Fra et besøg i institutionen Isbjørnen i 2016. Det skal understreges, at dette besøg eller de optrædende her intet har at gøre med den kommende undersøgelse.
Fra et besøg i institutionen Isbjørnen i 2016. Det skal understreges, at dette besøg eller de optrædende her intet har at gøre med den kommende undersøgelse. - Foto: Rikke Milling (arkiv)

Fire Valby-institutioner undersøges

Efter nogen tids uro omkring fire børneinstitutioner i Valby har børne- og ungdomsudvalget nu pålagt forvaltningen at få lavet en uvildig undersøgelse af forholdene.

»Vi har fået så mange henvedelser fra både enkelte forældre og forældregrupper med den ene ubehagelige historie efter den anden, som jeg ikke synes, jeg kan negligere.«

Det konservative medlem af borgerrepræsentationen Helle Bonnesen fortæller til Valby Bladet, at et enstemmigt børne- og ungdomsudvalg i går onsdag vedtog et forslag, der pålægger embedsfolkene at få lavet en uafhængig undersøgelse af forholdene i fire børneinstitutioner i Valby. Forslaget var stillet af netop Konservative sammen med Venstre.

Utilfredse forældre

En gruppe forældre klagede i sidste måned til kommunen over mistrivsel blandt deres børn i institutionerne og stor udskiftning i personale og ledelse i institutionerne Nabohuset, Arken, Isbjørnen og Børnekompasset i den såkaldte ’klynge VVKC’. Det har fået politikerne til at gribe ind med undersøgelsen, fortæller Bonnesen:

»Nu er der så meget mudder i maskineriet, at vi bliver nødt til at have en reel, professionel gennemgang af sagerne.

Forvaltningen er også vendt tilbage med redegørelser, men de ved jo kun det, de ved. Blandt andet har mange medarbejdere ikke villet gå den officielle vej ind, fordi de prøvede at lægge det bag sig eller simpelthen ikke turde henvende sig. Og nu, hvor sagen har været fremme, har jeg også fået henvendelser fra tidligere personale.

Der har virkelig været en svingdørspolitik i forhold til personale, som skriger til, at det her ikke har været et sundt miljø. Så nu må vi have alle facts på bordet. Så nu får vi både Intern Revision og Borgerrådgiveren til at gå ind i det. Det i sig selv er også et tegn på, at det er alvorligt.«

Blinde vinkler

Betyder det, at der er blinde vinkler i det tilsyn, man ellers fører?

»Det er mit indtryk. Jeg har fået informationer, som forvaltningen ikke nødvendigvis har – flere ting, der gør mig utryg og peger på, at man ikke har vidst alt. Der er i hvert fald ikke klarhed over kommunikationen om den her klynge. Og det er grelle eksempler, hvor der kun er nogle forældre, som er stået frem i medierne,« siger Bonnesen.

Er det her et udtryk for hele diskussionen om meget få hænder og pressede pædagoger i daginstitutionerne?

»Det tror jeg faktisk ikke. Ingen tvivl om, at pædagogerne er meget hårdt spændt for over hele kommunen. Men det her er et enkeltstående tilfælde med et usædvanligt dårligt arbejdsmiljø. Men dermed ikke sagt, at normeringerne ikke er et problem.

Ikke nok med arbejdsro

Der er allerede startet en ny leder, som er i gang med at få institutionerne på ret køl, og medarbejderne beder nu om arbejdsro i et brev til børne- og ungdomsudvalget. Men det er ikke helt nok, mener den konservative:

»Vi har også vedtaget en bemærkning om, at der skal skabes arbejdsro for den nye leder, så det ikke bliver et inferno at arbejde i. Men der er for meget i historikken og for mange brådne kar til, at vi kan holde os helt væk fra det. I et børneliv med fem år i institution, der betyder et halvt år jo uendelig meget. Så det skal gå hurtigt, og så skal vi støtte op om de ændringer, der skal til,« slutter Helle Bonnesen.

Den kommende undersøgelse skal blandt andet klarlægge, om lederstillinger har været slået op, om forældrebestyrelser var inddraget i ansættelsessamtaler, om der er informeret om anmærkninger fra det pædagogiske tilsyn, om der er taget ordentligt hånd om børn med funktionsnedsættelser, baggrunden for mange afskedigelser gennem en længere periode, arbejdsmiljøet og omfanget af klager over institutionerne.

Helle Bonnesen fra den konservative gruppe på rådhuset.

Helle Bonnesen fra den konservative gruppe på rådhuset. – Foto: PR

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Lars Hammer Pedersen af en af de mange borgerne der har kontaktet Vanløse Bladet fordi han mener, at fodgængerovergangen Krogebjerg og Jyllingevej er farlig. Teknik- og Miljøborgmeste Ninna Hedager Olsen (EL) vil se på sagen.

»Det er et spørgsmål om tid før nogen dør«

Harlem Globetrotters gæster Nørrebrohallen med tricks og løjer på søndag.

Verdenskendt basket-showhold driver gæk med nørrebroerne på søndag