Fra sidste års fotokonkurrence
Fra sidste års fotokonkurrence - Foto: Anita Tejlgaard Olesen

Sydhavnsmor med grønne kager

Bloggeren May Holm, bedre kendt som Sydhavnsmor, har begået en kogebog med kager, som er propfyldte med grønsager.

Intens citronkage med pastinakker, syndige romkugler med sød kartoffel, lækker roulade med gulerod og rabarber, små søde bærtærter med bund af jordskokker, saftig krydderkage med spidskål og gulerod og fine honninghjerter med sød kartoffel.

Bloggeren Sydhavnsmor har skabt et sundt kageunivers, hvor hver opskrift er baseret på friske grøntsager, så det bliver nemt at snige gode fibre og vitaminer ind i de søde kreationer.

»Det er på ingen måde sundhedsfanatisk. Jeg spiser selv alt – faktisk ville jeg ikke vise nogen, hvad jeg spiser i løbet af en dag,« griner May Holm og fortsætter:

»Det handler jo bare om mængderne. Konceptet er, at det er uden gluten, og alle opskrifterne kan gøres sukkerfrie – men behøver ikke at være det. Du kan faktisk få et helt måltid med seks muffins på under 500 kalorier.«

Opskrifterne er inspireret af idéer til, hvordan man lister grøntsager ind i børn, men er også godt nyt for voksne med hang til søde sager fremfor gulerodsstænger.

Fra M! til broccoliboller

Bogen ’Søde sager med grøntsager, glutenfri kager med sæsonens råvarer’ er formentlig den første kagebog baseret på grøntsager. Men det lå ikke just i kortene, at May ville ende som kogebogsskribent, da hun startede med at skrive for avisen Urban og magasiner, blandt andet mandebladet M!.

»Jeg gik rundt med en kæmpe mave to uger før jeg fødte og interviewede unge mennesker om deres sexliv. Det var sjovt,« griner May, som nu har en datter på snart otte og en søn på fem.

»Jeg har egentlig en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, men nåede aldrig at bruge den. Jeg fik barn nummer to og gik på barsel, da et par af mine veninder opfordrede mig til at starte en blog. ’Det lyder for mærkeligt og dagbogsagtigt, så det kommer jeg aldrig til,« fortæller den 37-årige skribent.

Efter et halvt år havde Mays blog 40.000 læsere, og nu lever hun faktisk af den. Emnerne er alt fra madopskrifter – det startede med en omgang broccoli-boller, som blev et kæmpemæssigt hit – til livsstil, rejser, kosmetik, kulturelle oplevelser i byen og alskens hverdagsting.

Sydhavnsforelskelse

Heller ikke navnet ’Sydhavnsmor’ var noget, hun havde set komme, da hun boede i Indre By for syv år siden:

»Jeg var noget skeptisk omkring Sydhavnen, men vi boede i fire måneder på Sluseholmen og så forelskede vi os bare i det gamle Sydhavnen – ture i Valbyparken, Fiskerhavnen, haveforeningerne, bådklubberne og så videre – så da jeg skulle give min blog et navn, tænkte jeg at Sydhavnen skulle tales op. Så da min søster foreslog Sydhavnsmor, var den der. Det lyder virkelig broget og hårdt og virkelig sjovt: Sådan en mor, der kommer slæbende med ølflaskerne bag sig, det var det billede, jeg fik. Nej, det er selvfølgelig en karikatur, det er et fantastisk blandet kvarter, og der er også sket meget, siden jeg flyttede hertil for seks år siden.

Jeg elsker at sidde nede i havnen og drikke en bajer med Preben på 70, der har boet her hele sit liv: Alle historierne og den her arbejderånd, der stadig er her og sikkert forsvinder snart. Og det, at folk på gaden hilser – altså, man siger jo reelt ’hej’ til hinanden her.

I starten skrev jeg meget Sydhavnen, for jeg kan godt lide den ånd, hvor man er i øjenhøjde med alle og favner alle. Vi er sgu’ lige meget værd allesammen. Nu er der ikke så meget om Sydhavnen, men det popper stadig op ind imellem. Men jeg kan ikke skrive om en edderkop, jeg har set på vejen – der skal ligesom være en pointe i indlæggene.

Det er en meget personlig blog, men ikke dybt privat. Der er mange ting, jeg ikke deler i mit sociale medieliv. Jeg er ærlig og viser mit hjem frem, men for eksempel ikke billeder af mine børn. Du kan jo ikke for alvor spørge et seks- eller otteårigt barn, om de vil på Instagram, vel?«

Sydhavnsmor: ’Søde sager med grøntsager, glutenfri kager med sæsonens råvarer’

En kagebog med naturlige opskrifter med fuld knald på krydderier, nødder, bær og grøntsager. Bogen er opdelt efter årstiderne, så alle kager laves med de friske råvarer, der er i sæson.

Se mere: sydhavnsmor.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Kunsten bliver udstillet i tre etager i Kingosgade 2

Nyt udstillingskoncept kan opleves i en opgang i Kingosgade

Gang i køkkenet.

Unge kom ind fra sidelinjen med gourmetmiddag på restaurantskolen