Vestia kan nu forlade forsvaret og sætte et angreb ind efter at der er nye fodboldbaner på vej på Vesterbro. Arkivfoto fra Valby Bladet Cup 2016, hvor Vestia spillede mod PI Fodbold.
Vestia kan nu forlade forsvaret og sætte et angreb ind efter at der er nye fodboldbaner på vej på Vesterbro. Arkivfoto fra Valby Bladet Cup 2016, hvor Vestia spillede mod PI Fodbold. - Foto: Klaus Sletting (arkiv)

Vestia i vild jubel: Jernbanebyen får tre nye fodboldbaner

En 11-mandsbane og to 7-mandsbaner er på vej til godsbaneterrænet. Vestia har kæmpet for nye baner i 12 år og glæder sig over årtiets største sejr.

Tallene taler for sig selv. Men det gør formanden for boldklubben Vestia også. Han har nemlig stået i front for kampen for flere boldbaner i årevis.

»Vi er voldsomt begejstrede. Det kommer selvfølgelig ikke som et lyn fra en klar himmel, for der ligger 12 års intensivt arbejde fra vores side bag,« fortæller Vestias formand Søren Vesterbæk.

Hvad angår tallene så har de altid været et af hans og klubbens hovedargumenter.

På landsgennemsnit er der ifølge formanden en fodboldbane for hver 1200 mennesker. I København er tallet en bane for hver 5000 indbyggere. Men på Vesterbro og Kgs Enghave er der ifølge formanden blot to baner til sammenlagt næsten 85000 borgere.

»Det alene burde illustrere, hvad det er for en situation,« siger han.

11-mands og 7-mands

I forbindelse med forhandlingerne om den netop vedtagne Kommuneplan19 blev det besluttet, at afsætte mellem 8 og 11 hektar til grønne arealer på det 55 hektar store bodsganetærren kaldet Jernbanebyen. Området skal byudvikles omkring og i aftalen ligger også at der skal laves nye fodboldbaner. Nemlig en 11-mandsbane og to 7-mandsbaner.

Det betyder for Vestia og Vesterbro, at man ikke længere skal kæmpe om spilletid på Bavnehøj.

For Vestia betyder det, at boldklubben for alvor kan begynde at udvikle sig.

»Vi er jo nok en af de mest hemmelige klubber i Danmark, fordi vi virkelig forsøger at gå stille med dørene. Vi har ikke ønsket at tiltrække for mange nye spillere, når vi ikke har banerne til det,« siger Søren Vesterbæk og fortsætter:

»Faciliteterne eller mangel på det samme har været vores største begrænsning og udfordring. I og med, at vi får flere baner, er vi i stand til at række ud og åbne op for lokalsamfundet.

Det betyder ifølge boldklubbens formand, at de kan gøre den sociale forskel på Vesterbro, som klubben blev skabt for.

»Vi er skabt ud fra et ønske om at række ud i samfundet og gøre en forskel. Et ønske om at være et forpligtigende fællesskab. På den måde har vi jo et 120 år gammelt socialt aspekt, hvor fodbold er vigtigt, men også et middel til at nå de overordnede sociale mål.«

Hvornår kommer de?

Det er endnu uvist, hvornår de nye fodboldbaner står klar, men der er planer om at begynde udviklingen af arealet fra 2025. Og ifølge Vestias formand er det oplagt at begynde med boldbanerne.

»Tingene ændrer sig jo ret hurtigt, og man har også rykket tidshorisonten frem fra 2029. Jeg har da et fromt håb om, at fordi noget af det, man hurtigst kan bygge er en fodboldbane, så vælger man også at lægge det i den tidlige ende af projektfasen,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Messian Quartet Copenhagen har hjemme på Østerbro.

Fredagskoncert med tre store kosmopolitter

Forhåbentlig får B.93 mulighed for at juble på lørdag

B.93 spiller »hjemme« i Gentofte på lørdag