Daniel Rally Danielsen startede Sydhavnens populære café Rallys op for fem år siden, nu skal han videre på uddannelse og har solgt stedet til Trine Fastrup, som vil køre det videre i samme ånd.
Daniel Rally Danielsen startede Sydhavnens populære café Rallys op for fem år siden, nu skal han videre på uddannelse og har solgt stedet til Trine Fastrup, som vil køre det videre i samme ånd. - Foto: Benedicte Lorenzen

Gode nyheder fra det lokale mødested: »Rallys kører videre, som I kender den«

Bekymringerne voksede i lokale facebookgrupper, da et opslag om, at Sydhavnens populære café Rallys var sat til salg, blev delt. Køberen er nu fundet, og der er ingen grund til bekymring.

Bajere, toast, rockmusik og lavalamper. Det var byggestene, der bød velkommen, da Daniel Rally Danielsen åbnede caféen Rallys på Mozartsvej i 2015:

»Desværre havde vi på et tidspunkt indbrud og fik stjålet lavalampen, men de sidste ting er her stadig i fuldt flor,« fortæller han.

For Daniel Rally Danielsens eget vedkommende lakker det dog mod enden i forhold til at drive Rallys videre. For nylig tog han nemlig den svære beslutning, at det var på tide at sælge caféen og fortsætte livet som studerende på kokkeskolen.

Sydhavnens hyggelige samlingssted blev derfor sat til salg på Dba.dk. En annonce, der vakte en del bekymring, da den for et par uger siden blev delt i facebookgruppen ’Sydhavnens bedste karmagruppe’.

Den helt rette ejer

Siden er Rallys nye ejer dog fundet, hun hedder Trine Fastrup, og hun er faktisk slet ikke ny i Rally-regi.

Forleden mødte Kgs. Enghave Bladet dem begge til en snak om fremtiden på Mozartsvej 9:

»Jeg kender stedet helt tilbage fra dengang, det åbnede i 2015, fordi jeg er kæreste med Dan, som var med til at starte Rallys op sammen med Daniel for fem år siden. Gennem årene har jeg også stået for blandt andet de her Flamingo Bingo-arrangementer, vi har haft hernede. Ligesom jeg i årenes løb har hjulpet til med forskellige ting,« fortæller Trine Fastrup og fortsætter:

»Derfor blev jeg simpelthen også så ked af tanken om, at Rallys måske skulle lukke eller skulle blive til noget andet, så da jeg alligevel nu er et sted i mit liv, hvor jeg har lyst til at prøve noget helt andet, så passede det hele ret godt sammen.«

Rallys fortsætter

Hyggen og den gode stemning venter altid, så snart man træder indenfor i Rallys, der ligger på hjørnet af Mozartsvej og Schubertsvej. I et lokale, som tidligere har huset et bageri helt tilbage fra 1931. Netop venlig er de byggesten, stedet er skabt på, fortæller Daniel Rally Danielsen:

»Hele idéen om Rallys er baseret på venlighed og hjælpsomhed, for vi havde ikke nogen penge, da vi overtog stedet. Det var et meget slidt lokale, vi flyttede ind i, men der var rigtig mange venner, der troppede op og lagde en masse hjerteblod for at få stedet op at køre. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Trine vil drive stedet videre. Det er ekstremt dejligt, at det arbejde, jeg har gjort og kæmpet for, bliver ført videre. Desuden tror jeg, der er brug for ny energi herude,« siger han.

Og den nye ejer garanterer, at Rallys fortsætter, som vi kender den:

»Jeg elsker konceptet hernede, så Rallys skal køre videre, som Rallys er. Det kan være, der er nogle småjusteringer, som vi skal kigge på, og som også er idéer, Daniel har haft længe, men i udgangspunktet kører vi videre. Alt det som Rallys er kendt for, laver vi ikke om på,« lover Trine Fastrup.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Ved at tænke multifunktionelle møbler ind på altanen, kan du udnytte pladsen bedst muligt og få god plads til både dig selv og en masse grønne planter.

Smart opbevaring: sådan udnytter du pladsen bedst i din grønne oase

Brandfolk i gang med at slukke ilden i det nærliggende skur.

Campingvogn i flammer