Folkekøkken ved sidste års klimafestival i Valby. Kan vi mon gøre noget lignende hjemme bag skærmene?
Folkekøkken ved sidste års klimafestival i Valby. Kan vi mon gøre noget lignende hjemme bag skærmene? - Foto: Valby Lokaludvalg

Take-away i morgen? Så spis den sammen med resten af Valby

I morgen onsdag klokken 18.30 har valbyborgeren Lise Damkjær arrangeret fællesspisning for hele bydelen – hjemme bag skærmene via videotjenesten Zoom. Hav din lokale yndlings take-away klar, sæt håret, log på og hyg med de andre.

Onsdag 8. april klokken 18.30 spiser vi sammen i Valby, men hjemme hos os selv. Vi køber hver især take-away hos de trængte Valby-restauranter, caféer, take-away-steder og mødes online på Zoom, når vi har maden klar.

Sådan lyder opfordringen til lidt fælleshygge fra Lisa Damkjær, som er facilitator og selvstændig konsulent:

»Jeg byder velkommen og vi ser, hvem der er med – så går vi igang med at spise. Undervejs mødes vi i mindre grupper på Zoom, så vi kan snakke sammen med nogle, vi kender, eller nogle, vi har set i gadebilledet – eller nogle nye. Man kan logge af, når man vil. 19.30 runder vi af med at beslutte, om vi har lyst til at gøre det igen næste onsdag,« fortæller Lise, som selv har fået øjnene endnu mere op for de virtuelle møder i coronaland:

»Man kan virkelig mærke behovet for fællesskab. Jeg har aldrig haft så mange online-oplevelser som i de sidste to uger. De fleste af dem faktisk mere hyggelige, mere uformelle og mere tætte, end jeg havde troet var muligt. Det er befriende og dejligt at tale med andre – også fremmede – om alt det svære og mærkelige og også de trods alt positive ting, der er her midt i coronadanmark.

Vi har simpelthen brug for at dele vores oplevelse af situationen lige nu. Ud over at nogle er hårdt ramt helbredsmæssigt, så er mange små virksomheder i lokalområdet ramt – især restauranter og caféer, som Valby har så mange af. Noget af det, der gør at vi holder af Valby. Så hvad kan vi gøre for at hjælpe hinanden?

Her fik jeg ideen til ‘Valby Spiser Sammen’. Vi er nok flere, der har hørt om det par, der holdt bryllup via Zoom, så hvorfor ikke samles på tværs af Valby og spise sammen – online mens vi støtter de lokale takeaway-steder?«

Teknikken er simpel

Og alle kan være med, forsikrer hun:

»Vi sørger hver især for at have take-away mad klar og have computer, tablet eller telefon klar til at logge på. Jeg lægger et link op i Facebook-gruppen ‘2500 Valby – for os der holder af Valby’, så klikker man bare på linket og vi bliver forbundet, så vi allesammen kan se hinanden hjemme i stuerne. Så husk at sætte håret,« griner initiativtageren og fortsætter:

»Det kræver ikke teknisk snilde, men det kræver, at du har kamera og mikrofon på din computer. Jeg byder velkommen, og vi tager et hurtigt kig over, hvem og hvor mange vi er, så begynder vi at spise – og jeg laver via Zoom nogle mindre grupper, så man kan møde nogle andre mennesker at snakke med. Det gør vi et par gange, og klokken 19.30 finder vi ud af, om vi har lyst til at gøre det igen næste onsdag.

Husk at fortælle andre i din omgangskreds om det, så de også kan være med, og hjælp dem med at få hentet mad eller få teknikken til at fungere, hvis de har brug for det. Yes we can.«

Hjælp til trængte lokale

Samtidig kan fællesspisningen være med til at hjælpe trængte lokale erhvervsdrivende, håber Lise:

»Skulle der sidde nogen med andre idéer til at styrke fællesskabet og de små erhvervsdrivende i Valby – der er jo også alle kunstnerne, konsulenterne, frisørerne og flere, hvis indtjening er gået i stå – så sig til. Vi kan godt få plads til at præsentere en idé eller to undervejs.«

Men hvordan er idéen egentlig opstået hos Valby-patrioten?

»Jeg har ikke noget at lave for tiden, og det er egentlig ok, for jeg skriver på en bog. Men jeg vil selvfølgelig også gerne være sammen med nogen og gøre noget for os lokalt i Valby. Jeg har allerede Zoom og erfaring med, at det er let at have med at gøre. Det koster mig ikke noget andet end en smule tid, og så synes jeg, det er et fedt eksperiment.

Jeg har allerede fortalt en veninde i London om det. Hun vil lave et tilsvarende arrangement, ikke for hele London, men bare for et lille lokalområde. Og hvis der er nogen, der har lyst til at gøre noget tilsvarende andre steder, så gør endelig det. Vi er fælles om det,« slutter Lise.

Fællesspisning online, onsdag 8. april kl. 18.30

Find ‘Valby Spiser Sammen’ via Facebook-gruppen ‘2500 Valby – for os der holder af Valby’

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Truede med kniv og hostede »corona« i ansigtet på ekspedient

Farten er i mange tilfælde alt for høj her på Langebro, oplever Københavns Politi.

Bilist fik inddraget kørekortet: Drønede over Langebro med 118 km/t