Klummeskribent Githa Schultz skriver i denne uge om fremtiden og at sætte pris på livet.
Klummeskribent Githa Schultz skriver i denne uge om fremtiden og at sætte pris på livet. - Foto: René Mølskov

Klumme: Det værste er at miste sin frie vilje

På en eller anden måde er jeg nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg er rimelig cool, calm and collected, når jeg står over for udfordringer, fordi fundamentet i mit liv er stabilt.

På den måde, at jeg altid har indrettet min økonomi efter at kunne leve på en sten med minimale udgifter, skulle jeg blive arbejdsløs for eksempel.

Min arbejdsplads i flybranchen har varslet massive hjemsendelser. Det værste, der kunne ske, var, at jeg blev nødt til at kigge mig om efter et andet job, og det er vi nok mange, som er bange for, og det ser jeg ikke som det værste. Det ville ikke være første gang så.

Det skete, da jeg kom hjem fra USA efter fire år og med fletningerne i postkassen. Og selvom jeg trods alt stadig havde min Vesterbrolejlighed, havde jeg intet job, kun kulsejlede forhold i kufferten og tårer i bagagen. Og så skulle jeg ligesom starte forfra herhjemme.

Målrettet gik jeg hver dag ned på Arbejdsformidlingen på Vesterbrogade fra Maj 2004 og kiggede efter job. I juli 2004 fandt jeg en jobannonce, hvor de søgte vikar-stewardesser. Og på det tidspunkt så jeg det også som min mulighed for at være i kontakt med den verden, jeg elsker at rejse i og holde mig ajour med, og som jeg lige var kommet hjem fra.

Min a-kasse ville sende mig i aktivering. I stedet præsenterede jeg stewardessemuligheden, og det accepterede de som aktivering.

Når jeg sidder her og kigger på min fremtid, glæder jeg mig over at have danset, grinet, grædt, lidt, nydt, skændtes, diskuteret og været passioneret. Taget fly rundt over hele verden i tide og utide. Taget nogle drastiske chancer som for eksempel at forlade en sikker arbejdsplads, da jeg pludselig indså, at en sikker fremtid med fast job som fuldtidsarbejdende til folkepensionsalderen ikke gav mening. Derimod fik jeg fire år med frihed og med bopæl i USA.

Det er, som om jeg går i energimode og tunnelsyn nærmest og forbereder mig på at sadle om. Selvom det i skrivende stund ikke engang er sikkert, at jeg fuldstændig mister mit job som stewardesse.

Jeg har været ude og erobre verden adskillige gange. Og de mål, jeg har sat mig for, er lykkedes. Jeg har en erfaring udi mange arbejdsevner og har ofte følt mig som Dolly Levi i musicalfilmen ’Hello, Dolly!’ med Barbra Streisand i hovedrollen, som også kunne alt muligt og strøede om sig med visitkort i den film.

Selvom jeg egentlig kun på papiret har et kørekort, en psykoterapeutisk uddannelse, uddannelse som zoneterapeut og massør, folkeskolens delfinsvømmeprøve og taler en del sprog. Alt andet er en oparbejdet, selvgjort arbejdserfaring.

Mine tænder er intakte. Mit helbred er godt. Jeg tænker altid: ”Hvad har jeg brug for?”

Et gasblus, varmt tøj, tag over hovedet, en pæn kjole, tænder, mad og ikke mindst et godt helbred. Har jeg brug for at være noget særligt? Egentlig ikke. Jeg er nået gennem halvdelen af mit liv. Og jeg kan kun se tilbage på gode tider.

Selvom jeg er velholdt og absolut intet mangler, er det mit senefterår, jeg mentalt forbereder. Jeg visualiserede engang mig selv siddende i en kolonihave og dyrke urter. Jeg visualiserede engang, at jeg aldrig skulle mangle penge. Og jeg visualiserede et godt helbred. Det er sådan, man målrettet kan sørge for, at ens visioner bliver faktuelle via psykoterapeutiske strategier.

Ligesom jeg altid har tænkt: »Lykkes det her ikke, må jeg gøre noget andet.« En slags A, B og C-plan. Og jeg vil gerne ældes med ynde.

Når jeg spørger min bekymring om, hvad det værste, der kan ske, er, ender jeg for det meste med at svare: »Ingenting, eller at jeg mister min frie vilje.«

Selvom jeg disse dage er lykkelig over ikke at sidde med gæld og forbrugslån. Lykkelig over, at jeg er født og bor i Danmark. At min mor altid har talt begejstret om vores statsminister Mette Frederiksen og også stemte på hende.

I morgen er jeg muligvis arbejdsløs, og der er risiko for, at vi er flere, der sidder i samme båd. Og det kommer til at tage tid at få verden på fode igen. Men i det mindste er det ikke en krig, der er skyld i miseren. Og det er jeg personligt glad for. Og når alt det her er overstået og back to normal, omend på en anden måde, er jeg klar på grund af min omstillingsparathed.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Rachel Pryce Roed.

Aflysning: Ingen løb med Rachel

Øresundsskolen er blandt de skoler, der modtager elever fra bosteder.

Elever fra kommunale bosteder er i skole