Tina Hemmeløff bor på 4. sal på Ålekistevej med sin mand, Kent, og deres søn Alvin på seks år.FOTO: Anja Berth
Tina Hemmeløff bor på 4. sal på Ålekistevej med sin mand, Kent, og deres søn Alvin på seks år.FOTO: Anja Berth

Da Tina fik besked om, at hun skulle være mor, mens hun lå i en pool på et feriehotel i Egypten

Nogen er født her. Andre havnet her tilfældigt. Sammen er vi Vanløse. Her er Tina Hemmeløff.

Kun en måned efter deres første date befandt Tina Hemmeløff sig i oktober 2014 i en swimmingpool på et hotel i Sharm El-Sheik i Egypten, hvor hendes date, Kent, arbejdede som rejseleder for Atlantis Rejser og brugte fritiden på at dykke. De var mødtes på datingappen Tinder en måned for inden. Egentlig var det bare for at flytte sit fokus fra det opslidende pres, det var at vente på at blive godkendt som enlig adoptivmor. Hun skulle ikke have en mand for at få børn med ham, for det kunne hun ikke, og hun havde besluttet sig for at adoptere et barn fra Senegal. Men ventetiden var ubærlig, og måske skulle man have det lidt sjovt igen, tænkte hun og oprettede en profil på Tinder. Få swipes senere matchede hun med Kent. Første date var en frokost på Café Staalvand i Brønshøj, men Kent skulle tilbage til Egypten, og de besluttede at Tina kunne komme ned til ham på ferie, og så kunne de tage den derfra.

En eftermiddag lå de begge og plaskede rundt i poolen på hotellet. Pludselig ringede hendes mobiltelefon. Nummeret kendte hun ikke, men det samme nummer ringede igen og igen. Så kom der en besked på svareren: Det var fra adoptionsbureauet: ’Til lykke du skal være mor til Alvin på et år’.

Lige der midt i poolområdet på det egyptiske feriehotel gik alting i stå. For hun var jo blevet godkendt som alene-forælder, og her var man ved siden af en date, som man egentlig rigtigt godt kunne lide.

Skal jeg tage med?

Tina Hemmeløff forsøgte at få fat i nogle veninder, så hun havde selskab når hun skulle hente Alvin i Senegal, men de havde alle planer. Så sagde Kent: ’Hvis du gerne vil have det, tager jeg med dig’. En måned senere kom han til Danmark, og de tog sammen til Afrika for at hente deres søn som kærestepar og familie.

Det er seks år siden nu, og Alvin er i børnehave. Han hænger på køleskabsdøren og ser fræk og skøn ud.

»Det er den største lykke. Hver eneste dag er jeg taknemmelig over, at vi har hinanden, og at Kent tog med mig dengang,« siger Tina Hemmeløff.

I dag har Kent naturligvis adopteret Alvin, så han officielt er far for ham.

»Men han har været far siden dag 0,« som Tina Hemmeløff siger.

Ejendom i den gamle bazar

Egentlig boede parret i Brønshøj, da Alvin blev hentet hjem, men han gik i vuggestue på Skjulhøj Allé, og fra vejen kunne Tina Hemmeløff følge med i byggeriet af en stor boligkarre på den grund, hvor der tidligere lå en faldefærdig bazar. Da byggeriet tog fart, gik hun over på byggepladsen og spurgte til et nummer på udlejeren. Nu har de boet her siden 2017. På fjerde sal i en superlækker lejlighed med altaner på begge sider og udsigt til Marmorkirken og Herlev Hospital, alt efter hvilken side man står på. Ålekistevej lever sit eget liv for neden, men det hører man knap.

En rustrød trækasse med påskriften FYN står oven på skabene i det åbne køkken og minder om Tina Hemmeløffs opvækst i den sydfynske by Faaborg.

Man kan tage pigen ud af Fyn, men man kan ikke tage det fynske sprog ud af pigen.

Hun er uddannet kropsterapeut og stressspecialist og har nu lokaler på Skjulhøj Allé i Sundhedscenter Vanløse.

»Jeg er ret vild med Vanløse. Dengang vi boede i Brønshøj, havde jeg klinik i byen og jeg var bange for at få for meget transport og logistik med et lille barn. Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg jo bare kunne flytte min klinik,« siger Tina Hemmeløff med en snert af syngende fynsk.

Hvis hun ønske noget for bydelen, som er blevet hendes base, er det en større oprydning.

»Jeg går hver dag på Skjulhøj Allé, hvor det flyder det med skrald. Man tror det er løgn, der ligger underbukser, smidte pizzabakker og andet skrald. Der er ikke en eneste skraldespand og jeg har talt med Alvin om, at vi skal købe en tang, og så går vi en tur og samler skrald op. Det er virkelig ulækkert.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Lone Isralesen står foran et af sine fotografier.

Kvindekunst på Godthåbsvej

Viceborgmester Jan E. Jørgensen synger i Emmauskirken.

Syng fællessang med Jan E. Jørgensen