Abdelhakim titter frem i det farverige landskab på disken.
Abdelhakim titter frem i det farverige landskab på disken. - Foto: Jacob Schneider

Plukket for støttebuketter: »Blomster gør jo en glad, corona eller ej«

Abdelhakim har drømt om sin egen blomsterbutik, siden han deltog i en center-konkurrence som 14-årig. Sidste sommer åbnede han La Fleur på Stubmøllevej, og selv om det er ikke let at drive butik i Sydhavnen, er hans støttebuketter i denne svære tid populære – mange vil nemlig have en pæn dusk på hjemmearbejdspladsen.

Der er en noget mere liflig duft i kælderen på Stubmøllevej 14 end den smøreolie- og gummidunst, som mødte kunderne, da Hermes Cykler lå hernede.

Den er nu flyttet op til P. Knudsens Gade, og i dag er det alskens blomsteraromaer, der rammer næseborene, når man går de få trin ned. Og bag disken titter Abdels brede smil ud mellem de farverige planter, når han ser en gæst komme ind. Og det var en flyvende start, da han åbnede sidste sommer, fortæller blomsterhandleren:

»I starten var folk helt vilde med det, spændte på at se, hvad der var blevet af cykelforretningen. Der blev købt langt ud over vores forventninger af åbningstilbuddene. Jeg måtte lukke på grund af dødsfald i familien, så omkring efterårsferien gik det ned ad. Folk har nok været mere hjemme med børnene eller ude i centrene, så der var ikke så meget fokus på det lokale.«

Bryllups-ekspert

»Der er stadig mange, der ikke har lagt mærke til os. Vi ligger jo også lidt dybt, så når bilerne parkerer foran, kan man ikke lige se os. Det er gået lidt op og ned, men jul og nytår gik rigtig fint. Januar var faktisk ret hård, men til Valentine’s gik det strygende – der var kø udenfor. Nu er der også begyndt at komme kunder fra Valby og Hvidovre og Amager,« siger Abdel, som har været blomsterbinder til events, inden han blev selvstændig. Hans speciale er bryllupper.

»Jeg er faktisk uddannet konditor, og jeg begyndte at lave dessertborde til bryllupper, som inkluderede blomster. Så jeg måtte jo tage nogle blomsterbinderkurser.

Lige siden jeg var en lille dreng, har jeg været vild med at købe blomster til min mor og stået og kigget på, hvordan de blev bundet. Jeg var med i en konkurrence i Fisketorvet, da jeg var omkring 14 år, hvor man lærte nogle teknikker af en blomsterdekoratør, og så skulle man binde en buket. Jeg kom på tredjepladsen blandt alle de piger og mødre,« griner Abdel.

Glæde midt i coronaen

»Nu er vi så endt i corona-krisen og gået ned i gear igen. Men jeg er meget glad for den støtte, jeg får fra medborgerne i Sydhavnen. Jeg synes, de gør deres bedste for at holde forretningerne i gang. Jeg får så mange søde beskeder, som virkelig varmer om hjertet. Nu har jeg valgt at give gratis levering i Sydhavnen, Valby og Vesterbro. Folk, der ikke kan komme ud, fordi de måske er i karantæne, eller folk, der vil sende blomster til nogen, for eksempel på et plejehjem. Det ville jeg også selv gøre, hvis jeg ikke kunne besøge mine forældre.

Og nu er det jo blomster, så de visner efter noget tid. Det er jo synd, så nu har jeg lavet nogle fyldigere buketter, som har en værdi omkring 200 kroner, som jeg sælger billigere og kalder for støttebuketter. Og de er virkelig gået godt.

Blomster gør jo en glad, corona eller ej. Der er faktisk mange, der har ringet og spurgt, om jeg ikke kan lave en flot buket, som kan gøre dem glad, når de sidder og arbejder derhjemme,« fortæller Abdelhakim, som selv er vokset op i gården lige overfor.

»Folk kender mig mest som Abdel. Det er skønt at åbne butik lige her, hvor man nærmest kender alle,« siger han og spritter grundigt af i kælderen, hvor der kun må være en kunde ad gangen. Døren er altid åben, og der er kun betaling med MobilePay.

»Vi har gjort alt, hvad vi kan gøre. Men situationen kan jo hurtigt ændre sig, så vi tager en dag ad gangen,« smiler blomsterhandleren på Stubmøllevej, inden vi går på gaden og vælger en smuk buket til hjemmeredaktionen for 135 kroner.

Se mere på Facebook

LÆS OGSÅ: Støt lokalt og køb med hjem fra Sydhavnens butikker: Her er listen

– Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
0.-3. klasseselever fra Skolen ved Søerne i aktion ved københavnsmesterskaberne i skoleskak for hold.

Grundtvigsvej og Søerne med fremme

Ny webbutik med rødder i ØsterGro sælger grøntsager fra økologiske producenter.

Taglandbrug har oprettet webbutik for små økologiske producenter