Børnene i Ansgars Engle er vilde med at være i fodboldhuset.
Børnene i Ansgars Engle er vilde med at være i fodboldhuset. - Foto: Benedicte Lorenzen

Børnehave i fodboldklubben: »Det er mega fedt at være her«

Børnehaven Ansgars Engle havde svært ved at genåbne, fordi de ikke har adgang til udearealer, men så kom hjælpen fra uventet side, da Boldklubben Union stillede klublokalet til rådighed.

Udsagnet ’Gode råd er dyre’ har efterhånden været anvendt mange gange under denne coronakrise, og sætningen var bestemt også brugbar i daginstitutionen Ansgars Engle, da de så hvilke krav, der var til at genåbne efter corona.

Faktisk blev børnehaven med adresse på både Borups Allé og Hvidkildevej ikke godkendt til at åbne, da de ikke har udearealer, og derfor bruger legepladsen på Genforeningspladsen, som det primære udeareal, siger leder Lizet Vahl-Møller:

»Vi ville sindssygt gerne hjælpe vores børn og deres familier, så de ikke skulle ud i nødpasning andre steder. Vi havde så fundet nogle løsninger, så vi alligevel sikrede udearealer, det var dog helt sikkert, at vi ikke ville kunne tage imod alle vores børn,« fortæller hun.

Børnehave i boldklub

Hjælpen skulle dog vise sig at komme fra uventet side. Kort efter påske, mens pædagogerne var i gang med at tælle værnemidler op, ringede telefonen pludselig:

»Det var Boldklubben Unions ungdomsleder, John Emil Winberg, der ringede og spurgte, om vi havde lyst til at bruge deres klublokaler til børnehavebørn, for de stod alligevel tomme i coronakrisen,« fortæller hun.

Boldklubben og børnehavehaven kender hinanden fra tidligere samarbejder, og det krævede også kun et enkelt besøg og en godkendelse fra kommunen, så var den aftale på plads. Mandag i sidste uge rykkede otte børn og to pædagoger fra Ansgars Engle ind i klublokalerne ved Genforeningspladsen.

»Vi er mega glade for at være her, og ungerne synes, det er så sejt at gå i børnehave i en fodboldklub. Vi har valgt primært at tage de ældste af børnene med herover. De fleste er fem år, og nogle få er fire år. Det fungerer mega godt. Her er jo både ude og indearealer, og der er rigeligt med plads, så vi ikke behøver at sidde for tæt. Vi er så taknemmelige over, at Boldklubben Union tænkte på os,« siger Lizet Vahl-Møller.

En del af lokalmiljøet

Hos BK Union fortæller leder af Ungdomsafdelingen John Emil Winberg, at det er en helt naturlig opgave for en forening at tage del i sit lokalsamfund og støtte op, når der er behov:

»En dag så jeg, at mange københavnske børnehaver har svært ved at finde plads til alle deres børn efter genåbningen. Vi var så en gruppe i Unions bestyrelse, der talte om, at det lå lige til højrebenet at tilbyde vores klublokaler, som står tomme. Det viste sig, at Ansgars Engle stod med nogle børn, de ikke havde plads til, og så blev enige om, at vi hellere måtte rykke lidt hurtigt på det hele,« fortæller han.

Indtil videre løber aftalen frem til 7. maj.

De otte børn fra Ansars Engle, der lige nu går i børnehave i Boldklubben Unions klublokaler, synes det er rimelig sejt at gå i børnehave i en fodboldklub. FOTO: Benedicte Lorenzen

De otte børn fra Ansars Engle, der lige nu går i børnehave i Boldklubben Unions klublokaler, synes det er rimelig sejt at gå i børnehave i en fodboldklub. FOTO: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Frederiksberg Slot er bare en af de turistattraktioner, Frederiksberg har at byde på.

Styrk turismen og vis, hvad Frederiksberg har at byde på

Flot udsigt fra hovedstadens pt. dyreste lejlighed til salg.

Svimlende pris: Nyudbudt penthouse-lejlighed er Københavns dyreste lige nu