Marinela Djekic har boet i Vanløse hele sit liv. Lige nu bor familien, der tæller manden Alexander og tre børn i en lejlighed oven på Kronen.
Marinela Djekic har boet i Vanløse hele sit liv. Lige nu bor familien, der tæller manden Alexander og tre børn i en lejlighed oven på Kronen. - Foto: FOTO: Anja Berth

Da Marinela begyndte i 4. klasse med fin søndagskjole og sløjfe i håret uden at kunne et kvæk dansk

Nogle er født her. Andre havnet her tilfældigt. Sammen er vi Vanløse. Her er Marinela Djekic.

Hun stod ret og rank op, da læreren kom ind. I sin yndige, fine kjole, med renskurede negle og sløjfe i håret. De andre børn i klassen sad med benene oppe på bordet og larmede, selv når læreren kom ind. Underligt, syntes Marinela, der indtil den dag i 4. Klasse på Vanløse Skole havde gået i skole i Montenegro, hvor man havde kjole på hver dag og rejste sig, når læreren kom ind.

Hun er 41 år, født i Danmark af montenegriske forældre. Hun gik i både vuggestue og børnehave i Vanløse, men da hun skulle begynde i skole, blev hun sendt tilbage til familiens hjemland Montenegro og boede hos bedstemoren og gik i skole, indtil hun var 9 år og det var på tide at komme tilbage til Danmark.

Der sad hun så. Midt i 4. Klasse på Vanløse Skole uden at kunne et kvæk dansk.

Hurtigt lærte hun sig sproget. Når nogen spurgte om de skulle følges, sagde hun bare ja, selvom hun ikke vidste, hvad de sagde, og da de så næste dag bankede på døren og hun overrasket åbnede, sagde de ja, skulle vi ikke følges.

Det var sådan hun lærte sproget. Ved at kaste sig ud i det, og acceptere en masse fejl. Klasselæreren skylder hun dog en stor tak – han hjalp hende, og hun måtte sidde ved siden af ham, når der var diktat – ikke det nemmeste, når ens forældre heller ikke kunne korrekt dansk.

Familien boede i Lønstrupgård, og efter folkeskolen kom Marinela Djekic ind på først Nørre G og siden Vester Borgerdyd.

Som 15-årig mødte hun til et stort balkan-bryllup Alexander, som hun i dag har været gift med i 18 år og har tre børn med.

Allerede som 8-årig opdagede hun, at man via skuespil kunne berøre andre. Til en forestilling i skolen i byen Berane i Montenegro fremførte Marinela Djekic en monolog og hun så, at alle forældrene, inklusive hendes egen far sad og tudede.

Hun måtte blive skuespiller.

Da hun var færdig med gymnasiet, søgte hun ind på Ny Dramaskole, hvor hun gik i to år. Hver dag tog hun linje 14 fra Jydeholmen til Rådhuspladsen og derfra gik hun til skolen i Teglgårdsstræde.

Krigen brød ud

I 1992 brød krigen på Balkan ud og Marinela Djekic kunne fra sidelinjen i Danmark følge med i hvordan skuespiller i det tidligere Jugoslavien rendte rundt og lavede politisk gadeteater.

»Så sad man her på sin flade og trygge røv.«

Hun besluttede at tage derned for at bo og uden at have nogen plan bosatte hun sig i Beograd. Kæresten var derhjemme, men de har altid bakket hinanden op.

»Det skulle vi nok klare, og hvis ikke, så var det jo ikke det rigtige,« siger Marinela Djekic om forholdet til Alexander, som hun stadig er gift med.

I Beograd blev hun tilbudt en stor rolle i en spillefilm, men projektet blev lagt på hylde på grund af krigen og da hun havde ventede et år, tog hun tilbage til Danmark igen.

Spillede med i Pusher 3

I 2003 fristede Robinson Ekspeditionen, og hun var med på en øde ø og brugte sit mentale og fysiske overskud. Året efter i 2004 spillede hun en stor rolle i Pusher 3, hvor hun spillede Zlatko Burics møgforkælede datter.

Filmen blev anmelderrost og nåede New Yorks spalter, og man skulle tro, at der var banet en vej for Marinela Djekics skuespillerdrøm. Men de eneste roller hun efterfølgende fik tilbudt var stereotype karakterer af østeuropæiske ludere eller kriminelle bagmænd.

»Jeg var træt af at blive puttet i en kasse, som hende, der talte et anmdet sprog,« siger Marinela Djekics, der som anden generationsindvandrer ofte får spørgsmålet: Føler du dig mest dansk eller montenegrisk?

»Det kan man da ikke svare på. Jeg er jo dansker, men jeg har også en anden baggrund. Jeg er jo bare et menneske, for helvede!«

I 2018 besteg hun sit første bjerg.

Det har jeg ikke prøvet: Det vil jeg gerne – det lyder sjovt er hendes livsmotto.

MØD MARINELA TIL VANLØSE TALKS

  • Til næste Vanløse Talks torsdag 26. marts klokken 17 til 18 på Riccos på Godthåbsvej kan du høre Marinela Djekics fortælle om sin vej som personlig træner og bjergbestiger og hvordan hun kombinerer charity og personligt eventyr.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Redningsspecialister arbejder på at få åbnet pakkeboksen.

Kvinde låst inde i en pakkeboks

Sig appelsiiiin. »Det lyder måske lidt mærkeligt, men Ida er ikke helt simpel at spille, når man som jeg er både et kompliceret, temperamentsfuldt og overtænkende menneske,« forklarer Xenia Lach-Nielsen.

Hår eller ej: Xenia Lach-Nielsen er Den Skaldede Frisør