I denne uge skriver klummeskribent Githa Schultz om dengang, hun var på bilferie med sin familie i Harzen.
I denne uge skriver klummeskribent Githa Schultz om dengang, hun var på bilferie med sin familie i Harzen. - Foto: René Mølskov

Fars fede 70‘er-ferie med villatelt på biltoppen: »Det var en 14-dages telttur i helvede«

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Githa Schultz, klummeskribent

Min far, mor, lillebror og jeg skulle på telttur til Harzen i mine forældres lille Morris Mascot. Vesterbro-arbejderklasse-bilferie hele vejen fra Haderslevgade og ned til Harzen i Tyskland engang i 1970’erne med villatelt på biltoppen.

Ingen af mine forældre har på nogen måde været praktiske eller specielt sprogbegavede. Min mor har altid været en lidt fin dame, og da vi var kørt ind i Tyskland, begyndte vi igen at have tekniske problemer med bilen, der allerede startede i Tappernøje.

En tysk spare-sovesal med plads til 15 personer på et hostel, min far kækt og hurtigt fandt, da bilen skulle på værksted, gjorde min mor rasende. Min mor nægtede at sove med styrthjelme og sure sokker, og det var vist det eneste, hun kunne få øje på i den sovesal. Min far måtte diske op med en overnatning på et dyrt Gasthaus, hurtig bilreparation und weiter.

Vi måtte tage adskillige stop på motorvejen for at spørge om vej. Og jeg husker, at der mange gange blev sagt: »Gerade aus und dann die Zweite Ausfahrt links.« Og min far nikkede, som om han overhovedet fattede en Bayern-bjældeklang tysk, hvilket også resulterede i, at vi lige så mange gange kørte forkert.

Tror min far var for stolt til at indrømme, at han ikke helt forstod eller talte tysk, så han sagde bare »danke, danke,« og så stoppede vi op 400 meter længere fremme og måtte høre min far gentage sit tysk i tale og forståelse til et -3 med pil nedad i karakterbogen.

Efter at være kørt forkert mange gange, nåede vi endelig campingpladsen ved Harzen, hvor der også var en sø med rigtigt mange myg.

Min far havde lånt villateltet og kun én eneste gang set, hvordan det skulle slås op.

Og da vi gik i gang med at skulle slå teltet op, gik det op for os alle sammen, at min far i bedste brugtvognsfirma-jargon havde sagt til villateltets ejer: »Ork, jeg behøver kun se dig slå teltet op én gang, så er den ged barberet.«

Folk på campingpladsen grinede, da min far begyndte at slå teltet op, og det kunne han bestemt ikke lide. Men der var han alligevel for ærekær til at spørge om hjælp. Så villateltet endte med at stå vakkelvornt med en teltpæl i midten, vi under ingen omstændigheder måtte røre, for så ville teltet falde sammen.

Meget bedre blev det ikke, da en af luftmadrasserne havde et hul, og min far da heller ikke havde taget lappegrej med. Så der lå min lillebror og jeg skiftevis på en madras med øvre torso på luft, mens resten af kroppen faldt ned på de flade stykker luftmadras med en truende teltpæl klar til at dejse om hvert sekund.

Det var en 14-dages telttur i helvede, der føltes som år. Og min far var heller ikke selv den mest tålmodige.

Min mor var stiktosset over de her forhold, og alt imens blev vi bidt af myg, hvis ikke vi blev vækket i stegende hede eller regn i teltet på campingpladsen 13 morgener i træk.

Og endelig brændte motoren da også sammen på en stegende hed, tysk sommerdag.

Dengang eksisterede SOS alarmcentralen også. En alarmcentral, der via folks rejseforsikringer den dag i dag hjælper strandede turister fra Skandinavien enten med hjælp til deres bil, eller hvis de er syge. Mine forældre fik stillet en lejebil til rådighed i Harzen, mens der blev sendt en ny motor ned.

Det billede, der står tilbage fra teltturen til Harzen, er et noget anstrengt familiefoto med den brune, falske turistbjørn i menneskestørrelse fra Harzens bjerge i midten på en regnvejrsdag.

Og jeg husker ingen yderligere teltferie efter det.

For øvrigt var jeg i mange år senere hen fastansat på SOS alarmcentralen, da den lå over Føtex på Vesterbrogade, og fik også topkarakterer i tysk i folkeskolen.

Så noget godt kom der måske alligevel ud af min fars fede ferieidé. Imens venter vi på, at rejser igen bliver en realitet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
A. Silberg Automobiler på Ndr. Fasanvej på Nørrebro, hvor Agnete Munksgaard købte sin arktisblå folkevogn med skydetag i 1960. Fotografen er ukendt; Henrik Behrens Henriksen har fået billedet af en søn af en VW-forhandler, der samlede på fotos af andre forhandlere.

Efterlysning: Kendte du mon frøken Agnete med folkevognen?

Frederiksberg Kommune kritiseres for ikke at have taget de nødvendige skridt i forhold til en egentlig genhusning af samtlige beboere i Bebyggelsen Søndermarken.

Læger om Bebyggelsen Søndermarken: Her bør ikke bo mennesker