Så er det atter tid til fastelavn for både folk og fæ.
Så er det atter tid til fastelavn for både folk og fæ. - Foto: Klaus Sletting / arkiv

Fastelavn er mit navn… Her kan du slå til tønden i Valby og Sydhavnen

Februar er traditionen tro måneden, hvor tønder skal fyldes med godter, og udklædningen skal ud af skabet. I weekenden er det atter tid til at fejre fastelavn, og flere arrangementer venter i Valby og Sydhavnen.

Skal du være Batman, Pippi eller en stor tube tandpasta? Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til at klæde sig ud til fastelavn. I den kommende weekend er tønderne hængt op flere steder i Valby og Sydhavnen, og vi giver her et overblik over, hvad vi har kunnet finde af lokale fastelavnsløjer. Lad os endelig vide, hvis vi har overset noget.

Fastelavn på Dyremarken

Det er blevet en god tradition, at Børnenes Dyremark inviterer til fastelavnsfest, og i år finder det sted på lørdag 22. februar, hvor det begynder med et hyggeligt optog gennem Sydhavnen, hvor man kan opleve både børn og heste i fine udklædninger. Herefter åbner Dansepavillonen ved Karens Minde Kulturhus dørene til en god omgang tøndeslagning med kåring af både kattekonge, kattedronning og den bedste udklædning. Det koster 25 kroner at deltage, og så man får både et stykke kage og en kop saft eller kaffe med i prisen.

Hvor: Børnenes Dyremark, Wagnersvej 19, 2450 København SV

Hvornår: Lørdag 22. februar klokken 11.00-15.00

Fastelavn i Valby Søndre Sogn

Fastelavnen bliver fejret i tre omgange i Valby Søndre sogn, der rummer Johannes Døbers Kirke og Margrethekirken. Fejringen begynder allerede på lørdag 22. februar, hvor Johannes Døbers Kirke inviterer til fastelavns-børnegudstjeneste for de 1-3-årige. Søndag 23. februar følger Margrethekirken så op med en fastelavnshøjmesse fra klokken 10.00. Allerede en time senere er Johannes Døbers Kirke igen klar med en fastelavnsgudstjeneste, denne gang for 4-årige og derover.

Hvor: Johannes Døbers Kirke, Trekronergade 12, 2500 Valby og Margrethekirken, Kirsebærhaven 10, 2500 Valby

Fastelavnsgudstjeneste i Vigeslev Kirke

På søndag flytter fastelavnsfesten også ind i Vigerslev Kirke, hvor der vil være både tøndeslagning og fastelavnsboller efter gudstjenesten. Kig forbi klokken 10.30 og kom gerne udklædt.

Hvor: Vigerslev Kirke, Lykkebovej 1, 2500 Valby

Hvornår: Søndag 23. februar, klokken 10.30

Børnegudstjeneste med fastelavn i Aalholm Kirke

Når den korte familievenlige gudstjeneste er slut i Aalholm Kirke, inviterer de til tøndeslagning for alle i den store sal. Her vil der også blive kåret både kattedronning og kattekonge, ligesom der vil blive serveret fastelavnsboller, kaffe, te og saft.

Hvor: Aalhom Kirke, Bramslykkevej 18a, 2500 Valby

Hvornår: Søndag 23. februar, klokken 10.30

Fastelavnsgudstjeneste i Timotheuskirken

I anledning af fastelavn til Timotheuskirken søndag være fyldt med trolde, prinsesser og superhelte, når kirke inviterer til fastelavnsfest efter gudstjenesten. Her vil der både være tøndeslagning, hjemmelavede fastelavnsboller og varm kakao.

Hvor: Timotheuskirken, Christen Bergs Allé 5, 2500 Valby

Hvornår: Søndag 23. februar, klokken 10.30

Fastelavnsfest i Jesuskirken

Også Jesuskirken fejrer den festlige fastelavn på søndag, hvor de efter eftermiddagens gudstjeneste inviterer til tøndeslagning og fastelavnsboller i Sognegården.

Hvor: Jesuskirken, Skovbogårds Alle 11, 2500 Valby

Hvornår: Søndag 23. februar , klokken 14.00-15.00

Fastelavnsfest i Valby Kulturhus

Fastelavnstraditionerne er også ganske tro i Valby Kulturhus, hvor der på søndag 23. februar er tøndeslagning og kåring af både kattekonger, kattedronninger og den bedste udklædning i Teatersalen. Som altid er fastelavnsfesten delt ind i kategorierne 1-5 år, 6-8 år og 9-12 år, ligesom der vil være fastelavnsboller og kakao til børnene samt boller og kaffe eller te til de voksne. Til at styre løjerne og samtidig lave lidt skæg og ballade kommer Stine Frydenlund, som står bag virksomheden Danseglad. Arrangementet koster 50 kroner for børn (inklusiv tøndeslagning, fastelavnsbolle og kakaobrik) og 50 kroner for voksne (inklusiv kaffe/te og fastelavnsbolle). Det er nødvendigt at købe billeter på forhånd.

Hvor: Valby Kulthus, Valgårdsvej 4, 2500 Valby

Hvornår: Søndag 23. februar klokken 13.00

Rytmik & Fastelavn

Hvis man venter en uge mere, så er der mulighed for at lufte sin udklædning to gange, 27. februar inviterer Frederiksholm Kirke nemlig inden for til en særlig rytmikgudstjeneste med fastelavnstema. Kirken vil denne torsdag være fyldt med rytmik, sang og historier for de 1-4-årige, og efterfølgende vil der blive serveret boller i karry med lækre toppings. Det er gratis at deltage, men skulle man have lyst til at lægge et symbolsk beløb, er man mere end velkommen til det.

Hvor: Frederiksholm Kirke, Louis Pios Gade 8-10, 2450 København SV

Hvornår: Torsdag 27. februar kl. 17.00-18.00

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
20. februar fylder Lise Fredslund 75 år.

Lise Fredslund fylder 75 år

Skoleleder, Peter Daniel Andersen.

På Rødkilde Skole er gaffatapen skiftet ud med nye lækre læringsrum