Med konfirmationsarbejdet bygger kirkens fremtid. Det mener Mette Gramstrup, der er præst i Kristkirken ved Enghave Plads. I disse dage savner hun sine 125 konfirmander, som hun holder kontakten med på sms. FOTO: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix
Med konfirmationsarbejdet bygger kirkens fremtid. Det mener Mette Gramstrup, der er præst i Kristkirken ved Enghave Plads. I disse dage savner hun sine 125 konfirmander, som hun holder kontakten med på sms. FOTO: Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

»Jeg savner duften af pølsehorn i kirken«

Konfirmanderne er som alle andre lukket ude fra kirkerne. Det har givet mange bekymringer både for forældre og konfirmander. Præst i Kristkirken, Mette Gramstrup holder kontakten med sine 125 konfirmander via sms‘er.

Der er helt tomt i kirkerne på Vesterbro. Og her skulle ellers have været et rigt ungdomsliv, mens konfirmanderne gjorde sig klar til den store dag.

Men konfirmationen er for mange af de unge i Kristkirken på Vesterbro blevet udskudt til september.

»Der har været meget at se til. Jeg har 125 konfirmander, og deres forældre, som alle er i tvivl, fordi de ikke ved, om de skal holde fast i reservationer og betale for bookinger og hvad nu med konfirmationskjolen. Men jeg skrev ud til dem tidligt, at de kunne flytte deres konfirmaton til september, hvis de ville,« fortæller Mette Gramstrup.

De er ’være’dygtige

For præsten på Vesterbro, som altid har sat enorm pris på konfirmationsarbejdet, så er det også hårdt at undvære de unge mennesker.

»Jeg savner duften af pølsehorn i kirken. Nogle gange er det så sindssygt hårdt, at jeg tænker på, om jeg er blevet for gammel til det. Men så myldrer de ind og slænger sig på kirkebænken som kun de unge kan. De er så gode til bare at være til. Så jo, jeg savner dem,« siger hun.

For Mette Gramstrup handler arbejdet med konfirmanderne i høj grad om at at lære de unge ’bare at være til’. Hun kalder ’væredygtighed’, og mener, at det er er essensen af konfirmationsarbejdet.

»De unge har en fantastisk evne til at vide sig afhængige af det fællesskab, de færdes i, samtidig med, at de er ved at lære at blive sig selv,« siger hun og fortsætter:

»Konfirmationsarbejdet er noget af det vigtigste, fordi det er kirkens fremtid, man bygger. Folk kan altid huske, hvordan de gik til præst. De kan altid huske, om præsten var sød eller dum og om de lavede nogle ting, der gav dem noget at tænke over. Og det er netop i konfirmationsarbejdet og fællesskabet, at der virkelig bliver sat ord på, hvad kristen tro egentlig er. For mig er det derfor i høj grad konfirmanderne, der kvalificerer det kristelige fællesskab i folkekirken.«

Savner mest hinanden

For at holde kontakten med sine konfirmander har Mette Gramstrup fået en app på sin telefon, som giver hende mulighed for at sende sms’er til dem på en gang.

»Det er jo helt vidunderligt, for hvordan skulle jeg ellers overskue det. Jeg skrev til dem i morges og spurgte, om de alle havde det godt, og opdaterede dem på, at mange havde valgt at flytte konfirmationen til efteråret,« fortæller hun.

Samtidig har hun mulighed for at maile med forældrene. Og det har været et svært arbejde, fordi der for så mange ligger et stort planlægningsarbejde i konfirmationerne.

»Tråden med forældrene omkring konfirmationerne i foråret er nu på over 200 mails. Jeg måtte på et ret tidligt tidspunkt sige, at jeg er ikke profet. Jeg kunne jo ikke forudsige, hvordan maj ville se ud. Til gengæld har jeg lovet dem, at hvis tingene ændrer sig til normalen inden, så laver vi en normal konfirmation. På den måde har de fået lov til at ’dobbeltbooke’« siger hun.

Hun mener dog ikke, at hendes konfirmander savner konfirmationsforberedelserne for tiden. Mest af alt savner de hinanden.

» Det gør noget ganske forfærdeligt ved os, at være så isolerede. Og for teenagerne er det alfa omega for deres udvikling at være sammen og have hinanden at spejle sig i,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror ikke, at de savner det at gå til præst lige nu. Det er jo et åndehul i en slidsom skoledag. Men nu, hvor de ikke er i skole, så tror jeg, de savner fællesskabet mere end noget andet.«

Alle kirkerne på Vesterbro er lukkede, så de. FOTO: René Mølskov

Alle kirkerne på Vesterbro er lukkede, så de. FOTO: René Mølskov

Alle konfirmanderne i Kristkirken har fået mulighed for at booke en ekstra konfirmationstid i september. FOTO: René Mølskov

Alle konfirmanderne i Kristkirken har fået mulighed for at booke en ekstra konfirmationstid i september. FOTO: René Mølskov

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Tenna Vibholm fra guldsmeden Vibholm har mistet mange penge på grund af coronakrisen. Butikken ligger i Kronen og er derfor lukket, men der er en webshop, der måske kan redde firmaet.Selfie

Guldsmed i Kronen: »Vi har mistet 150.000 kroner i omsætning og sendt folk hjem«

Kulturhuset Indre By holder ligesom byens øvrige kulturinstitutioner lukket i denne tid.

Åbent brev: I København skal vi stå sammen om vores kulturmiljø nu