Esben Just er taget på sin første soloturne efter hans kranspulsåre flækkede indvendigt og han endte i et fire dages langt koma.
Esben Just er taget på sin første soloturne efter hans kranspulsåre flækkede indvendigt og han endte i et fire dages langt koma. - Foto: René Mølskov

Esben Just er klar til anden runde I livet: »Jeg hørte sådan et underligt ‘KLAK’ i kroppen«

Jazzikonet Esben Just endte i et fire dage langt kunstigt koma, da hans kranspulsåre flækkede indvendigt fra. Han overlevede, genovervejede sine prioriteret i livet og tager nu på tour under titlen ‘The second coming’.

Esben just sad i sit kreative værelse på fjerde sal med udsigt over Vesterbro. Dagen var den 8. januar og 2016 skulle være året, hvor der skulle kul på til hele maskineriet. Han skulle i gang med sin trio igen og det skulle alt sammen i fuld fart ud over stepperne.

»Jeg hører sådan et underligt ’KLAK’ i kroppen. Så sætter jeg mig ned i stolen der i hjørnet. Jeg har det skidt og tænker, at hvis det ikke går over om lidt, så skal jeg nok ringe efter en ambulance. Det går ikke over.«

LÆS artiklen i E-avisen her:

– Foto: René Mølskov

Esben Just er 54 år og har siden 1989 levet af at spille musik. De fleste kender ham for hans utrættelige energi og fra scenen, hvor han spiller op mod 100 job om året.

Men den januardag i 2016 sad han helt stille.

Som musiker er han blevet hædret ved Danish Music Awards, har turneret med sin trio SP-Just-Frost og været sideman for blandt andre Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Kim Larsen og Tommy Kenter.

Men for fire år siden endte han på Rigshospitalet i et kunstigt koma, der skulle vise sig at vare fire dage.

LÆS OGSÅ: Søren Andersen: Jeg ville fylde mit liv med noget, der var fedt

Rigshospitalet i New York

Han ringer efter en ambulance. Venter. Og bliver kørt til Hvidovre Hospital. Han bliver tjekket i lang tid, og der er ikke umiddelbart noget for lægerne at se.

»Min kone kommer derud, og der er ingen, der rigtig kan sige, hvad der er galt. Efter mange timer kommer der en læge ind. Jeg har faktisk været på vej hjem et par gange, fordi der ikke er noget at gøre. Men lægen her siger så, at han lige vil tage en blodprøve og afhængigt af, hvad den viser vil han sende mig i en scanner. Da jeg kommer ud af scanneren, står der pludselig et falck-lægehold parat til at udstyre mig til akutoperation inde på Rigshospitalet.«

Esben Just fortæller nøgternt og præcist. Hans brede ar fra operationen kigger lige ud ovenover den hvide undertrøje.

Da han ankommer på Rigshospitalet bliver han modtaget af en fan.

Esben Just tager på tour med soloshowet The Second Coming.

Esben Just tager på tour med soloshowet The Second Coming. – Foto: René Mølskov

»Kirurgen viser sig at have hørt mig spille et utal af gange, mens jeg boede i Århus. Jeg siger til ham, at hvis det kan undgås at skære mig op, så vil det være fint.«

Det kan det ikke. Faktisk får Esben Just at vide, at der er en risiko på omkring 20 procent for, at han ikke kommer tilbage, som før.

»Så kommer min kone hen til mig. Jeg siger ’tak for turen’, og så bliver jeg bedøvet. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op på Rigshospitalet. Men jeg har det vildt godt. For jeg er jo vågnet op på det fedeste Rigshospital, der findes. Nemlig Rigshospitalet i New York. Det er bare det fedeste danske hospital, der findes overhovedet. Så der ligger jeg og glæder mig til at jeg om ganske få dage skal ud i New York og spankulere rundt med min kone.«

Hvad han ikke ved, i det øjeblik, han vågner, er, at han har været klinisk død. Hans hjerte stoppede med at slå. Han stoppede med selv at trække vejret. Hans krop blev kølet ned til 27 grader. I fire dage ligger han i kunstigt koma.

Den bratte opvågning

Det der skete, da Esben Just fire dage tidligere havde oplevelsen af, at han hørte et ’KLAK’, var en dissekerende aneurisme på aorta.

»Det er kranspulsåren, der flækker indvendigt fra. Den kan langsomt gå mere og mere i stykker i takt med, at den udvider sig. Og sprænger den? Så er der ikke engang tid til at koge et blødkogt æg, for så pumper blodet bare ud i kroppen uden at der kommer noget ind igen,« siger han.

Mens Esben Just fortsat ligger på Rigshospitalet, går det snart op for ham, at han ikke er på vej ud i New Yorks gader.

»Følelsen af at være i New York fortsætter egentlig indtil jeg får en enestue på 16. etage med udsigt. Så peger min kone begejstret ud over fælledparken, og jeg tænker bare WHAT? Først der går det op for mig, at jeg ikke er i New York, men røvsyge København. Så kigger jeg ned ad mig selv og bliver opmærksom på mit sår og slanger og bøvl og ballade og at jeg pludselig er blevet 80 år gammel. Tilbage til nul. The second Coming, min bare røv,« siger han.

Bag mur af betablokkere

Men det giver ham noget at tænke over. Også ud over musikken, som altid er i hans tanker og – troede han – i hans fingre.

Da han bliver udskrevet fra Rigshospitalet har han et skønt nummer, som han glæder sig til at komme hjem og spille.

»Muskelhukommelsen var væk. Det var faktisk træls. Det er det bedste ord, jeg kan bruge, hvis du er jysk nok til at værdsætte det. Det var unødvendigt. Det var ikke det, jeg havde forestillet mig, jeg skulle have tiden til at gå med. Første gang, jeg skulle spille musik igen havde jeg det her stykke musik i tankerne, og tænkte, fedt mand, det skal jeg da hjem og spille. Da jeg satte mig og skulle spille det, lød det bare.. Altså jeg ved ikke, hvad det lød som. Det var helt væk. Ti dage tidligere kunne jeg jo det hele. Der havde jeg bare spillet det. Nu var det sådan noget klonk, bank klak, gå i stå, lave fejl, forkert forkert,« siger han.

Esben Just tager på tour med soloshowet The Second Coming.

Esben Just tager på tour med soloshowet The Second Coming.

Men han ville op på jazzhesten igen. Han var stadig fyldt med medicin og betablokkere, da han 16. april skulle spille på Plænen i Tivoli. Men det var nok meget heldigt.

»Betablokkerne gør, at ens blodtryk er helt stabilt. Man kan have ild i håret uden at tage sig af det. Jeg vidste jo godt, at jeg skulle være helt vildt nervøs. Jeg skulle spille på en rutine, der ikke var der, på en hukommelse der var væk og et navn, der ikke var der. Men jeg var til gengæld ligeglad, fordi betablokkerne fyldte det rum, hvor signalstofferne om at blive stresset skulle sidde. Jeg kunne simpelthen ikke blive urolig. Pladsen er allerede optaget. Signalstoffet havde intet sted at gå hen. Og ellers var jeg nok også spasset helt ud på scenen,« siger han og fortsætter:

»Men jeg var der jo heller ikke selv. Jeg sad inde bag den betablokker-mur og kikkede ud. Og tænkte: Hvad sker der nu?«

Hvad vil du med livet?

Da han havde overstået de aftaler, der allerede lå i kalenderen og øvet så han igen kunne spille, besluttede han sig for, at tage den med ro og se, hvad der kom til ham.

»Min teori var, at hvis jeg nu satte mig og ventede på inspiration eller lyst, så ville det komme til mig som en åbenbaring,« siger han.

For sammenfaldet med at han var slået tilbage til nul og levede i en brance, der med et pludseligt farvel til cd’ere og indtoget af streaming-tjenester var blevet vendt helt på hovedet, krøllet sammen, smidt i en papirkurv for ta blive samlet lidt op hensatte ham i en tilstand af tvivl.

»At kaste sig ind i den forretningsmodel igen skulle jeg overveje. Så jeg ventede. Men der kom desværre ikke rigtig noget,« siger han.

Så han gjorde noget andet .

»Jeg besluttede mig for, at ’The second coming’, måtte være en tour. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke følte mig kaldet til at drøne ud over stepperne med 120 kilometer i timen. Jeg sagde til mig selv, at måske er det okay, at jeg gør, det jeg skal, og det som jeg plejer og så får det til at køre.«

Farvel til ræset

Han lagde i stedet sine kræfter i at få en tour på banen. Selvom det er en religiøs italesættelse af en form for genopstandelse, er det for den vesterbroske jazzmusiker også med et glimt i øjet. Og understreger en mulighed han fik for at sætte det hele i perspektiv.

»Tilbage i 2015 var jeg en fandens karl, der drønede rundt og havde gang i alt muligt. Efter 2016 skulle jeg til at genopfinde mig selv og finde ud af, hvad der gav mening, og hvor meget af det, jeg gad. Den nye version af mig kan godt lide, når jeg spiller det jeg har lyst til, når jeg er inde i groovet og kan mærke, at jeg rykker ved et eller andet i mig selv. Og jeg er meget glad for, at jeg ikke skal drøne rundt og have alle mulige gode ideer til plakatreklamer og ikke skal tilgodese alle dem, der siger; kan du ikke lige lave en video til facebook. Ja, det er en form for dovenskab, men det er også et spørgsmål om ikke at vil underlægge sig det regime, der er om at stå til rådighed og gøgle igennem hele tiden. På en måde skal man også være sin alder, og alt det SoMe, det hører på en måde en anden generation til. Jeg har en større ro omkring at sige nej tak.«

Ikke bange for døden specielt

Esben Just er nu klar med sit første soloshow siden 2015. ’The second Coming’ handler på sin vis om døden. Men også at rejse sig igen og få mest muligt ud af livet inden vi skal herfra. For hvordan gør man det? Og hvordan rejser man videre som en klogere version af sig selv?

»Jeg prøver hele tiden at minde mig selv om, at jeg skal gøre de ting, der betyder noget for mig. Jeg kommer ikke til at være bange for at dø. Og det er måske i virkeligheden den største ting. For hvis der er noget, jeg skal have gjort for ikke at fortryde, at jeg ikke gjorde det, så gør jeg det. Man skal ikke gå og vente med at få tingene gjort,« siger han.

For Esben Just er musikken et redskab til at skabe følelser og dialoger med andre mennesker.

»Derfor glæder jeg mig også til at komme på turné. Jeg håber, at jeg kan få fortalt historien om det, jeg har været igennem, og så se fremad.«

Og se fremad kommer han til. Når touren stopper tager han nemlig direkte til New Orleans i tre uger for at skrive en masse nye numre og destillere oplevelse på en anden måde.

Esben Just tog hul på sin nye tour 26. februar og kan opleves rundt omkring i landet den næste måneds tid. Se mere på:

facebook.com/esbenjustsolo

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tidligere Art Director ved bladet Cosmopolitan, kunstner og re-designer Lin Van Roe ståår foran nogle af de plakater som kvindebevægelsen har lavet.

»Kvindekampen foregår i folketinget, på nettet – og i Kvindehuset«

Maria Bundgård udkom i 2016 med hendes første cd ‘The sound of water‘ med værker, der på forskellige måder lyder som vand.

Fyraftenskoncert ved ung dansk pianist