- Foto: Yann Houlberg Andersen

Politiet festede med beboerne: Dansende hørebøffer på Sjælør Boulevard

Op mod 200 beboere fyrede den af fra altanerne, da ‘Silent Disco’ indtog Sjælør Boulevard i sidste uge. To beboere fra AKB-boligerne tog initiativ til festen.

I sidste måned fortalte vi om virksomheden Silent Events, som laver karantænefester i coronaland. Den første ’Silent Disco’, hvor beboerne bliver udstyret med hørebøffer og lysstave og rocker løs fra altanen, blev afholdt på Johan Kellers Vej i Bavnehøj, hvor direktøren Simon Frederiksen selv bor.

Nydiani Maria og hendes nabo Jeanie Özcan fik den samme idé, da de så at firmaets tilbud om gratis lydløst disco.

»Det var for at holde sammen og holde humøret oppe i de her kedelige tider. Jeg elsker fest og musik, så jeg tænkte det skal vi. Og så var vi jo så heldige at blive udtrukket,« fortæller Nydiani.

Så danseskoene blev kridtet sidste fredag i AKB Københavns boligafdeling på Sjælør Boulevard. I ugen op til festen kunne beboerne tilmelde sig via et link og bestille høretelefoner, som blev leveret til døren i afsprittet tilstand. Til selve festen kunne beboerne så høre de to dj’s og deres musik over de trådløse høretelefoner, krydret med et lysshow, som lyste blokkene op.

Politi og fællessang

Ifølge Nydiani gik arrangementet rigtig godt, og der var en god stemning. To politibetjente kiggede også forbi og konstaterede, at alt var i orden – de fik ovenikøbet mulighed for at lytte med. Ikke mindst til beboernes fælles skønsang:

»Så skulle vi alle sammen slå over på blå kanal og så hørte vi det samme musik og sang vi alle sammen med. Det var så fedt. Jeg tog mine høretelefoner af engang i mellem for at høre om folk var med og ja, det var de. Jeg kunne også se folk oppe på altanerne og i vinduerne, mens jeg gik og dansede nede i gården. Nu er der lige pludselig mange, der ved hvem jeg er, tror jeg,« griner Nydiani.

Se billederne fra festen:

Sammen med Fællesskaberne

Lige efter påskeferien blev Fællesskaberne – den boligsociale helhedsplan for Sjælør og Sydhavnen – kontaktet for at støtte arrangementet. Nydiani fortæller:

»Jeg har brugt Fællesskaberne til at formidle budskabet til beboerne, og også til at kontakte bestyrelsen, for det havde vi slet ikke tænkt på. Vi kom først i tanke om det, da HC fra Silent Events sagde: Hvor bor i henne? Er det privat eller det alment? Så det har vi jo brugt Fællesskaberne til, også til at få lidt feedback på, hvad man kan gøre. Ja, og hjælp til at printe plakater ud, som vi jo så har delt ud selv. Det gjorde tingene lidt nemmere og hurtigere. Det gled ligesom bare.«

Faktisk endte Silent Events med at have delt næsten alle af deres medbragte 250 høretelefoner ud, så der er ingen tvivl om, at beboerne gerne ville være med til at feste.

»Gør det!«

Nydiani Maria vil helt klart anbefale andre boligafdelinger at lave lignende arrangementer:

»Ja, gør det. Tilmeld jer, hvis I får muligheden for det. Det er så fedt. Det er en fed oplevelse og du får den ikke igen. Altså, det er to timer og det går så hurtigt – du fester og du er glad, og du kan se beboerne stå og råbe og skrige, og der er lys over det hele. Det var så fedt. Gør det. Du kommer ikke til at fortryde det,« jubler arrangøren.

Se mere: Silent Events DK på Facebook

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Visitationszone 4 omkranses af: Amagerbrogade - Øresundsvej - Amager Strandvej - Prags Boulevard - Uplandsgade - Vermlandsgade - Amagerbrogade.

Politiet forlænger visitationszone igen

Det er her fra Nordhavnsvej, at der skal fortsættes i en Nordhavnstunnel under vandet til Nordhavn

Rådgiver valgt til stort tunnelbyggeri