Jette Hill Ludvigsen fortalte om sit liv og sin karriere i Locals Kaffebar.FOTO: Anja Berth
Jette Hill Ludvigsen fortalte om sit liv og sin karriere i Locals Kaffebar.FOTO: Anja Berth

Vanløse TALKS: Kunsten at nyde hver eneste millimeter af livets målebånd

Anden omgang af Vanløse TALKS var et tilløbsstykke og en fantastisk inspirerende livssnak fra hovedpersonen Jette Hill Ludvigsen.

Mens kaffebønnerne blev kværnet, og Søren Lorentzen fra Locals Kaffebar lynproducerede kaffe til den voksende kø, begyndte aftenens hovedperson Jette Hill Ludvigsen at fortælle om sit liv og sin familie.

Hun er 52 år, tidligere studievært og skuespiller og nu indehaver af tøjbutikken Livsstil på hjørnet af Jydeholmen og Jernbane Allé. Og så er hun mor til fem biologiske børn og har flere plejebørn.

»Når man har overskud, har man pligt til at give noget til andre,« som Jette Hill Ludvigsen sagde til anden runde af Vanløse TALKS, som fandt sted torsdag 27. februar.

Kærlighed hele livet

Det lille lokale i Locals var fyldt til randen, og folk sad på nakken af hinanden, mens Jette Hill Ludvigsen fortalte om sit liv, sin karriere, om at stifte familie, om at rejse sig igen efter en stor sorg og om kampen for at få plejebørn.

Om halsen havde hun et målebånd af den type, man bruger, når man syr eller skal måle om en taljevidde er blevet lidt rigelig.

Budskabet var at livet er så og så langt, og at det gælder at nyde hver eneste millimeter af livets målebånd.

Hun mødte sin store kærlighed på en rejse til Key West og med sin australske mand, David Hill, har hun fem børn og flere plejebørn.

LÆS OGSÅ: Der er ikke nogen ommer i livet

Jette Hill Ludvigsen blev i 1980’erne ansat som studievært på Kanal 2, men efter at have interviewet snart sagt samtlige politikere flere gange, lavet valg og været på store rejser, valgte hun at sige op og få sin egen butik i Vanløse. Her har hun og manden og siden deres børn boet siden 1996, og Jette Hill Ludvigsen har været aktiv medspiller til, at blandt andre We Do åbnede på Jernbane Allé.

Ramt af stor sorg

Alt har dog ikke altid været rosenrødt for familiemoren, der har et overskud, som man gerne ville låne lidt af.

14 dage efter familiens første søn blev født, blev Jettes søsters mand og hans ven dræbt i Sydafrika. Nogle år senere mistede samme søster sin otte-årige datter, fordi hun skulle i narkose i forbindelse med en MR-scanning og lægen fik givet en for stor dosis.

»Der er ingen mening i at begrave et barn,« som Jette Hill Ludvigsen sagde.

Sorgen var stor i familien, men en dag kiggede Jette Hill Ludvigsen sig selv i spejlet og så blot sorg og tristhed.

»Det gik jo ikke. Jeg måtte beslutte om jeg vil leve livet eller være i sorgen,« fortalte Jette Hill Ludvigsen om tiden efter niecens død, hvor hun og familien langsomt rejste sig ingen.

»Jeg går lidt hurtigt hen over det, for jeg bliver så berørt af det,« sagde Jette Hill Ludvigsen med tårer i øjnene og en klump i halsen.

Kampen for plejedatter

Til sidst fortalte hun om, da familien for syv år siden fik deres første plejedatter, og om hvordan hun hurtigt blev en del af familien og stadig er det, selvom hun er flyttet hjemmefra.

»Det er jo heldigt for hende, at hun har været hos os, men hvad med de 14.000 andre børn i Danmark, der bor på børnehjem og ikke har nogen plejefamilie,« sagde Jette Hill Ludvigsen, der opfordrede publikum til at sprede budskabet om at blive plejefamilie, hvis man har overskud og ikke mindst pladsen til det.

Næste Vanløse TALKS finder sted på Riccos på Godthåbsvej torsdag 26. marts klokken 17 til 18, hvor skuespiller og personlig træner Marinela Djekic vil fortællle om sit liv og sit nye eventyr, bjergbestigning kombineret med velgørenhed.

Der var tryk på kaffemaskinen.FOTO: Anja Berth

Der var tryk på kaffemaskinen.FOTO: Anja Berth

Masser af folk var kommet til anden omgang af Vanløse Talks.FOTO: Anja Berth

Masser af folk var kommet til anden omgang af Vanløse Talks.FOTO: Anja Berth

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Francois Pignot sluttede sin trænerkarriere i AB Tårnby.

Fremad A. holder ét minuts stilhed til ære for Francois Pignot

Fremtiden for Nuuks Plads arbejdes der på lige nu

Nuuks Plads skal laves om, og du kan være med