om det er derfor, at madlavning aldrig har interesseret mig generelt, ved jeg ikke, og de eneste retter, jeg nogensinde har lavet til gæster, er græsk farsbrød og lagkage.

Til gengæld har jeg elsket alle de gange, mine kærester har stået for maden. Så tog jeg til gengæld opvasken. Jeg har også altid sat en stor ære i ikke at skulle vælges af en mand alene på mine gourmetevner. Så min stakkels græske ægtemand fik tit pandekager. Det kan jeg nemlig også lave.

Alle de gange, jeg har været i Bangkok, har jeg alligevel altid haft lyst til at lære at lave stegte Ris de Noodle de Pad de Thai de Luxe, som man kan få dem enten på Porn Sak på Halmtorvet.

Ja, det hedder den thai-restaurant eller hos Isted Grill i Istedgade. I det hele taget er thaimad, thaikultur og de uendelige farver i den del af verden ret opmuntrende.

Så da jeg var i Bangkok i sidste uge, meldte jeg mig til et madlavningskursus. Også fordi jeg tror på, at det aldrig er for sent at lære noget nyt.

Der er en masse ingredienser i den mad. Og i bedste kongelig stil, som når vores majestæt går på marked i Sydfrankrig med fletkurv, var vi på Bangkoks største råvaremarked for at købe ind til en fireretters menu, inden turen gik i Tuk-Tuk til skolen.

Det mest kedelige, som svarer til at skrælde kartofler, var heldigvis allerede forberedt. Bare til en grøn karrypasta, der skal røres ud i kokosmælken, bruges mange ingredienser og råvarer blandet sammen med granit mortar håndkraft.

Det er tidskrævende, hvis alt skal laves fra bunden. Det fik vi lov til at røre sammen, og det var, som om at råvarerne smilede til en. Duftede lækkert, og man stod glad i et orgie af farver.

Det mærkes mere som en gourmetoplevelse at røre fine minimalistiske, delikate råvarer sammen i flotte farver end at lægge en bleg kedelig medister på panden på Vesterbro.

Kunne heller ikke lade være at tænke på de mennesker i Bangkok, som sidder i stegende hede og sælger bananer eller små fine løg og palmeblade dagen lang eller river frisk ingefær i timevis, dag ud og ind.

Til sikkert ingen løn. At man som bleg turist kan få et smil frem hos sælgerne, giver også lyst til at lave mad, fordi man ved, at til trods for et hårdt arbejdsliv er der kærlighed og glæde at spore hos sælgerne.

Madtilberedelsen varede cirka tre timer. Det kostede 280 danske kroner at deltage, og man lavede selv sin fireretters menu og spiste alt selv. Det er fint nok at ligge ved pølen og intet orke på grund af varmen.

Men at stå op og skabe sin egen thaimiddag er dog en af de lækreste køkkenoplevelser, jeg har haft. Jeg har dog en gang lavet flæsketeg i New York med rødkål fra bunden.

Så i al hemmelighed kan jeg godt lave mad, hvis jeg gider. Det er nok mere det kedelige hverdagsmad-trummerum, der ikke interesserer mig. Så helt sikkert, når jeg inviterer på middag næste gang, vil alle vide, at jeg har lavet thaimiddag, og så kan jeg vist ikke spise dem af med græsk farsbrød.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
De Lystige Musikanter er i spillehumør på søndag. FOTO: PR

De Lystige Musikanter spiller op til dans

Et af billederne til udstillingen i Rumpegalleriet.

Pengemagt og numser: »Money is fake« på Rumpegalleriet