Gang i køkkenet.
Gang i køkkenet. - Foto: Meyers Madhus

Unge kom ind fra sidelinjen med gourmetmiddag på restaurantskolen

Ti unge fra København og Hvidovre har siden november knoklet i køkkenet, trænet værtskab og rykket personlige og sociale grænser på ‘Højskole uden mure’. 50 gæster smagte og mærkede resultatet ved en middag på Vigerslev Allé.

Mad og fællesskab giver unge mod på fremtiden. Det er parolen bag et projekt på ’Højskole uden mure’, hvor ti unge indtog Hotel- og Restaurantskolen i forrige uge.

Et gammelt kunstneratelier på skolen i Valby blev for en enkelt aften omdannet til restaurant for 50 heldige gæster, og de unge fra ’Højskole uden mure’ var aftenens værter.

Positive møder

Med pop up-restauranten oplever de unge, at de kan skabe noget, som har betydning for andre. Det er kulminationen på tre måneders træningsforløb, hvor de unge har fået madfaglig undervisning og har snuset til arbejdet på restauranter, i kantiner og fødevarebutikker.

Samtidig har de fået socialfaglig undervisning med fokus på at styrke deres ’livsmestring’: De unge lærer at begå sig på en arbejdsplads, at komme op om morgenen og at samarbejde med andre om en opgave.

Meyers Madhus, Hotel- og Restaurantskolen, A2B og Professionshøjskolen Absalon, som er partnerne bag projektet, har erfaringer med, at succesoplevelser sammen med andre i mødet med et rigtigt publikum kan bane vejen for afgørende forandring for den enkelte.

– Foto: Meyers Madhus

Nye veje til uddannelse

Mange unge har svært ved at mestre livet og havner på samfundets sidespor. ’Højskole uden mure’ vil gribe de unge, ved at de bliver en del af et positivt fællesskab, hvor glæden ved mad og måltider og målrettet træning er en løftestang til at styrke udsatte unges livsmestring og vej til at komme i job og uddannelse inden for fødevare- eller restaurationsbranchen. Og der er brug for de unge i branchen:

»Vi er glade for, at projektet har sin fysiske forankring her på Hotel- og Restaurantskolen. I og med at vores branche også har tradition for at være bredt favnende, er vi velbevandrede i at arbejde med denne målgruppe og klæde dem på til øget livsmestring, men i høj grad også til vores erhverv som lige for tiden hungrer efter arbejdskraft,« fortæller Anders Nørgaard, som er projektleder på Hotel- og Restaurantskolen.

Stolte elever med deres diplomer.

Stolte elever med deres diplomer. – Foto: Meyers Madhus

Omdrejningspunktet i Højskole uden mure er, at maden og måltiderne kan bringe mennesker sammen i nye fællesskaber og være en vej til et andet liv. Men frem for et snævert fokus på at opbygge de unges kompetencer, stiller ’Højskole uden mure’ skarpt på at udvikle den enkelte til at mestre eget liv. Derfor giver tilbuddet de unge mulighed for at udvikle sig i eget tempo.

»Vi oplever generelt, at maden og måltiderne kan bringe mennesker sammen i nye fællesskaber og være en vej til et andet liv. Vi har udviklet konceptet i samarbejde med en gruppe udsatte unge, så vi er sikre på, at vi hjælper og motiverer de unge bedst muligt fra start,« siger Dorthe Petersen, som er direktør i Meyers Madhus.

Forsker ved Professionshøjskolen Absalon Mikkel Jacobsen tilføjer:

»Mad og måltider er en perfekt indgang til denne gruppe, for det handler om meget mere end gastronomi.

Mad binder mennesker sammen, og samtidig får man gennem mad viden om krop og sundhed, økonomi, klima og kultur. På den måde er der rigtig gode muligheder for at udvikle sig gennem arbejdet med mad og måltider, og det er det, vi håber, de unge på højskolen vil opleve.«

Muslinger, curry og crumble

Efter middagen var der diplomer til de unge, der har gennemført forløbet.

Og menuen? Den bestod af friterede kartofler med misodip, ravioli med blåmuslinger, rosenkål og parmesan, kartoffelcurry med rødbede-dukkah og hjemmelavet yoghurt, æblecrumble med hvid chokoladecreme, brændt hvid chokolade og rosmarinsukker og hjemmelavet blodappelsinsodavand.

Ravioli med gemüse.

Ravioli med gemüse. – Foto: Meyers Madhus

– Foto: Meyers Madhus

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Fra sidste års fotokonkurrence

Sydhavnsmor med grønne kager

Sørgemarchen og demonstrationen på Amager Fælled onsdag.

Skoleleder om Corona: Vi kommer til at vænne os til at tage på færre ture